Tyskere på flugt

I serien ”100 danmarkshistorier” har museumsinspektør John V. Jensen, Vardemuseerne, skrevet en fornem fortælling om de 250.000 tyske flygtninge, der kom til Danmark i krigens fire sidste måneder i 1945.

af Erik Ingemann Sørensen

Den 12. januar 1945 indledte Den Røde Hær en gigantisk offensiv mod de tyske østgrænser. Det fik definitivt Hitler til to dage senere at forlade ”Wolfschanze” i det østlige Polen og rejse til Berlin. Herfra udgår der den 4. februar en førerbefaling om, at Danmark skal anvendes til midlertidigt ophold for de tyskere, der midlertidigt måtte evakueres på grund af situationen i øst. I første omgang talte tyskerne om nogle få tusinde. Men den 5. maj 1945 stod vi med næsten en kvart million flygtninge, der med et blev Danmarks ansvar.

Da jeg for nogle år siden ville lave en undersøgelse af de tyske flygtninge i Kerteminde, undrede jeg mig over, at der ikke var spor efter dem på kirkegården. Heller ikke i kirkebøgerne. Og det på trods af, at der havde været 850 af dem i byen. Det viste sig at være en delvis glemt historie – måske også fordi resterne af de 15, der døde, var blevet flyttet til en kirkegård i Odense. Oplevelsen er egentlig ganske typisk for udviklingen. Fra at have været en voldsom udfordring for landet er de stille og roligt gledet ud af danskernes bevidsthed. Det bliver der nu med John V. Jensens bog: ”Tyskere på flugt” virkelig rådet bod på. Det er en fremragende fortælling, han endnu engang har givet os.

Ældre mænd, kvinder og børn på flugt i isnende kulde

Personlige fortællinger om flugten

Historie bliver for alvor vedkommende, når der hentes personlige beretninger frem. Forfatteren har derfor valgt at lade fortællingen om flugten fra de fremstormende russiske soldater komme fra øjenvidner. Og det er dramatisk læsning om disse stakler som nu Eva Droese. ”vi blev derpå ledt ud på isen, hvor vi gik i den nærmest endeløse række af vogne. Vi vidste ikke, hvordan det skulle gå os, russiske fly kastede bomber mod os og beskød os med maskingeværer. Samtidig havde det russiske artilleri skudt sig ind på rækken af mennesker og vogne og lavede store huller i isen. Mennesker og vogne forsvandt i vandet. (s.6).

Den 13-årige pige, Frau Becker, flygtede med sin mor og mindre søskende. Moderen døde undervejs, men de fik hende trods alt begravet. ”Efter morens død fandt den 13-årige pige den pistol, som hendes far havde givet til moren, da han skulle af sted til Østfronten. ’Brug den, hvis russerne kommer, og jeg ikke er der. Det er bedre, at du kan skyde dig selv og børnene, end at russerne gør det’, havde han sagt…”(s.7f.)

Tusinder følte sig lettede, da de kom ombord på den store liner, Wilhelm Gustloff, der tidligere havde transporteret ’Kraft durch Freude’ passager til blandt andet de norske fjorde. Men den 30. januar 1945 blev skibet ramt af tre russiske torpedoer og gik ned. I dag mener man, at omkring 9.000 af passagererne omkom. Historiens største forlis.

( Den seneste spillefilm om historien ”Die Gustloff” kan ses her:  https://www.youtube.com/watch?v=6BKhWeqEffY)

Men de fleste af transporterne over Østersøen nåede sikkert til Danmark. Det var oftest en modbydelig rejse – og det var uvist, hvor de ville komme hen.

John V. Jensen skriver: ”Mange havde mistet nære familiemedlemmer, som de enten havde tabt kontakten med, eller som var døde. Fælles for dem alle var, at fundamentet under deres tilværelse pludselig var forsvundet, og det gør de fleste beretninger både rørende og triste. Og nu befandt flygtningene sig i et fremmed land under besættelsesmagtens beskyttelse…”(s.12 f.)

Paradisiske tilstande

”Betragtet fra Ruindyngerne i Tyskland er Tilstandene her i Landet jo paradisiske…” (s.17). Formuleringen er den, Werner Best brugte overfor Udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen, der, efter at regeringen var trådt tilbage den 29. august 1943, var ham, tyskerne forhandlede med.

Meningerne om Svenningsen er delte, men han smed et stærkt kort på bordet, da han meddelte Best, at det ville være en forudsætning for at modtage flygtninge, at de deporterede 1.458 danske politifolk kom hjem. Dette resulterede som bekendt i aktionen med de hvide busser i foråret 1945.

De første hvide busser på vej til Danmark. Frihedsmuseet.

