Peder Noes
Af Kaare R. Skou
Der er på sin vis noget paradoksalt, nærmest selvmodsigende i, at vores absolut demokratibærende parti historisk set, Venstre, skal have en magtbevidst høvdingeskikkelse i front for at fungere. Den første sådanne skikkelse var Christen Berg, den mangefacetterede førstelærer fra Bogø.
Uanset om man lige i øjeblikket synes, at det er fortjent eller ej, kan man lige så godt affinde sig med, at skal vores politiske systems udviklingshistorie siden enevældens afskaffelse i 1848 og frem til i dag fortælles, bliver det samtidig fortællingen om Venstres historie. Coronatiden har udfordret os på mange måder og har også udfordret vores demokratiske system. Konklusionen må blive, at det tålte presset og måske endda kom ud af det i bedre form, end det gik ind i denne periode, hvor vi gang på gang var på nippet til at skulle leve under en nødrets vilkår. Nye grupper i befolkningen engagerede sig politisk, Folketinget generobrede på punkter magt, som det tidligere søvngængeragtigt havde overladt ministrene, vi har måske fået en mere håndterbar, ikke så tidskrævende og dyr undersøgelsesform, når en regerings magtudøvelse skal kontrolleres, og Statsministeriet har efter over hundrede års skyggetilværelse indtaget den ledende position blandt ministerierne. I den samme periode, men af andre årsager, har Venstre været udfordret af mangel på en høvding, eller måske snarere fordi en person, der anså sig for kaldet, ville have resulteret i, at partiet ikke længere ville være synonymt med folkestyret i sin danske udformning. Der stod - og står - store ting på spil for Jacob Ellemann-Jensen.
En af Christen Bergs facetter som høvding er, at han kunne være blevet revolutionshelten i den revolution, vi aldrig fik, fordi enevælden aldrig blev fjernet, men udåndede af sig selv i 1848 af akut mangel på talent. For mange bønder i Jylland, der ikke som deres sjællandske kolleger beskæftigede sig med politik, men blot passede deres dont i godsejerens skygge, stod Berg som deres mand. Ved de første valg til Rigsdagen havde mange jyder ikke stemt demokratisk - det vil sige på en nationalliberal kandidat eller en bondeven, men sendt kredsens kendis til tinge uanset hans politiske kvalifikationer. Da Berg kom til, blev det anderledes.
Jyllands underkastelse sikrede Berg sig i kraft af sin biologi. Fra naturens side var han udstyret med et organ, med hvilket han fra ladet af en møgvogn kunne tale en hel landsby op og gjorde det med den overbevistes fasthed. Her var ikke plads de mellemregninger, som kun de i forvejen politisk vakte krævede indsigt i. For det andet brugte han hver sommerpause på Rigsdagen til at vandre Jylland tyndt. I landsby efter landsby stoppede han op, talte med agitatorens ordvalg og frem for alt gav hånd til de fremmeste blandt bønderne. Og fra sommeren før huskede han deres navne, hvilket fik dem til at vokse i agtelse: Så måtte de alligevel være noget.
Det har altid været et af populistens billige trick at lefle for stodderen, så han solgte sig for dette intet. Det, der i middelklassen hedder slesk tale og billig portvin. Lær af Pia Kjærsgaard, der ved hvert eneste landsmøde gennem Dansk Folkepartis historie har hilst på hver enkelt delegeret for derefter at blive gengældt med deres stemme, uanset at mødeplanen så skred allerede inden mødet var begyndt.
Blandt Bergs beundrere var den vestjyske bonde Peder Noes. Hans oldebarn, historikeren Ivar Noes, har sat sig for at skildre ham blandt andet gennem aftryk af breve, oldefaderen skrev, mens han afsonede trekvart års fængsel for vold som udløber af sin hengivenhed for Berg, spredte dagbogsoptegnelser og ikke uvæsentligt den levnedsbeskrivelse, han afleverede til Ordenskapitlet, da han i 1910 blev slået til Ridder af Dannebrog som en slags undskyldning fra det officielle Danmark for den politiske forfølgelse, han havde været udsat for fra Estrups regerings side.
Peder Noes’ bidrag til den store historie er for så vidt kendt i forvejen og velbeskrevet. Han var den ene af de to, der lempede Holstebros politimester ned fra scenen ved et folkemøde den 16. juni 1885, hvor Christen Berg skulle tale, men demonstrativt nægtede at sige noget, så længe en person fra øvrigheden opholdt sig scenen for at påhøre, at intet blev sagt, som stred imod loven. Politimesteren opfyldte kun sin tjenestepligt, som den var udformet af konseilspræsident Estrup og hans håndgangne mand, juraprofessoren og justitsministeren Johannes Nellemann. Ordren stred ikke mod den dagældende Grundlovs paragraf 86, idet dennes ytringsfrihedsbestemmelse kun omfattede ved trykken offentliggjorte tanker, og det tog Estrup og med ham en række senere stats- og justitsministre ganske bogstaveligt.
