Den russiske revolution 1917

Af Thomas Petersen, universitetslektor emer.

Det er ikke kun reformations-jubilæum i år. Kalenderåret 2017 er fyldt op med datoer, der markerer 100-året for begivenheder i Rusland i revolutionsåret 1917. Februarrevolutionen, Juli-opstanden, Kornilov-kupforsøget og kulminerende med den ulyksalige Oktoberrevolution. Såvel den ruslandske offentlighed som den videnskabelige verden og de ruslandske politiske myndigheder med præsidenten i spidsen agerer som katten om den berømte varme grød, når talen falder på emnet revolutions-jubilæum.

I sit årlige budskab til parlamentets to kamre den 1. december 2016 nævnte præsident Putin ikke eksplicit jubilæet. Men i generelle vendinger talte han om, at historiens lære var et behov for forsoning samt en styrkelse af den sociale, politiske og nationale enighed og samdrægtighed. Og han fortsatte: ”Det er utilstedeligt at trække fortidens splittelse, indædte vrede, krænkelse og forbitrelse ind i vort nuværende liv samt i egne politiske og andre interesser at spekulere i de tragedier, som har berørt så godt som hver eneste familie i Rusland, på hvilken side af barrikaderne vore forfædre end befandt sig”. I et nyligt interview med den ruslandske undervisningsminister understregede hun, at en mytologisering af historien var både vigtig og nødvendig. Hun nævnte eksplicit det tilstundende jubilæum som en alvorlig udfordring og mente generelt, at ”uden helte, uden en heroisk fremstilling af historiske skikkelser går det ikke. Hvad enten man er et lille menneske eller voksen, bør man have et ideal, som man kan stræbe efter”.

Mens historieskrivningen i dagens Rusland således atter skal have et eller andet højere formål, må vi nøjes med i vor del af verden at holde os til Ranke´s kontante og jordnære krav om at fremstille ”wie es eigentlich gewesen”. Således også denne fint timede gen-udgivelse af Erik Kulavigs bog med samme ovennævnte titel fra 2010. Nu en smule revideret og med et helt nyt billedmateriale.

I min anmeldelse af førsteudgaven skrev jeg, at bogen har kvaliteter, der kunne gøre den til en folkebog. Populærvidenskab i ordets bedste betydning. Forskeren, der øser ud af sin viden til os alle sammen. Fagligt vel funderet og skrevet i et letflydende sprog. Analyse, krydret med velvalgte uddrag af kilder. Hvor ganske almindelige mennesker kommer til orde.

Men bogen bliver næppe folkeeje. Rusland er atter – med eller uden skyld – i bad standing i vor del af verden. Gået i glemmebogen for noget som helst positivt samt forsvundet under danskernes radar og horisont. Når man lige ser bort fra de negative situationer, hvor Krim, Ukraine, EU eller Nato implicerer vor store nabo mod øst.

Erik Kulavig, der er leder af Center for Koldkrigsforskning og lektor ved Syddansk Universitet, Odense, har tidligere skrevet blandt andet om Ruslands hemmelige tjenester gennem tiderne og var senest i 2016 aktuel med bogen Vi river himlen ned på jorden – Drøm og hverdag i revolutionens Rusland 1917-1922 (anmeldt på historie-online). En bog, hvor forfatteren havde fremdraget og gjort læseligt et imponerende kildemateriale til en forvirret hverdag i et land i opløsning.

Forfatteren nævner i forordet, at begge de nævnte bøger omhandler et tidsrum, hvor grundstenene til en særlig sovjetisk mentalitet blev lagt. En mentalitet, som Kulavig kalder en skønsom blanding af arven fra absolutismen, den ortodokse tro, marxismen, leninismen og stalinismen. Ligesom det aldrig lykkedes de sovjetiske ledere at udrydde den russiske tradition, er det heller ikke foreløbig lykkedes de postsovjetiske ledere at udrydde den sovjetiske mentalitet. En situation, som Nobelpis-modtageren Svetlana Aleksijevitj så udmærket har behandlet i romanen Secondhand-tid (anmeldt på historie-online).