Igen lader John V. Jensen en flygtning fortælle: ”I Vestervig blev vi behandlet som soldater. De sørgede for vores forplejning og gav os penge og cigaretter. I det hele taget gik det os godt, som var det et slaraffenland. Vi gik mange ture. Det var jo et nyt land, og jeg havde aldrig været i udlandet før. For de penge, som vi fik udbetalt, købte jeg et par sko, for vi havde jo ingenting…”(s.21).

Det varede ikke længe, før den illegale presse kommenterede den nye situation. Det får vi en glimrende oversigt over i afsnittet ”Landsforræderi”. For en nutidslæser kan det være voldsom læsning. Men man skal passe på ikke at læse med nutiden som baggrund. Derimod skal man huske at sætte det ind i datidens koncept. Ellers havner man i det, der vel efterhånden kan karakteriseres som ”Lylloffsyndromet”. Det er for mig at se, når man tager nutidens humanistiske briller på og så dømmer fortidens handlinger gennem disse. Sådan fungerer historie jo ikke.

John V. Jensen har efterfølgende den meget vigtige fortælling ”Danske lægers dilemma”, hvor han med stor faglighed redegør for de danske lægers holdninger og handlinger. ”Især ét punkt har dog siden været diskuteret, nemlig om de danske lægers indirekte medvirken til en humanitær katastrofe ved at afvise at hjælpe syge og svækkede flygtninge…”(s.27). Efter Kirsten Lylloffs fremstillinger blev kendt, har de vundet indpas som sandheder. I tyske opslag står de uimodsagt og er hermed medvirkende til, at der tegnes et aldeles problematisk billede af det, der egentlig skete. Her skaber John V. Jensens fremstilling ganske enkelt en fornem klarhed over, hvad det egentlig var, der hændte.

Først var der Frihedsrådets ”Opraab” fra den 21. marts 1945, hvori det blandt andet hedder: ”Under den sidste Tids Flygtningetransporter fra Tyskland til Danmark er det paa grund af svigtende tysk Organisation forekommet, at tyske fødende Kvinder, dødssyge Smaabørn og Mennesker lidende af farlige epidemiske Sygdomme har maattet indlægges paa danske Sygehuse og behandles af danske Læger og Sygeplejersker. Trods Tyskernes umenneskelige Behandling af danske Statsborgere har man ydet denne Nødhjælp…men det er ikke en Opgave for det danske Folk…”(s.28).

Lægeforeningen havde tilkendegivet, ”…at danske læger ville hjælpe med at behandle akutte og farlige tilfælde af sygdom blandt de østtyske flygtninge indtil den 25. marts. Men ikke længere”(s.29).

Det næste var mordet på fire unge læger i Odense den 20. februar 1945 og den 26.3. på to læger i Vejle. Samlet blev der i perioden 6. januar 1944 til 26.3.1945 myrdet 12 danske læger. Dette skabte ikke alene stor harme, men også nervøsitet. Min svigerfar var på dette tidspunkt kandidat på Haderslev Sygehus. Når han om aftenen skulle fra lægeboligen over til skadestuen, havde han altid en bevæbnet vagt med. Når jeg nu nævner denne private begivenhed, hænger det sammen med hans reaktion på Kirsten Lylloffs skriverier. Han reagerede meget voldsomt i vrede. ”Hun kender intet til de faktiske forhold overhovedet. Og de var forfærdende for en ung læge – ja for alle læger”.

John V. Jensen fremlægger endnu et cirkulære, som Indenrigsministeriet udsendte den 28. marts, hvori det hedder: ”Eventuelle Patienter blandt de tyske Flygtninge bør afvises fra de danske Sygehuse, medmindre særlige Forhold, navnlig Sygdommens Karakter, maatte gøre det nødvendigt…I Tilfælde, hvor øjeblikkelig Lægehjælp er paakrævet for at afværge overhængende Livsfare, bør Patienten modtages til i hvert Fald foreløbig Behandling…”(s.30).

I øvrigt, skriver forfatteren, ”…at de tyske flygtninge var kommet til landet imod myndighedernes protest, og at de danske læger ifølge folkerettens – de mellemstatslige regler i modsætning til national ret – bestemmelser ikke var forpligtet til at behandle dem”.

Sådan var de faktiske forhold. Dem kan man ikke bare begynde at gradbøje. Og stille helt forkerte præmisser op. Det minder for meget om indkaldelsen til Venstresocialisternes stiftende møde, hvori det hed: ”Det må gennem konkrete analyser bevises at….” Så er facit givet på forhånd.

Jeg skal henvise til to bøger, der tager problemstillingen op på hver deres måde: Andreas C. Johannesen: ”Danske læger under nazismen”, Gyldendal, 2016, og Svend Bach: ”Om de tyske flygtninge i Danmark – Opgør om en myte”, Museet for Varde By og Omegn, u. år.