Ivar Noes skriver beskedent, at det nok kun er oldefaderens fængselsdagbog og hans senere beskrivelse af, hvad der skete i Holstebro den dag i juni, som kan interessere nogen ud over familiens kreds. Dér er jeg ikke enig.
Peder Noes står nemlig også som prototypen på den bonde, der gjorde dansk landbrug til det, det har kunnet leve højt på indtil bare nogle få årtier siden: et højproduktivt, innovativt erhverv, som leverede kvalitet i respekt for den natur, der var dets produktionsgrundlag og med en vilje til at skaffe sig den indsigt, der gjorde bonden i stand til til sidst at lede landet. I dag er landbruget blevet til en industri, der nok stadig leverer, men hvor for mange har erstattet respekt for naturen med et krav om dens underkastelse, og som kun overlever på samfundets velvilje - det gennemsnitlige driftsresultat for et moderne landbrug svinger omkring nul kroner, og bonden lever af overførselsindkomster fra det offentlige, samtidig med at samfundsengagementet og innovationen er forvandlet til skrydende fortællinger om fantasifostre som fødevareklyngen fremført af manipulatorer arbejdende under vildledende betegnelser som Bæredygtigt Landbrug. Hvor Peder Noes og hans slags kæmpede sig til magt og indflydelse på demokratisk vis, søger alt for mange af dagens bønder magt gennem sagsanlæg og juridiske pedanterier, mens de forguder demagoger som Pernille Vermund og Inger Støjberg, for hvem retsstaten er erstattet af tesen om målet, der hylder midlet.
Peder Noes blev en aktiv del af den foreningstradition, der voksede sig stor i forfatningskampens tid, hvilket vil sige den sidste fjerdedel af 1800-tallet. En af disse foreninger var for hans vedkommende Vejrum Skytteforening - en slags uofficiel realisering af Venstres forsvarspolitik, hvorefter den stående hær skulle erstattes af et folk under våben. Christen Berg var en varm fortaler for dette hjemmeværnslignende militær, og kunne man ikke skaffe rifler, måtte man træne forsvar med hasselkæppe og høtyve. I nogle af sine opildnende taler gik han så langt, at eftertiden har diskuteret, om han under de rette omstændigheder virkelig ville have stille sig i spidsen for en revolution - eller om det hele bare var ord. I hvert fald kan man roligt betegne ham som radikaliserende.
Det kom da også som bekendt til typografen Julius Rasmussens attentat mod konseilspræsident Estrup, og Julius Rasmussen havde været ansat på venstre-avisen Vejle Amts Folkeblad. I dag kan vi med rette overveje, hvor langt der var fra Bergs skytteforeninger til Trump-tilhængernes stormløb på Kongressen i Washington.
Det er levnedsberetningen til Ordenskapitlet, der fortæller os om, hvordan den tids vælgere så på samfundet. Ivar Noes har valgt at oversætte oldefaderens beretning til nutidsdansk, hvilket alt andet lige gør den lettere at læse, og det skal han ikke klandres for, men som selvfølgelig på den anden side ridser lidt i den dokumentariske værdi. Specielt skal en oversætter i en sådan situation behandle tillægsord med indsigt i både datidens og nutidens sprogbrug og samfundsforhold.
Peder Noes beskriver her, hvordan han overtager faderens ikke alt for veldrevne gård og gennem dræning, kalkning, sædskifte og tilpasning af antallet af dyr til markarealet undgår den dyre superfosfat og får bedriften rettet op. Det er i nøgtern prosa, hvad Johan Skjoldborg besynger i det samtidige digt Når vinteren rinder i grøft og i grav. Dengang i 1897 var det en politisk sang, der samlede og forenede den radikale del af Venstre, Christen Bergs Venstre.
Christen Berg var så stor og så forgudet af sine tilhængere, at det blev for meget for en del af partiet, der skilte sig ud i fraktioner som først Det Danske Venstre og senere Det Moderate Venstre (kender Lars Løkke Rasmussen sin partihistorie så godt, at han har fundet inspiration hos dette moderate venstres ledere, Frede Bojsen og Niels Neergaard? Husk, at Neergaard i 1901 sagde nej tak til en ministerpost i landets første Venstreregering, fordi han ikke ville sidde i regering med den korrupte og bedrageriske Alberti som kollega, og sammenlign med Løkkes udsigt til kun at kunne danne regering ved at følge Inger Støjbergs politik og handle på Kristian Thulesen Dahls og Pernille Vermunds nåde).
Christen Bergs historie er den store historie, men den eksisterede ikke uden historien om de mennesker, der bar ham frem og holdt ham oppe. Som sådan er den lille historie om Peder Noes ikke ligegyldig - den er en forudsætning og har derigennem sin værdi.
[Historie-online.dk, den 30. juni 2021]
