Grever, baroner og husmænd

Af Anders Ellegaard

I 1660 indførtes enevælden i Danmark. I 1665 indførtes Kongeloven. I 1671 udstedte Christian V   tre forordninger: Gemaksordinansen (hvem havde adgang til kongen), Rangforordningen (det nye sociale hierarki) og Grevernes og friherrernes (baronernes) privilegier (hvem kunne optages i den nye adelsstand og med hvilke privilegier).

Penneføreren var Peder Schumacher Griffenfeld, som dermed moderniserede den danske statsforvaltning. Han var af tysk afstamning, og hans inspiration var fra det øvrige Europa.

Med enevældens indførelse gjorde man op med den gamle ur(fødsels)adel, som havde direkte adgang til kongen, og som kunne vælge og afsætte kongen, valgkongedømmet. Med enevælden indførtes arvekongedømmet og med de nævnte forordninger skabtes titeladelen.

Man skulle ansøge kongen om at blive optaget som greve eller baron. Det fremgår af forordningen, hvilke betingelser der var, og hvilke forpligtelser og rettigheder der fulgte med. Fællesbetegnelsen for grevskaber og baronier samt senere også for stamhuse og fideikommisser var: majorater.

Det vigtigste i forbindelse med denne bog var, at majoraterne skulle gå samlet i arv til den ældste søn (eller datter i manglen på sønner), at de var skattefri, at de ikke kunne sælges helt eller delvist og at de ikke kunne retsforfølges.

I 1849 indførtes den nye grundlov. Det betød enevældens afskaffelse. I § 97 afskaffedes adelens forrettigheder og efter § 98 (nuværende grundlov § 84) kunne der ikke oprettes nye majorater, og det var samtidig en ”løfteparagraf”, idet der stod: ved lov skal (det) nærmere ordnes, hvorledes de nu bestående kunne overgå til fri ejendom. Dét som senere blev kaldt ”afløsningen”.

Det er dét, som bogen handler om: afløsningen. Som først kom i 1919.

At der gik så lang tid fra bestemmelse til udførelse betød, at de politiske betingelser havde ændret sig radikalt. Inspirationen kom ikke kun fra Danmark, men fra hele Europa, fra USA og fra Rusland. Kampe om politisk magt og jordreformer havde hærget overalt med revolutioner, revolter, optøjer med videre. Fra den franske revolution til den russiske. Nogle steder meget voldeligt og blodigt.

I Danmark i 1919 huggede man ikke i adelen. Man huggede fra adelen. Det er også dét, bogen handler om.

Bogen er inddelt i 10 afsnit. De tre første behandler baggrunden for enevælden, oprettelsen af majoraterne og tiden fra grundlovens vedtagelse i 1849 til loven om afløsning i 1919.

Det næste afsnit omhandler lovens tilblivelse og vedtagelse i perioden fra systemskiftet i 1901 og til  1919. Det er et fremragende studie i politisk spilfægteri, rævekager, forhandlinger og ”det muliges” politik. Den politiske virkelighed var nu en helt anden, end dengang majoraterne blev til. Socialismen var i fremmarch, det radikale venstre var dannet som husmændenes parti, afvandringen fra land til by var et stort og stigende problem, de jordløse landboere krævede jord, ”jordhungeren” var stor. Afløsningen, som blev en realitet, var det mulige politiske svar på de mange problemer. Den holdt dog kun i et par årtier eller tre. Mellemkrigsårenes økonomiske udvikling medførte, at de meget små husmandsbrug, som var resultatet af afløsningen, var for små til at være grundlag for en families liv. De små brug blev efterhånden lagt sammen til større ejendomme.

Det fremgår af bogen, at hvis de tidligere forsøg på at opfylde løfteparagraffen fra 1849-grundloven havde ført til resultater, kunne det nok have ført til lempeligere ordninger, end dem som blev gennemført i 1919.

Ét af de store juridiske problemer var, om grundlovens bestemmelse om ejendomsrettens ukrænkelighed og deraf den følgende beskyttelse af den private ejendomsret, § 87 (nuværende § 73), kunne gå forud for inddragelse af gods og formue fra adelen. Dette spørgsmål indbragtes for Østre Landsret, som gav adelen medhold. Staten ankede til Højesteret, som gav Statsminister Zahle ret. Det var ikke konfiskation eller ekspropriation. Det var statsmagtens ret til regulering af rigets forhold.