Tillad mig et par eksempler på Kulavigs letflydende, indlevede og journalistisk-impressionistiske fortællestil. Man fornemmer hans nydelse ved at fortælle en god historie - selv om den kan være nok så tragisk. Som her fra optakten til Februarrevolutionen:

”Februar udløste en stormflod af offentlighed og forvirring. Gamle faste værdier og former for adfærd blev rystet eller fungerede ikke længere, og med ét kunne enhver uden nogen som helst risiko ytre sig om hvad som helst. De første uger og måneder var som et langt møde, og låneordet mitingovat hørtes overalt. På spontane møder på gaderne, i nye og gamle klubber og organisationer diskuteredes der på livet løs”.

Eller lidt senere::

”Oktober 1917 var kold og ubarmhjertig. Vinden jog ind fra den finske bugt og førte regn og tåge med sig. Manglen på fornødenheder var kritisk, og de fattigste stod i kø foran butikkerne fra klokken fire om morgenen i håb om at kunne købe brød eller tobak”.

Kulavig nævner beskedent, at bogen først og fremmest bygger på andre historikeres anstrengelser, men også på erindringer af folk, der deltog i begivenhederne, eller som blot var tilskuere. Russere som udlændinge. Beskedent sagt, fordi det såmænd kan være svært nok at få en god, nærende og velsmagende ret ud af en mængde ingredienser.

Forfatteren øser i rigt mål af mange og forskelligartede kilder. Af frontberetninger, meddelelser fra landsbyerne, stemningsrapporter og referater fra møder af enhver slags. Trotskijs monumentale, men ofte negligerede værk om revolutionen erklærer Kulavig sin store gæld til. Ganske vist var Trotskij én af Oktoberrevolutionens helt store aktører, men han var senere i sin landflygtighed og på trods af nu at være jaget vildt alligevel en mand, der i sit forfatterskab var i stand til at hæve sig op over begivenhederne. I bogens undertitel røber Kulavig endvidere sin gæld til den britiske historiker Orlando Figes´ storværk fra 1996, ”A People`s Tragedy. The Russian Revolution 1891-1924”. Desværre ikke oversat til dansk.

I historieforskningen har der udkrystalliseret sig tre tilgange til revolutionen. En liberal tolkning, der mener, at Rusland før 1917 var – ganske vist forsinket i forhold til det øvrige Europa – økonomisk og socialt på rette vej mod kapitalisme, demokrati og velfærd. Indtil det blev stoppet i sin naturlige udvikling af det statskup, som bolsjevikkerne iværksatte i oktober 1917.

De to andre tilgange er begge materialistiske og ser revolutionen som en konsekvens af årtiers – for ikke at sige århundreders skæve samfundsudvikling. Men her slutter enigheden. Sovjettolkningen så revolutionen som en determineret hændelse, sat i gang af masserne, men ledet af de fremmeste blandt de russiske revolutionære - bolsjevikkerne. Her overfor står en pragmatiske tolkning, der lægger vægt på en lang række sociale og økonomiske udviklingslinjer som baggrund for revolutionen. Udviklingslinjer, der kommer i konflikt med en statisk og forbenet statsstruktur. Det er dette sidstnævnte perspektiv, som Kulavig anlægger i sin bog.  

Kulavig fortolker i overensstemmelse med amerikanske Richard Pipes og britiske Orlando Figes revolutionsbegrebet kronologisk bredt. Og inddeler sin bog i fire hovedafsnit, der dækker årene fra ca. 1880 og til 1921. Det vil sige en periode, hvor Rusland konstant var hjemsøgt af uro og revolutioner af den ene eller den anden slags – sociale, økonomiske og politiske.

I første afsnit trækkes de lange linjer bagud, men hovedvægten er lagt på 1880-1914. Hvor økonomien buldrer derudad, og hvor samfundets sociale struktur forandres tilsvarende. Ikke uden grund kaldtes Rusland i samtiden for ”kapitalismens drivhus”. Samtidig forstenedes samfundets politiske struktur i en grad, så kløften mellem samfund og stat blev stadig større, når man ser bort fra visse konstitutionelle justeringer i kølvandet på 1905-revolutionen. Første afsnit afsluttes med Ruslands ulyksalige deltagelse i 1. Verdenskrig.

