Rock’n’roll – musik eller galskab?

Af Poul Porskær Poulsen, arkivar, Vejle Stadsarkiv

Det er ikke nogen vægtig bog, som fremlægges om dansk rock 1956 til 1960. Blot 67 sider – ganske vist i A4-størrelse – med mange billeder. Men kan vel heller ikke sige, at emnet er specielt vægtigt, skønt vi har at gøre med den begyndende ungdomskultur knyttet til rock’n’roll-musik og –dans. For skønt datidens presse skrev meget om fænomenet, så var det først og fremmest et københavner-fænomen for arbejderklassens unge, og ikke her i 1950’erne tale om en altomfattende ungdomskultur, hvor alt blev sat på den anden ende. Men derfor kan det jo være sjovt nok endda at beskæftige sig med.

Det synes Jens-Emil Nielsen altså også. Han har tidligere udgivet lignende bøger om dansk ungdomsliv, og nu har han altså pillet musikken ud til en nærmere behandling. Beskrivelserne baseres på især avisreferater – og det er interessant med de mange års afstand at se avisernes interesse i at tale balladen op. Fra begyndelsen regnede man nemlig med, at når der var rock’n’roll-koncert, så ville der også blive ballade med ungdommen. Så det gjorde der også ind imellem. Forfatteren og flere erindringskrivere mere end antyder, at netop pressen var med til skabe balladen – og ikke mindst var politiet, der mødte talstærkt op og provokerede de unge ’anderumper’, skyld i, at det en gang imellem eskalerede til kamp i gaderne, anholdelser mm.

Når man i dag hører noget af det musik, der blev spillet dengang, så kan man ikke forstå, at det kunne vække den begejstring og ’galskab’. Men det skal jo ses i forbindelse med tiden, hvor det var det pæne og nydelige, der dominerede på underholdningsfronten. Og det er da klart, at når forældregenerationen var moralsk forarget over, at Elvis vrikkede med hofterne, så måtte man da elske netop det. Arbejderungdommen havde  brug for at skabe sig nogle rum, hvor den kunne udfolde sig, og roch’n’roll tilbød en mulighed. Derimod mener forfatteren ikke – og deri har han sikkert ret – at der var tale om et egentligt ungdomsoprør. Det skal vi ind i 60’erne for at opleve. Men det skriver Jens-Emil Nielsen sikkert om i et senere bind af denne serie.

Det er i øvrigt også tydeligt, at rock’n’roll-perioden i Danmark var ret kort. Der opstod nogle sangere og grupper, som vred sig på scenen og forsøgte at efterligne de udenlandske forbilleder, men det er tydeligt for faktisk alle de nævnte, at de ret hurtigt begyndte at spille den mere bløde popmusik, som der sikkert var et større publikum for. Otto Brandenburg begyndte jo som rocksanger, men ret hurtigt kom hans store hits – som bestemt ikke var særligt rock’n’roll-agtige – og i virkeligheden ville han jo nok helst synge jazz!

”Rock’n’roll – musik eller galskab” er en letlæst beskrivelse af sluthalvtredsernes ungdomsmusikscene. Masse af gode og sjove billeder og citater fra aviser, erindringer og interviews. Ikke dybtgående, men hurtigt overstået. Men det skal nu blive sjovt at se fortsættelsen.