Muren
Af Simon Ankjærgaard, journalist og cand.scient.soc.
I disse dage er det 20 år siden, at de danske tv-seere fik serveret de overraskende billeder af tyskere, der i jubel og ekstase dansede på Muren under Berlins sorte aftenhimmel. Årsdagen er blevet markeret på mange måder, bl.a. med udgivelsen af bogen ”Muren” af historikeren og journalisten Jan Bo Hansen.
Med mange sproglige perler drysset gavmildt ud over siderne fortæller Jan Bo Hansen om den splid mellem De Allierede, der først førte til delingen af Tyskland og siden til etableringen af Muren som den fysiske manifestation i beton og stålwirer af Jerntæppet. Han fortæller levende og medrivende om de krise-situationer, hvor verden balancerede på kanten af en ny verdenskrig, samt om den ro og lettelse, som Muren skabte flere steder i bl.a. Tyskland, USA og Sovjetunionen – dels fordi den nu tydeligt markerede skillelinien mellem Østberlin og Vestberlin, dels fordi alternativet, den altødelæggende verdenskrig, var langt værre. Han gennemgår 1960’erne som et årti præget af forsøg på både flugt og tilpasning – alt efter temperament. Og 1970’erne, hvor Muren i globalt perspektiv trænges i baggrunden af andre koldkrigs-scener, men hvor kimen til DDR’s langsomme forfald, ja vel nærmest implosion, lægges. I 1980’erne bliver den kolde krig koldere i takt med at det sovjetisk støbte fundament under de østtyske ledere smuldrer – først langsomt, siden som et større stenskred, der leder frem til de bevægende novemberdage i 1989, hvor tilfældighedernes spil førte til indslusningen af titusindvis af østtyskere til Vestberlin 9. november. Siden da er Murens dage talte. 11 måneder senere er DDR opløst.
Jan Bo Hansen er loyal mod den gængse historiografiske fortolkning af begivenhederne. Politikken – både den nationale tyske og den mellem stormagterne – er den prisme, han ser dem igennem. De politiske analyser, eksempelvis af de komplicerede forhandlingsspil mellem parterne i konflikten, serveres i langt de fleste tilfælde knivskarpt af Jan Bo Hansen, bl.a. ovenstående pointe om, at der i Berlin, Washington og Moskva faktisk blev åndet lettet op, da Muren skød op af den tyske muld, samt redegørelserne for, hvordan og hvornår De Allierede skiftevis opfattede Muren som et internt tysk problem og som en jeton, der kunne spilles højt spil om.
Det er også gennem den politiske prisme, at Jan Bo Hansen beskuer de intellektuelles gøren og laden og beskriver de myter og martyrer, der opstår i skyggen af Muren, bl.a. Peter Fechter, der som 18-årig blev skudt og dræbt under et forsøg på at komme over østmuren, gennem ingenmandsland og over vestmuren. Men den politiske tilgang skaber også en række blinde vinkler, særligt på det psykologiske og det sociologiske plan. Der mangler det ekstra dybe spadestik, der afslører, hvordan det var for den helt almindelige berliner – ikke politikeren, militærstrategen eller flugthjælperen – at leve i Murens skygge. Der serveres et par påstande uden de nødvendige mellemregninger, eksempelvis når Jan Bo Hansen beretter, at østtyskerne ”dukker hovedet” efter lukningen af grænsen tværs gennem Berlin, eller når han antager at der ingen grund er til at tro, at ”befolkningen kunne tænke anderledes” i forbindelse med argumentet om at Muren blev betragtet som det mindst onde. Hvorfor dukker østtyskerne hovedet? Hvad er de psykologiske og sociologiske mekanismer bag? Hvorfor er der ingen grund til at tro, at befolkningen kunne tænke anderledes end politikerne på begge sider af Jerntæppet? Kort sagt; som læser savner man en uddybning eller på anden måde at argumentet får tydelig kildemæssig vægt.
Slutteligt en kommentar til dét navneregister, der også fungerer som en – med Jan Bo Hansens eget ord – ”personpræstation”. Idéen er god, men virker halvhjertet udført. Og hvor i alverden er Erich Honecker?