Andet hovedafsnit behandler februarrevolutionen med selvherskerdømmets og Romanov-dynastiets fald efter 300 års eksistens. Den provisoriske Regerings fastlåste situation mellem en dyb socialøkonomisk krise og fortsat – af hensyn til de allierede magter – påtvungen ulykkelig krigsdeltagelse. Det er dobbeltstyrets tid, hvor de nyoprettede sovjetter ikke ville og regeringen derfor ikke kunne regere. På den anden side var Rusland i perioden mellem februar og oktober ”verdens frieste stat” – for nu at bruge Lenins ord.

Tredje hovedafsnit er helliget Oktoberrevolutionen og de første forsøg på at tegne konturerne til det politiske og sociale eksperiment, der på godt og ikke mindst ondt skulle blive til Sovjetunionen i 1922. Kulavig kalder med rette eksperimentet ”en intellektuel konstruktion” – fostret i revolutionære og forvirrede teoretikeres hoveder. Maksim Gorkij skrev i december 1917 i sine ”Utidige tanker” bl.a. følgende om de nye magthavere, og hvad de havde gang i: ” Folkekommissærerne er i færd med at nedbryde og tilintetgøre Ruslands arbejderklasse – de besværliggør på en forfærdelig og idiotisk måde tilværelsen for arbejderklassen. -- Mig er det ligegyldigt, hvad man kalder mig som følge af min mening om ”regeringen”, der består af forsøgsmagere og fantaster - men arbejderklassens skæbne i Rusland er mig ikke ligegyldig”.

Alle partier med undtagelse af bolsjevikkerne havde i oktober 1917 i befolkningens øjne godt og grundigt kompromitteret sig i forhold til den fortsatte krigsdeltagelse. Ingen ønskede tilsyneladende i oktober 1917 at forsvare det gamle system – selv Den provisoriske Regerings hovedkvarter i Vinterpaladset var forladt af dem, der var sat til at forsvare det. Så en storm på slottet blev der ikke tale om. Den politiske magt lå klar til at blive samlet op af en beskeden flok, men i besiddelse af den fornødne kynisme og vilje til magt.

Fjerde og sidste hovedafsnit er helliget krigskommunismen fra 1918 til 1921, som Kulavig med rette kalder en kamp ”mellem bolsjevikmagten på den ene side og bønder, arbejdere og borgere på den anden”. En kamp, som han på trods af rød terror mv. lader munde ud i bøndernes sejr. ”De fik omsider det, de havde kæmpet for i århundreder: jord og ret til at sælge deres produkter på markedet”. Det skulle imidlertid ændre sig radikalt og blodigt et lille årti senere og endegyldigt gøre den russiske revolution til en tragedie – men det er en helt anden historie.

Erik Kulavig kommenterer i epilogen side 333f. den optimisme, der fulgte i kølvandet på Sovjetunionens opløsning i 1991. Samt troen på det kapitalistiske demokratis universelle sejr. Forfatteren spørger i den forbindelse ganske relevant, om den ideologiske modsætning mellem kapitalisme og kommunisme kun var et slør, der dækkede over andre og dybere modsætninger. Det er denne anmelder ikke et øjeblik i tvivl om, den var. Putins tese om et Rusland – som både et europæisk og asiatisk land – med en helt speciel historisk og geopolitisk baggrund, har ikke blot bred folkelig opbakning, men er også en faktor, som EU, USA og resten af verden må tage i betragtning. Såmænd også lille Danmark. 

Erik Kulavig har med denne nyudgivne bog givet den danske læserverden en fremragende formidlingshistorie af Ruslands revolutioner. En smuk bog, hvor sprog og indhold går op i en højere enhed. Og så tilgiver man ham gerne en anglicisme som, når anarkisten Kropotkin på side 241 benævnes prins i stedet for det korrekte fyrste.

Historie-online.dk, den 29. marts 2017