Dette handler det næste afsnit i bogen om. Det er spændende læsning for alle. Ikke kun jurister. Der redegøres for parternes synspunkter og højesterets votering og de overvejelser, som dommerne gjorde sig. Der var ikke enighed, men flertallet vandt.

Spørgsmålet var jo også, om højesteret skulle benytte sig af muligheden for at underkende statsmagtens ret til at bestemme landets anliggender på et politisk sprængfarligt område. Magtens tredeling var til eksamen. Her mødtes juraen og politikken, hvilket læseren hele tiden skal holde sig for øje. Man skal ikke blande de to ting sammen. Det gør det lidt lettere at forstå sammenhængen og resultatet af lovgivningen. Der redegøres fremragende for det i bogen.

Fra især USA havde man set, at den højeste domstol ikke holdt sig tilbage fra at omstøde eller underkende de love, som var blevet vedtaget. Og det gælder jo stadigvæk. Senere er begrebet forfatningsdomstol dukket op i for eksempel Tyskland, men i Danmark var det dengang og også nu de almindelige domstole, som skulle og skal stå vagt for befolkningen overfor overgreb fra Regeringen og Folketingets side.

Det fremgår af bogen, at højesteret blandt andet overvejede, hvad resultatet af en underkendelse af loven ville blive. Det var vel næsten en uomgængelig realitet, at der skulle ske ét eller andet for at løse de ovennævnte politiske problemer. En underkendelse kunne føre til meget grimmere ting end en statsafgift og en aflevering af landbrugsjord. Majoraterne overgik jo også til fri ejendom, uden de restriktioner enevælden havde pålagt dem for at blive majorater.

Man mærker nok forfatternes opfattelse af sagen, men der redegøres loyalt for det politiske/institutionelle (!) valg, højesteret tog. Et valg som ikke kun holdt sig til den strikte jura, men også overvejede og tog hensyn til det mulige resultat af det modsatte valg. Forfatterne mener, at mindretallet i højesteret tænkte på sagen, medens flertallet også tænkte institutionelt.

Først med Tvindsagen satte højesteret hælene i overfor Folketinget, men sagerne kan ikke sammenlignes. Dén sag drejede sig mere om forskelsbehandling af skoler, og ikke generelle bestemmelser for alle skoler.

Majoraterne skulle (i meget korte træk) betale en afgift på 20/25 % af godsets samlede værdi og aflevere en tredjedel af jorden til brug for udstykning. Nogle majorater forblødte af den kur.

Den midterste del af bogen er en smuk samling af fotografier af de majorater, som eksisterede dengang. Der var i alt 76 majorater med jord: 21 grevskaber, 14 baronier, 31 stamhuse og 8 fideikommisgodser og slægtsgodser.

Lovens vedtagelse medførte et efter nutidens målestok beskedent bureaukrati og embedsværk. Der oprettedes et Lensnævn og en Lenskontrol. Til formand for nævnet og leder af kontrollen udnævntes kontorchef Lauritz Ingerslev. I dette afsnit gennemgås nævnets etablering og arbejdsgang, med to godser som eksempler. Lauritz Ingerslev blev rost for sin administration af lensafløsningen. Også af majoratsbesidderne som opfattede ham som en fair modstander i sagerne.

I et kort afsnit ser forfatterne på resultatet af lensafløsningen set fra husmændenes side. Jord blev udstykket efter bonitet, små ejendomme blev bygget efter datidens byggeskik. Det radikale venstre havde fået gennemført sin politik. Men som allerede nævnt ændrede de landspolitiske og økonomiske forhold sig meget hurtigt og brugene viste sig at være for små.

Et område, som ikke har været gjort til genstand for så megen omtale som selve jordfordelingen, er spørgsmålet om, hvad der skulle ske med godsernes og gårdenes indbo og løsøre. Som følge af lovens § 1 skulle dette som udgangspunkt indgå i vurderingen af majoratets værdi og overgå til fri ejendom, når loven blev vedtaget. Men i følge lovens § 6 skal ”genstande af kunstnerisk eller historisk værdi, der har almindelig interesse … forblive her i landet og kan, forsaavidt de udgør en samling, gøres tilgængelige for almenheden efter regler, der fastsættes af nævnet…”. Ved salg af sådanne genstande skulle der betales afgift som af det øvrige gods, og staten havde forkøbsret til en vurdering fastsat af… undervisningsministeren!

