Ungarnsopstanden 1956
Af Lone Alstrup.
Året er 1956, nærmere bestemt den 8. november, Danmark er gået i stå. Statsminister H.C. Hansen og regeringen står i spidsen for de 5 minutters stilhed, der denne dag ruller over landet. Men hvad er det egentligt, der mindes? Uroligheder i det af Sovjet besatte Ungarn. Danskerne sympatiserer med de frihedsberøvede ungarer, og støtter de uroligheder, der finder sted den 4. november 1956 i Ungarn. Vores egen besættelsestid står for mange i frisk erindring, og især mindet om frihedskampen er stærkt.
Bogens indledende kapitel forsøger at sætte perspektiv på de initiativer af politisk, symbolsk og humanitær karakter, der opstod i Danmark, da Røde Kors den 27. oktober iværksatte en landsdækkende indsamling. Her er det måske relevant at spørge, af hvem og med hvilken hensigt alle disse tiltag blev sat i værk? Formålet med bogen er at undersøge, hvorvidt det blev forsøgt at gøre Ungarnsopstanden til grundlaget i en dansk koldkrigserindring? Opstanden i Ungarn startede den 23. oktober 1956, og er i historisk forskning blevet opfattet som en milepæl og et knudepunkt i Den Kolde Krig i Danmark. Et knudepunkt hvor danskernes og det danske samfunds politiske, sociale og kulturelle erfaringer fra Den Kolde Krigs første år stødte sammen med forventningerne til fremtiden i overgangen fra et traditionelt landbrugsland til det velfærds- og forbrugersamfund, der manifesterede sig i 60erne.
Danmark var i 1956 et samfund i opbrud, arbejderne strejkede og lammede samfundet. For første gang blev begrebet velfærdsstat diskuteret politisk. Endelig var det også året hvor rock´n´rolle-fænomenet kom til Danmark. Rock´n´rollen blev opfattet som en trussel mod sædeligheden af det etablerede Danmark, og politiet slog da også hårdt ned på de unge mennesker, der deltog i de første koncerter. Netop bekymringen for sædeligheden (og kommunismen) var årsagen til, at mange bakkede op om den mærkværdige kristne og antikommunistiske organisation Moralsk Oprustning, som i Danmark blev ledet af den noget excentriske, tidligere konservative udenrigsminister Ole Bjørn Kraft.
Brydningerne med fortid og fremtid var således synlige, i sådanne historiske overgangsfaser opstår der ifølge den tyske historiker Edgar Wolfrum fornyet behov for historisk orientering og kamp om den nationale erindring og identitet. Eksisterende nationale erindringer diskuteres, nye opstår mens andre glemmes.
At erindring er blevet et historisk emne, kan i høj grad tilskrives den franske historiker Pierre Nora. Han introducerede en teori, om at kollektiv erindring skabes, krystalliseres og fastholdes i tid og rum gennem såkaldte erindringssteder. Morten Bendix Andersen påpeger at til trods for en omfattende kritik af Nora´s teori, opfatter han den som velegnet til studiet af national erindringer. Edgar Wolfrum peger på en anden væsentlig forudsætning for arbejdet på den nationale erindring i et demokratisk og konkurrencebaseret samfund: At konstruktionen af nationale erindringer og identiteter indgår i en kamp om den offentlige meningsdannelse. Nora og Wolfrum danner baggrund for den teoretiske indgang til emnet. Til belysning af emnet ud fra en tese om at der i et demokratisk samfund foregår meningsudveklinger og erindrings- og historiepolitiske kontroverser fortrinsvis i offentligheden, har Morten Bendix Andersen valgt at tage udgangspunkt i massemedier, dvs. aviser, radio og fjernsyn. Endelig er der taget udgangspunkt i borgerlige og socialdemokratiske politikeres arkiver. Bogen viser, hvordan kampen om meningsdannelsen i den danske offentlighed udviklede sig til en tvekamp mellem borgerligt nationale og socialdemokratiske meningsdannere om retten til at fortolke Ungarnsopstanden. Endvidere argumenteres for, at netop den socialdemokratiske bevægelse og en lille gruppe borgerlige og nationale meningsdannere med tidligere ikke-kommunistiske modstandsfolk i spidsen sad tungt på magten til at anvende Ungarnsopstanden politisk i kraft af deres magt over den kollektive erindring om besættelsestiden 1940-45.
