Til stregen. Bladtegningen i Danmark

Af Christian Kaaber

Lad det være sagt straks, stille og roligt: Et pragtværk er, hvad det er. En enkeltmandspræstation i absolut særklasse, fornemt tilrettelagt og med sagens kerne - ikke mindre end 1300 bladtegninger - smukt reproduceret, så en gennembladring af de tre digre bind er en ren visuel lystvandring.  Dette er ikke et videnskabeligt værk, men en kyndig, passioneret og fagstolt krønike om dansk bladtegning, ført helt op til nu. Også udadtil er der tale om et pragtstykke: De tre store bøger står enkelt i hvidt og sort i en flot designet kassette.

Værkets forfatter Claus Seidel, årgang 1946, har en lang karriere bag sig, som bladtegner, som foreningsmenneske og som initiativtager til Museet for Dansk Bladtegning. Alle tre hverv danner sammen med skrivetalent og fortælleglæde forudsætningerne for dette storværk. Som tegner lagde han ud hos Land og Folk, men havde sit væsentligste virke på BT. Han var også en af de 12 deltagere i Jyllands-Postens tegner-enquete i 2005, hvor avisen 30. september bragte de vidt forskellige bud på tegnet gengivelse af en kendt mellemøstlig religionsstifter. Avissiden skabte historie, og Seidel fortæller sin stærke version af forløbet i et stort kapitel i bind 1: Satiretegning kan være en livsfarlig beskæftigelse, og kapitlet er et velbalanceret, perspektiverende og meget væsentligt dokument, der understreger den potentielle effekt af samtidshistoriske fænomener set gennem en bladtegners kunstneriske og personlige prisme. Det er der intet nyt i, hvad Seidels fortælling om kolleger som Hans Bendix og Anton Hansens frygtløse antinazisme i 1930'rne også står som et flot fortalt og fantastisk illustreret vidnesbyrd om. Claus Seidel blev 1981 en del af ledelsen i foreningen Danske Bladtegnere, stiftet i skæbneåret 1933, og tjente som formand fra 1994 til 2013. Seidels enorme netværk, en detaljeret faghistorisk hukommelse, en veludviklet journalistisk sans for den veldrejede anekdote betyder sammen med hans lange liv i det ganske tæt sammentømrede kollegiale miljø, at man ikke kan forestille sig nogen mere oplagt fortæller af historien om det 20. århundredes danske bladtegning i al dens myldrende mangfoldighed.

Seidel fortæller selv indledningsvist, at ideen til værket blev undfanget af Det Kongelige Biblioteks dynamiske og favnende direktør Erland Kolding Nielsen (1947-2017), der tog den selvejende, men indtil 1998 hjemløse institution Museet for Dansk Bladtegning under sine vinger og gav det fysiske rammer i Den Sorte Diamant på Slotsholmen i København. Forud var gået år med en stadig mere massiv indsamling af danske bladtegneres i reglen ikke særlig agtede originalværker, der nu sikredes for eftertiden. Forhåbentlig. Claus Seidels beretning i værket om museets skæbne er også et personligt jammersminde over institutionens forhold efter Kolding Nielsens død og den efterfølgende slagtning af hans mange væsentlige initiativer i kølvandet på den såkaldt borgerlige bloks vidløse grønthøsterbesparelser på kulturområdet. Lige nu tegner fremtiden uvis for de hen ved 300.000 originaltegninger af over 225 bladtegnere, der åbenbart nu ligger uformidlet hen på Det Kongelige Bibliotek. Dette enorme materiale, der hovedsagelig stammer fra det 20. århundrede, er kilden til værkets absolutte styrke, den prægtige illustrationsside, og til en indholdsmæssig begrænsning, hvad angår det 19. århundrede.

