Femø

Af Ida Munk

Overskriften i Pressemeddelelsen er: Femø+50 år= MeToo. Hermed sættes den første kvindelejr, Femølejren, som et udgangspunkt for den aktuelle kønskamp og giver udgivelsens perspektiv.

Forfatteren er ph.d. i historie og forsker i historiebrug og erindringskultur.

Bogen beskriver da også Femølejren ud fra konceptet erindringsspor og historiekultur og gør det klart, at f.eks. ’Femø’ og ’rødstrømper’ er erindringsspor, som genkendes uden yderligere præsentation i nutiden. Bogen bygger på kvindernes erfaringer, oplevelser og senere erindringer med at være i lejren.  ”Deres stemmer finder vi i samtidens mange lejraviser…” ” – i lejrpjecer, rødstrømpebevægelsens blade, hæfter og bøger, i blade til lesbiske og i eftertidens erindringer.” s. 10.  Forfatteren forholder sig til sit udgangspunkt/ kildegrundlag således: På trods af bestræbelserne på at få oplevelser og erfaringer frem, der både var enighed og uenighed om, er det nok fair at antage, at de kvinder, der har skrevet om deres erfaringer, var blandt de mest aktive og engagerede. ( s. 11)

Denne kritiske tilgang til det underliggende materiale kunne naturligt have ført til, at forfatteren som supplement var gået til en række af de nulevende deltagere og havde fået materiale gennem interviews om centrale, grundlæggende fikspunkter – ikke mindst da forfatterens ’ svigermor’, der deltog på den første lejr, gives en stemme flere steder i  bogen. Hvorfor ikke supplere denne stemme med andre aktører? Kun en enkelt kilde - udvalgt efter det kriterium - virker lidt for tilfældigt. F.eks. kunne det have været interessant, hvis forfatteren havde sat den ret lille gruppe af kvinder i stævne, der som de første tog initiativ til lejren – en række navne nævnes s. 17 – efter et møde om ø-lejre i Kulturministeriet i foråret 1971. De indgik  i samarbejde med Ø-gruppen fra Rødstrømpebevægelsen for at realisere kvindeølejren allerede samme år. Bogen beskriver herefter lejren som rødstrømpernes lejr, men også at rødstrømperne ønskede, at lejren skulle række bredt ud til alle kvinder i alle aldre og sociale klasser.

Bogen arbejder med erindringsspor, men det havde været interessant, om konteksten til disse var blevet uddybet yderligere. Der er desuden en løs omgang med fakta, som f.eks. ses vedr. antallet af deltagere i den første lejr, der angives til ’mindst 475 kvinder’ , så ’op mod 800’ s. 2 og s. 37 ’Mindst et halvt tusind kvinder..’. Det har givetvis været vanskeligt at få styr på den type data, men det havde bidraget til at indkredse en væsentlig problemstilling i forhold til forskningsfeltet, erindringsspor, historiebrug og historiekultur.

Der er i øvrigt en lidt overraskende ujævn sprogstil - eksempel: s. 5 ” … fortidige begivenheder, der i eftertiden har sat sig erindringsspor og er blevet symbolske ikoner og kollektive erindringsmarkører i en historiekultur.” over for s. 94 ”Som de skrev i ansøgningen til Kulturministeriet… Det kan sgu’ noget – også i dag, 50 år efter.”

Bogen sætter Femølejren ind i et samtidshistorisk perspektiv nationalt og internationalt, hvilket klart bidrager til forståelsen af både, hvor skelsættende anderledes tanken og den efterfølgende handling var, og hvor meget i tråd ø-lejren var med de politisk-økonomiske strømninger i samtiden.

Det markeres, at selvom lejren ikke blev en massebevægelse, som rødstrømperne havde ønsket det i ansøgningen til Kulturministeriet, så har der efterfølgende hvert år været kvinder i lejren på Femø. Ikke mindst har lejren udviklet sig videre efter rødstrømpernes storhedstid og blev i 1980’erne et lesbisk fristed. Med MeToo bevægelsen er kønskampen igen for alvor kommet på dagsordnen, og her kan Femø igen fremhæves som en del af forudsætningerne på dansk grund for bevægelsen.

[Historie-online.dk, den 23. marts 2021]