Da det ungarske parlament for første gang trådte sammen efter kommunismens sammenbrud den 2. maj 1990, var dets første handling at mindes Ungarnsopstanden og stadfæste dens betydning som en ungarsk revolution og kamp for frihed, demokrati og uafhængighed. Indtil da havde opstanden været tabu. Bogen stiller spørgsmålstegn ved forskellige aspekter af opstanden: Hvorfor blev opstanden så voldelig? Hvad var det, der fik unge mennesker ud i et opgør mod det, der kan syntes som en håbløs opgave mod den mægtige Røde Hær? Kunne Sovjetunionen have handlet anderledes? Efter kommunismens fald er det imidlertid kommet for dagen, at den sovjetiske ledelse var dybt splittet omkring, hvordan den skulle håndtere den ungarske opstand. Mest overraskende er her, at Nikita Khrusjtjov og de øvrige personer i Sovjetunionens kollektive ledelse faktisk tilsluttede sig en forhandlingsløsning på problemet den 30. oktober 1956. Men hvorfor angreb da Sovjetunionen? Der kan være to svar på det spørgsmål, for det første var situationen i Budapest ude af kontrol, for det andet ændrede den internationale situation sig dramatisk med det fransk-engelske angreb på Suez – en oplagt trussel mod Sovjetunionens globale interesser. Dog er der andre, der mener at KGB – tilskyndet af den sovjetiske ambassadør i Budapest Jurii Andropov – overdrev rapporterne om massakrer på kommunister med henblik på at fremprovokere en sovjetisk invasion.
Ungarns historie er præget af 1. Verdenskrig, hvor kommunister en kort overgang omdannede Ungarn til en rådsrepublik efter sovjetisk forbillede til tiden efter 2. Verdenskrig hvor landets gentry (den aristokratiske elite) var ødelagt. Eliten havde udgjort landets ledende økonomiske, sociale og politiske herskerklasse. Tomrummet blev udfyldt af kommunisterne. Lederen af Ungarns kommunistiske parti, Mátyás Rákosi blev af Stalin instrueret i at samarbejde og i øvrigt dæmpe enhver tale om proletariatets diktatur. Stalins trinvise vej til kommunismen betød, at der i første omgang blev dannet en midlertidig samlingsregering i 1944. Det bemærkelsesværdige er, at der i denne regering blot sad to kommunister, landbrugsminister Imre Nagy og økonomiminister Ernö Gerö. Det første frie valg i november 1945 blev et kæmpe valgnederlag for kommunisterne, der blot opnåede 17 % af stemmerne. Det skyldtes sandsynligvis Sovjetunionens tropper i Ungarn, der begik massive forbrydelser mod civilbefolkningen. I 1946 var Ungarn i teorien et demokrati, men i realiteten godt på vej til at blive omdannet til et kommunistisk diktatur og en sovjetisk vasalstat. Stille og roligt ødelægges oppositionen i Ungarn med forskellige begrundelser, bl.a. ved at forbyde demonstrationer, arrestationer for forræderi eller sammensværgelser. Forhørerne hævdede, at der var planer om et kup ved hjælp af bevæbnede enheder. De sidste rester af en ikke-kommunistisk opposition var udrenset i løbet af 1947-48, dette inkluderede den romersk-katolske kirke. I 1947 er den kommunistiske magtovertagelse en realitet, for at opretholde en illusion om demokrati – overfor vesten – afholdes der valg i 1947, med et helt andet resultat end ved valget i 1945. Denne gang opnåede kommunisterne et resultat på 60 ud af 100 pladser. Processen var formelt afsluttet i august 1949 med vedtagelsen af en ”sovjetisk” inspireret forfatning, der cementerede MDP´s (kommunist partiet)ledende rolle i staten og samfundet generelt. Det kommunistiske diktatur i Ungarn antog en række stalinistiske træk. For det første var det ungarske diktatur kendetegnet ved hæmningsløs og nærmest endeløse bølger af terror mod enhver, der blot afveg marginalt fra diktatorens linje. Det påregnes, at der i perioden 1951-53 blev ført retssager mod 650.000 ungarer, heraf blev der 350.000 udrenset. Partiet var staten, og