Bind 3 behandler henholdsvis Foreningen Danske Bladtegnere og Museet for Dansk Bladtegning. Det sidstnævnte er en væsentlig beretning om, hvordan en samling bliver til; den første er ud over den generøse billedside mest for de særligt interesserede. Bogens sidste del er en illustreret opslagssektion med korte biografier; nyttig at have ved hånden ved læsning af de øvrige bind. De to første og tykkeste bind er struktureret efter bladtegningens mange genrer: Dagens tegning, den satiriske tegning, illustrationer til skønlitterære bidrag og sagprosa (her finder man behandlingen af Politikens legendariske og fabelagtigt farveillustrerede tillæg Magasinet (1922-62); tegninger til reportager, teateranmeldelser og retssager samt vignetter, tegnede portrætter, vittighedstegninger, tegneserier i enkeltstriber, illustration til fagpressen og ikke at forglemme: Bogillustrationen, hvor adskillige kendte danske bladtegnere har leveret ikoniske mesterværker. De enkelte temakapitler er oftest underopdelt efter aviser, med Politiken og Berlingskes forskellige produkter i spidsen, men også med alle de mindre kendte - selv det nazistiske dagblad Fædrelandet, der udkom sidste gang 4. maj 1945, er med. Det er et kolossalt stofområde, og eftersom adskillige tegnere nåede at arbejde flere steder gennem karrieren, kan overlap og gentagelser ikke undgås. Alene Hans Bendix nåede at udfolde sig særdeles signifikant omend meget forskelligartet ved både Socialdemokraten og Politiken, ligesom sidstnævntes nuværende indehaver af rollen som tegneren, folk er villige til at betale abonnement for at følge, Roald Als, har gjort sig gældende i adskillige andre sammenhænge. Værket har heldigvis et fælles register, og man kan finde frem til den enkelte tegner, hvis man vil.

Styrken i Claus Seidels fremstilling er, at den nok rummer venlige karakteristikker og velfortalte skildringer af rigtig mange tegnere, hvor forfatteren personligt har mødt imponerende mange, men at vinklen til stadighed ligger i arbejdet med tegningen selv. Læseren er simpelt hen med på arbejde, om det er på Christiansborgs gange, bladhusets kontorer eller i parkettet til generalprøven på en teaterforestilling. Det er et glimrende fortællemæssigt greb, og Seidel beretter levende og ukrukket, ligesom han trækker på et formidabelt reservoir af personlige iagttagelser af såvel motiver og modeller som af kolleger. Det store kapitel i bind 2 om teatertegningen er et af bogens glansnumre på både tekst- og billedside. Sidstnævnte demonstrerer, hvilke kunstneriske mesterværker danske avislæsere blev forkælet med, indtil kulturfremmede og fokusgruppefikserede redaktører udfasede denne værdifulde kulturjournalistiske genre. Seidel fortæller indlevende om livet blandt kollegerne i parkettet og deler rundhåndet ud af de sceniske oplevelser, der ikke nødvendigvis kom på papiret. Et andet bravournummer er selvfølgelig den lange behandling i bind 1 af "Dagens tegning" - en genre, der heldigvis overlever og fortsat viser sin enestående værdi som visuel kommentar og fremstilling af det, der ikke uden videre kan siges kort med ord: Husk bare Niels Bo Bojesens visualisering af Corona-virusset. Tegningen er nævnt, men desværre ikke gengivet. Den omtalte tegners far, Politikens Bo Bojesen får selvfølgelig også sin behandling her, ikke mindst om den enestående og pertentligt satiriske fremstilling, han dag til dag leverede af den menige danskers liv og mentalitet og af den politiske magts indehavere i skikkelse af Venstre-vikinger, H.C. Hansens Sangforening Morgenrøden eller Hilmar Baunsgaards VKR-kabinet i Wild West-udgave, baseret på Baunsgaards erklærede faible for cowboyfilm.