Til at vurdere genstandene og forhandle med majoratsbesidderne om hvilke genstande, der var af almindelig interesse antog man lederen af Frederiksborgmuseet, inspektør Otto Andrup. Det var måske ikke et klogt valg, men i hvert fald for nutiden et meget underholdende valg. Andrup viste sig at være en hæmningsløs samler og krejler. Han indgik underhåndsaftaler med majoratsbesidderne, hvis de havde genstande, han gerne ville have til sit museum, eller som han mente, at andre museer gerne ville have i deres samlinger. Somme tider sagde disse nej tak! Andrup måtte flere gange stille til ”kammeratlig samtale” hos Ingerslev, han fik skrevne forholdsordrer, han blev genstand for skandaleberetninger i dagbladene, han ragede især til sig til sit eget museum og ikke mindst: han var 100 % inhabil! Ét af Andrups esser var, at hvis han udnævnte nogle genstande (mønter, bøger, medaljer, håndskrifter m.m.) til samlinger, skulle der være adgang for almenheden til at komme og se dem. Oh skræk! At få almenheden rendende for at se på samlingerne? Nej tak!  

Ikke desto mindre var nogle af hans modparter tilsyneladende tilfredse med, at de kunne ”handle” med Andrup om vurderingerne og om, hvilke genstande de skulle aflevere til museerne eller frede.

Resultatet var, at nogle store samlinger og omkring 200 kunstværker af forskellig slags blev afleveret til forskellige museer.

Det er på én gang et meget underholdende og et meget sørgeligt kapitel i bogen. Der redegøres fint og grundigt for hele processen og Andrups krumspring og meritter. Og den lille grimme djævel på venstre skulder hvisker, at det måske var godt, at nogle uvurderlige kunstgenstande blev bevaret i Danmark, at de blev offentligt tilgængelige og at de bliver vedligeholdt på bedste vis. Men sig det ikke højt, hvis der er en majoratsbesidder eller en efterkommer i nærheden.

Bogens indledende afsnit kaldes ouverturen. Det sidste kaldes slutspillet. Her resumerer, vurderer og filosoferer de to forfattere frit over hele sagen og dens resultat uden binding af historiskfaglige principper. Nogle af deres tanker er medtaget ovenfor.

Men ville højesteret i 2014 have bestemt anderledes? Næppe. –

Ville Menneskerettighedsdomstolen? Måske. – Hvad ville der være sket, hvis højesteret havde stemt anderledes? Voldelig revolution?

Bogen har flere bilag, som underbygger, udvider og forklarer. Syv bilag gengiver de omhandlede love, oversigter over majoraterne før og efter afløsningen m.m.

Herudover er der en ordliste med definitioner på de faglige begreber, bibliografi, litteratur og kilder.

Endelig er der et register over personer og ét over stednavne.

Professor dr.jur. Knud Illum stillede under en forelæsning om ejendomsrettens grænser et retorisk spørgsmål til de studerende. En ung student indledte sit svar med ”Jeg mener…”, men han blev straks afbrudt af professor Illum: ”Når De er blevet dr. jur. og har været professor i 30 år, vil Deres personlige mening MÅSKE være af interesse. Indtil da bør De holde Dem til den anerkendte retsvidenskab.” – Hvormed professor Illum mente hans egen lærebog.

Det fremgår, at de to forfattere til denne bog begge er lærde og kloge. Og de må meget gerne fremkomme med dels deres eksakte og dokumenterede historiske, kunsthistoriske og juridiske viden dels deres helt klare personlige holdninger til sagen eller rettere: de mange forskellige sider af sagen. Forfatterne har vores fulde interesse.

Bogen er udgivet med støtte til forskningen af Augustinus Fonden, medens bogens trykning er bekostet af Margot og Thorvald Dreyers Fond. Det er en meget smuk bog

Året er stadig ungt, men denne bog bør være med i opløbet til kåring af årets bedste historiske bog. Læs den – nyd den!