staten var samfundet. Men statens ensidige satsninger førte til opstand blandt bønderne, Rákosi reagerede ved at optrappe terroren og vendte sig denne gang mod sine egne bødler og jøder i særdeleshed. Kreml kritiserede stærkt Rákosis håndtering af situationen og gjorde ham personligt ansvarlig for den katastrofale situation i landet. Rákosi bliver tvunget til at træde tilbage i 1953 og erstattes af Imre Nagy, der fungerer som premiereminister til 1955. Nagy var en glødende kommunist, der dog erkendte at socialismens mål kun kunne opnås i fællesskab med befolkningen. Nagy bliver afskediget i 1955. Trods Rákosis forsøg på at undertrykke politiske modstandere er der dannet en antistalinistisk opposition inden for det kommunistiske parti i Ungarn. Højst udsædvanligt. Khrusjtjovs hemmelige tale på den 20. SUKP kongres i feb. 1956 betød ,at Rákosis dage var talte. Rákosi afskediges officielt den 13. juni 1956, og Ernö Gerö indsættes som partiets nye generalsekretær. Det var et fejlgreb fra den sovjetiske side, og natten til den 24. oktober brød urolighederne ud, da demonstranter krævede Imre Nagy genindsat og russerne ud af Ungarn. Officielt blev demonstrationerne forbudt, og politiet blev sat ind over for demonstranterne. I øvrigt klagede politichefen over, at et politisk problem var blevet til et politiproblem. Den kommunistiske ledelse bevægede sig fra vildrede til panik. Gerö ønskede at indsætte militæret, men var i tvivl om, at Moskva ville godkende dette træk. Khrusjtjov erkendte, at Nagy måtte genindsættes, og ledelsen af det kommunistiske parti udskiftes. Nagy talte stærkt presset til de mange demonstranter, der taktfast havde kaldt på ham hele dagen. Nagy ønskede ikke at blive sat i bås med de mange demonstranter, da han ikke var enig i mange af de 16 krav i demonstranternes manifest. Den 24. oktober om morgenen rykkede de sovjetiske tropper ind i Budapests gader, den militære indgriben udviklede sig til en militær og politisk katastrofe for Sovjetunionen. Situationen stabiliseres den 30. oktober, de sovjetiske udsendinge meddeler, at den sovjetiske ledelse har indvilget i at trække tropperne ud og erklærer deres støtte til Nagy´s bestræbelser på at finde en forhandlingsløsning på oprøret i Ungarn. Nagy sammensætter en ny regering, der udvides den 31. oktober, hvor socialdemokratiet trådte ind i regeringen sammen med det reorganiserede kommunistparti, der til lejligheden var omdøbt til Ungarns socialistiske Arbejderparti. Den 31. oktober ændrer sovjetregeringen imidlertid strandpunkt, og ændrer beslutningen om at trække tropperne ud af Ungarn. I stedet blev det anbefalet, at der indsattes en sovjet- og reformvenlig regering under ledelse af János Kádár. Den 4. november er invasionen en realitet, revolutionen kostede 2700 ungarer livet, og det skønnes at 200.000 flygtede i ugerne efter den sovjetiske invasion, heraf kom 1000 til Danmark december 1956. I april 1957 blev Nagy anklaget som den hovedansvarlige, i anklageskriftet blev der bl.a. talt om forræderi og at Nagy skulle have ledt landet ud af den socialistiske lejr. Nagy blev henrettet den 16. juni 1958. I ugerne efter den sovjetiske invasion var vesten præget af skyldfølelse over at have svigtet. Syndebukken blev FN, organisationen med de smukke idealer. En politisk thriller udspillede sig i FN´s hovedkvarter i New York med danskeren Povl Bang-Jensen i en af hovedrollerne. Vestens kommunistiske partier var ledelsesmæssigt splittet i sagen om Ungarn, mange menige medlemmer tog konsekvensen af den afsky, de følte overfor den russiske invasion og forlod partierne i protest mod det skete. I Danmark førte det til, at partiets mangeårige leder Aksel Larsen blev ekskluderet i 1958 og dannede Socialistisk folkeparti, et ikke-kommunistisk venstrefløjsparti.