Så kom befrielsen – og udfordringerne

Da tyskerne havde kapituleret betingelsesløst til Montgomery den 4. maj på Lüneburger Heide, ændrede situationen sig voldsomt. Allerede dagen efter begyndte de tyske tropper at forlade Danmark, der nu kom til at stå med ansvaret for de 272.000 flygtninge og sårede, der var blevet efterladt. ”…hvem skulle fremover beskytte dem? Hvem skulle sørge for, at de fik noget at spise? Også i morgen og i overmorgen? Ville danskerne hævne sig? Ville de kunne vende hjem? (s.34). Det var de centrale spørgsmål, der meldte sig.

Tyskere i Kerteminde modtager meddelelsen om kapitulationen. Østfyns Museer.

Flygtningene, der hidtil havde kunnet bevæge sig frit rundt, blev nu interneret. Rundt om ved skoler, forsamlingshuse, hoteller med flere, blev der spærret af og opstillet vagter. Enhver kontakt med flygtningene blev forbudt – og i begyndelsen var det modstandsbevægelsen, der sørgede for, at de internerede blev inden for afspærringerne. Mange steder til stor utilfredshed hos lokalbefolkningen, der forlangte skoler, hoteller med mere tilbage.

I en skrivelse dateret den 24. juli kunne den britiske brigadegeneral W.H.F. Crowe meddele, at flygtningene skulle tilbringe vinteren over i Danmark. Det var ikke så lidt af et chok.

Regeringen var klar over, at der skulle en overordnet styring til, hvilket medførte, at man den 6. september oprettede Flygtningeadministrationen. Leder blev den tidligere handels- og arbejdsminister, socialdemokraten Johannes Kjærbøl. Han blev senere mere kendt i forbindelse med skibet Hans Hedtofts forsvinden i 1959. Kort efter sagde han i en tale om opgaven: ”…Mennesker, der var kommet hertil imod vores Vilje som det ikke kunne ventes af os, at vi skulde nære venlige Følelser overfor. Men vil man gøre Krav paa at kalde sig en demokratisk derfor human Stat var det klart, at vi af Hensyn til ikke saa meget til Flygtningene, men til os selv og til Fremtidens Dom, maatte tage den os paatvungne Opgave op til Løsning…”(s.44).

Man valgte efterhånden at samle flygtningene i en række store lejre, hvoraf den største var den i Oksbøl. Man mente, den efterhånden kunne udvides til at rumme 50.000 flygtninge. I København blev der opført en hel ny barakby, hvor man efterhånden samlede 18.000 – den såkaldte Kløvermarkslejr, der lå på Amager tæt ved det nuværende Christiania. Den bestod af svenske barakker.

De nye barakker på Kløvermarken. Frihedsmuseet.

Alene forplejningen var en voldsom udfordring. En flygtning skulle have godt 2.000 kalorier pr. dag, hvilket senere blev ændret til 2.500 for at finde sit endelige leje på 2.270 kalorier, hvilket – som John V. Jensen skriver – ”svarer meget fint til moderne anbefalinger.

Det er et meget fint afsnit, forfatteren har skrevet. Et afsnit der skaber klarhed over de mange, komplicerede forhold. Han kommer igen ind på det høje dødstal blandt flygtningebørnene. ”Af den nutidige debat om flygtningene kan man få det indtryk, at de danske myndigheder var ligeglade med, om de tyske flygtninge døde. Det er en misforståelse. De danske myndigheder havde stor interesse i vaccinationsprogrammer og kontrol med epidemiske sygdomme, der jo let kunne passere pigtråden og sporede sig til det danske samfund…”(s.64).

Tilstandene har ikke været rare for de mange tusinde, der blot gerne ville hjem. Men tålelige har de i trods alt været.

Opdragelse til demokrati

Myndighederne vidste meget vel, at flygtningene i årevis havde været genstand for nazistisk propaganda – ofte af aldeles infam karakter. 12 år under et diktatur havde sat sit spor. Man begyndte derfor en demokratiseringsproces – en genopdragelse til demokrati. Det ansvar følte myndighederne. ”Ikke bare over for de tyske flygtninge, men også over for et nyt demokratisk Europa, og det ansvar tog myndighederne på sig i løbet af efteråret 1945”.(s.68/69), skriver John V. Jensen. Det var faktisk en ganske stor opgave. De tidligere tyske skolebøger kunne man ikke benytte, da de var fyldt med nazistisk propaganda. Men man sikrede sig nogle fra det neutrale Schweiz.

Var man over den undervisningspligtige alder, blev der lagt vægt på de nazistiske forbrydelser. Men der skulle fares med lempe. Forfatteren citerer den daglige leder af undervisningen i Kløvermarkslejren, Claus Moldt: ”…at der i Flygtningelejrenes Oplysningsvirksomhed skulle fares med Lempe; men saa havde man til gengæld Muligheden for at gøre disse Mennesker til Medarbejdere i et demokratisk Europa. Lykkes det, vil Skolens Folk have deres store Part af Æren…”(s.73). En fin formulering.