Værket dækker især det 20. århundrede og den tidlige begyndelse af det nuværende, og læseren møder de sidste nye skud på stammen. Det er godt og velbalanceret gjort. Dansk bladtegnings begyndelse er også med i skikkelse af P.C. Klæstrup, der i de sidste år før enevældens fald tog kendte københavnere som Søren Kierkegaard under satirisk behandling i M.A. Goldschmidts Corsaren, reelt med risiko for bødestraffe og fængselsophold. Med 1849-grundlovens afskaffelse af censuren og indførelsen af stadig bedre reproduktionsteknik opstod et væld af satiriske blade, som blomstrede på begge sider af den politiske skillelinje op til Systemskiftet i 1901. I denne periode var den satiriske bladtegning i mindre grad end siden et anliggende for dagbladene. Det ændrede sig i begyndelsen af 1900-tallet. Det er en mangel ved værket, at man leder næsten forgæves efter denne rige og grovkornede del af dansk bladtegnings historie. Tegneren Alfred Schmidt er den første skikkelse, hvis værk optræder detaljeret her, og hans billedsprog havde rodnet i de sidste årtier af 1800-årene.  Styrken i værket er og bliver det 20. århundredes bladtegning, og man fornemmer som læser, at bladtegnermiljøet ikke mindst tidligere rummede en sand skat af kollektiv erindring, der rakte tilbage til og med netop Alfred Schmidt.

Billedsiden er som nævnt en ren lystvandring formidlet i fremragende farvereproduktion, gennemtænkt dimensionering og på godt papir. Baggrundens hvidhed spiller ofte en afgørende rolle for et billede; det er der tænkt på her. Til gengæld må læseren leve med, at ganske mange tegninger står ganske uformidlet rent tekstmæssigt; enten er de omtalt andetsteds eller slet ikke. Tekst og illustration er meget langt fra synkroni på lange stræk. Værket er ikke videnskabeligt, men det havde været godt, om alle tegninger var dateret. Alt for mange er blot forsynet med betegnelsen "u.å." - uden år. Når man ud over forlagsredaktionen har tilknyttet en historisk konsulent til udgivelsen, burde det have været muligt med et kvalificeret skøn på i det mindste et årti. For eksempel er det da til at slå op, hvornår Viggo Barfoed (Ærbødigst) lavede ferme vers til tegninger af Herluf Jensenius. Uden datering virker en behandling af Kaj Munk fra 1930'rne sært meningsløs. Og når man på side 21 i bind 2 møder hele to tegninger af Politikens Axel Andreasen med visuelle kommentarer til Alberti-skandalen, virker den manglende datering af den ene (der oven i købet gengiver Politikens udhængsplakat med nyheden om storsvindlerens anmeldelse af sig selv) som ren redaktionel slendrian, når tegningen ved siden af rigtigt er dateret 1908. Danske konger er heller ikke billedredaktørens stærke side. I bind 3 møder man med få siders mellemrum henholdsvis Christian 7 og Frederik 6, set af Alfred Schmidt og Eiler Krag, men begge med betegnelsen Frederik 7. Det er for dårligt, men ren trumf sættes ind med en tegning af den nuværende dronnings musikelskende far med hævet dirigentstok. Betegnet Frederik 10! Man græmmes.

Tegninger knytter sig til konkrete begivenheder og stemninger, og det er en kolossal, måske uoverkommelig udfordring at forklare konteksten til et bestemt motiv: Hvorfor er dette her sjovt? Det gælder for eksempel Hans Sørensens tegning fra Svikmøllen 1945 af en vældig horde tyske militærpersoner, der med hænderne i vejret overgiver sig til en betuttet dansk "Hr. Oberkreutzbandführer!” siddende med merskumspibe i gyngestolen (bind 1, side 362). Her kunne man med fordel have nævnt, at tegningen udsprang af en konkret hændelse: I Holstebro ville en tysk styrke kun overgive sig til en uniformeret embedsmand og troppede angiveligt op hos byens postmester! Værket har modtaget støtte fra en række af landets væsentligste fonde. Det sikrer en yderst rimelig boghandlerpris, men man kan være forvisset om, at forlaget har fået sin rigelige del af kagen. Billedreproduktionen er lykkedes fremragende, men på nogle af de felter, hvor forlagsredaktionen burde sætte sig spor, svigtes her fælt. Det er synd. Trods alt er det kun små skønhedspletter på et stort pragtværk, men de havde været til at undgå.

[Historie-online.dk, den 8. juli 2020]