Ungarnsopstanden blev den mest omtalte begivenhed i medierne i to måneder fra oktober til december 1956. Her spillede radioen en vigtig rolle. Danskerne lyttede gennemsnitlig to timer dagligt til radioen i 1950. Radiomontager var en af de vigtigste grunde til danskernes forholden sig til opstanden. Samtlige aviser producerede billedserier og fotomontager. Billederne var lette at afkode ikke mindst for de danske modstandsfolk som Ole Lippmann og Halfdan Lefèvre. Yderligere var det nye medie, fjernsynet, ikke sen til at udnytte situationen og sendte tre lørdage i træk Underholdning for millioner. Der udkom bøger og film. Pressens syn på begivenhederne kan dog deles op i ,om det er muligt at have en pluralistisk og klar antitotalitær national frihedsforståelse eller om frihed er et enten/eller, et eksistensvilkår og en forpligtigelse, som ét folk må tage på sig. Her er det måske en overvejelse værd, om man ser national selvbestemmelse som en menneskerettighed? Det var i hvert fald den nationale optik Social-Demokraten og Politiken anlagde. Men er følelser nationalstaten? Francois Etienné argumenterer for, at en nations myter og historiefortællinger – sådan som de kommer til udtryk igennem riter, kulter og andre symbolske praksisser spiller en central rolle for den enkeltes emotionelle tilknytning til det nationale fællesskab.
I kølvandet på den store opbakning til ungarerne blev der arrangeret to protestmøder i KB-hallen den 29-30. oktober. Talerne på disse møder var alle medlemmer af hjemmeværnet. Hjemmeværnet blev etableret 1948 netop som et produkt af den kolde krig og frygten for kommunisterne. Hejmmeværnsloven var et forvarsel om den sikkerhedspolitiske alliance, der tegnede sig mellem Venstre, det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet, og som i 1949 førte Danmark ind i Atlantpagten (NATO i 1949).
Bogen behandler indgående alle tiltag, der blev taget til at mindes ungarnsopstanden og den opstandelse, fra protestmøder, mindestilhed, kransenedlæggelser o.s.v. Yderligere lægger Morten Bendix en politisk vinkel på synet på hjælpearbejdet, og således belyser han sagen ud fra et borgerligt og socialistisk synspunkt. Den politiske goodwill munder ud i modtagelsen af 1000 ungarske flygtninge i Danmark december 1956, herefter mundede hjælpen langsomt ud trods ihærdige forsøg på at holde den i gang.
Morten Bendix Andersen konkluderer i epilogen, at ungarnsopstanden i 1956 kan blive genstand for et mislykket forsøg på national erindringsdannelse i Danmark. Han hævder, at opstanden efter få år var glemt i offentligheden, bearbejdningen ophørte stort set efter 1958 og indtil den kolde krigs afslutning. Her er det måske relevant at erindre, at velfærdsstaten omkring 1965 overtog ansvaret for arbejdet med at erindre den danske frihedskamp, og at erindringen om den danske frihedskamp i de efterfølgende årtier i stigende grad afspejlede velfærdsstatens almene værdigrundlag: demokrati og menneskerettigheder.
Bogen er en grundig indføring i den historisk-politiske fortolkning af en krise, der i Danmark fik en markant mediebevågenhed og stor støtte fra befolkningen. Men det store spørgsmål står stadig tilbage. Er vore følelser bestemmende for nationalstaten? Og er velfærdsstaten med til at ændre vores rodfæstede sociale og nationale normer og identiteter? Det konstateres dog, at der er tale om en afgørende overgang i den danske erindringshistorie efter 1945. Danskheden blev fra at ville forsvare territoriet til en hverdag og institutionaliseret sammen med den nationale fortidsfortolkning i en konsensus- og lighedsorienteret velfærdsstat.