Det skulle således gerne være nogle helt andre mennesker, der vendte tilbage til Tyskland end dem, der med livet som indsats måtte flygte over hals og hoved. I 1946 begyndte de første tyske flygtninge at forlade Danmark. Det indgår ikke i bogen, men det vil være rimeligt at nævne, at de tilbagevendende flygtninge absolut ikke blev modtaget med åbne arme. Faktisk tværtimod. Det findes beskrevet i en glimrende bog om emnet af Andreas Kossert: ”Kalte Heimat: Die Geschichte der deutschen Vertriebenen nach 1945”. Berlin: Siedler Verlag, 2008. Nu var der gået hul på problematikken med hjemsendelse, men det skulle alligevel vare 2 ½ år, inden man kunne vinke farvel til den sidste flygtning.

John V. Jensen konkluderer: ”Flygtningene havde kostet penge, mange penge. Det fremgår af en tale i Folketinget fra maj 1946, hvor finansminister Thorkild Kristensen fremlagde de tørre tal: ’Det sikre er foreløbig kun, at saa længe det nuværende Antal Flygtninge findes her i Landet, skal der udredes et Beløb paa mellem ½ og ¾  Million Kroner om Dagen til Dækning af Omkostningerne herved…” (s.86).

Danmark fik en erstatning eller kompensation på 160 millioner kroner, da man i 1953 indgik en aftale med den ny vesttyske stat. Hvorefter der blev sat punktum.

Er Flødeskumsfronten en myte?

Flødeskumsfront dækker over, at Danmark rent faktisk var et forholdsvis fredeligt sted under besættelsen, skriver John V. Jensen. Hvordan hænger det sammen med, at der her i landet findes 25.150 tyske grave. 14.900 civile og 10.250 soldatergrave?

Han konstaterer, at der findes så mange soldatergrave, da Danmark blev betragtet som et sted, hvor man kunne sende de svært sårede på rekreation. Det forklarer det høje tal. Kun få hundrede mistede livet under tjeneste her – ”…langt de fleste døde på grund af sygdom, selvmord og ulykker i 1940 – 1945. I øvrigt befinder godt 40 % af alle tyske krigsgrave sig i København.

De døde var blevet begravet rundt omkring, hvor de havde opholdt sig. John V. Jensen fortæller, at der i 1950’erne var 475 steder, hvor de var begravet. Det skabte en række problemer. Kremering kunne rent umiddelbart ikke komme på tale, da paven ikke kunne give tilladelse hertil. Men hvad skulle man så gøre? Gravfreden er i Danmark 20 år. Herefter kunne man gøre noget. Det resulterede i en dansk-tysk aftale om, at de jordiske rester måtte flyttes. I dag er der således 35 kirkegårde med tyske grave fra perioden. Det er den tyske organisation, Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge, der nu vedligeholder gravene. Desværre gør de det ikke lige godt alle steder. Det kan være et trist syn.

Afsluttende gør John V. Jensen en slags status over situationen. Den er fremragende skrevet. Og så vender han tilbage til den diskussion, der opstod, da Kirsten Lylloff i 1999 skrev artiklen ”Kan lægeløftet gradbøjes?” Han skriver: ”Mest problematisk var dog bidragenes moraliserende tendens, som – når det gælder de tyske flygtninge – vel også var præget af samtidens flygtningedebat. Reelt forvrængede den efterfølgende hidsige debat og ikke mindst medierne billedet og diskussionen i årene efter…” Det er klogt og vigtigt set at sætte disse markører, så vi ikke får historieforvanskning serveret som sandheden. Det sætter han på plads på en meget elegant måde

Væsentligt er det, at ”…det er blevet mere legalt at fortælle om flugten fra Østpreussen uden at blive mistænkt for revanchistiske eller nationalsocialistiske tendenser. De mange års tavshed om de ulykkelige tyske skæbner, der også er en del af Anden Verdenskrig er blevet brudt, og der skrives og udgives en stor mængde erindringslitteratur om emnet…” (s.99).

Og fortsætter:; ”Kjærbøls bestræbelser på at tænke ud over løsningen af daglige problemer aftvinger respekt her mange år senere. Han erkender nemlig, at både demokrati og humanitet er skrøbelige størrelser. Skal de bevares, må vi tænke langsigtet og aldrig tabe målet af syne”.

Det er en særdeles fin, en vigtig og en vedkommende bog, John V. Jensen har skrevet. Den bygger på en utrolig viden og er takket være forfatterens fortællende sprog en særdeles velkommen bog her 75 år efter, det hele begyndte.

Stor, stor tak til forfatteren for bogen.

[Historie-online.dk, den 29. april 2020]