Det danske rytteri

Af Henrik Gjøde Nielsen, Ph.d. stipendiat, Aalborg Universitet

Man kunne umiddelbart forledes til at tro, at Sune Wadskjær Nielsens bog er endnu en bølge i den i øvrigt glimrende stormflod af 1864-litteratur, der på forbilledlig vis blev startet af Tom Buk-Swienty. Det er imidlertid ikke tilfældet, hvilket allerede undertitlen signalerer. Forfatteren er historiker, og har siden 2003 arbejdet i forsvaret som journalist, hvilket ifølge oplysninger på bogens smudsomslag har givet ham stor erfaring med populær formidling af historie. Den slags oplysninger er man helst fri for; afhængig af synspunkt, borger de ikke nødvendigvis for kvalitet. Ubefæstede og fordomsfulde sjæle kan komme til at tænke på kulørte fremstillinger kombineret med militærhistorie á la oberst Hackell.

Det danske rytteri lever ikke op til fordommene. Overordnet betragtet er det en fin bog, Sune Wadskjær Nielsen har skrevet om det danske rytteri, dvs. dragoner og husarer, der i løbet af 1800-tallet blev en forældet våbenart, og som deltog i 1. og 2. Slesvigske Krig, 1848-1851 og 1864. Bogen er veltilrettelagt, indbundet i hardback, rigt illustreret i sort/hvid og farve, og med ca. halvdelen af bogen fordelt på hver af de to krige. Brødteksten, der i hovedsagen er velskrevet, brydes dels af ordforklaringer på grundbegreber som f.eks. kavaleri og infanteri, dels af mere omfattende faktabokse, der kan løbe over et par sider, om f.eks. rytteriets angrebsformer og om hærens inddeling i 1864. Begge dele er relevante og oplysende.

Værket er dog ikke ganske lydefrit. På s. 13 får læseren at vide, at bogen følger fire hovedpersoner, der ifølge bagsideteksten i øvrigt er to officerer og to menige, og her præsenteres vi for den første. Næste hovedperson møder læseren s. 22, og skønt man nok har lugtet lunten, virker det irriterende, at man skal helt frem til s. 154 og 158 for at blive præsenteret for de to sidste hovedpersoner. Desuden ringer fordoms- og alarmklokkerne, når man i brødteksten s. 11 får at vide, at ritmester Høegh-Guldberg ligefrem skreg ”Når jeg rider frem, følg mig! Hvis jeg vender om, så skyd mig!” En ret kompliceret sætning at skrige. Og s. 12 kaster forreste eskadron sig så ”glubsk over fjendens skyttekæde,” og som ”en le, der høster korn, huggede dragonerne de fjendtlige skytter ned.” Heldigvis er den slags sprog stort set overstået s. 12, men vender dog tilbage s. 127, hvor en gruppe soldater viger ind bag jordvoldenes buske ”som et tæppe, der blev trukket fra,” og endelig er det fuldstændigt ahistorisk, s. 88-99, at give et helt kapitel om Den første Slesvigske krig titlen ”Kamikazeangrebet.” De fine gengivelser af plancher og malerier, f.eks. s. 10 og s. 31, burde have været gengivet i større format, og et enkelt, decideret fejlskud er illustrationen s. 232. De mange ordforklaringer og store faktabokse bryder læsningen, og burde have været placeret samlet aht. overblikket. Bogen er forsynet med slutnoter, men ikke med en fortegnelse over litteratur og kildemateriale, hvilket gør det lidt omstændeligt at få et overblik. Man får indtryk af, at bogen i hovedsagen bygger på publiceret materiale, hvilket naturligvis er i orden, mens det store materiale i Rigsarkivet kun i mindre omfang er benyttet. Upubliceret materiale optræder i 32 af de 594 noter. I øvrigt er det en kilde til undren, at der på den ene side er et samlet noteapparat bagest i bogen, men tillige fodnoter af samme karakter på s. 35, 40, 101, 162, 189, 202. På side 35 står oven i købet ”Fodnote.”

Ikke desto mindre er det en fin bog, Sune Wadskjær Nielsen har skrevet. Forfatteren skriver på fortrinlig vis de fire hovedpersoners historie ind i den store historie, og hvor man i første del af bogen mangler af få præsenteret hovedpersonerne, hvis veje krydses og som på mange måder har fælles skæbner, så samles der fint op på dem alle i et fællesafsnit s. 264-270. Forfatteren gør glimrende rede for den våbenteknologiske udvikling s. 18-26, herunder anvendelse af rytteriet som slagrytteri, hvilket dybest set er uændret brug af dette våben siden renæssancetidens militære revolution. Det Slesvig-Holstenske spørgsmål klares i faktaboksen s. 32-33, hvilket er ganske imponerende; Palmerston skal jo have udtalt, at kun tre mennesker forstod dette spørgsmål, nemlig han selv, der havde glemt det, en berømt statsmand, der var død, og så en tysk professor, der var blevet sindssyg af at tænke på det. Rytteriets rolle i de to kriges slag, træfninger og stillinger er glimrende beskrevet, hvilket også gælder tiden mellem de spektakulære hændelser. Her bør særligt fremhæves de danske styrkers rolle som de facto besættelsestropper i Itzehoe 1861, s. 154ff. Ift. bogens tema konkluderes s. 149, at rytteriet i 1849 havde afgørende indflydelse på krigens gang, uden at det dog kunne måle sig med rytteriets indsats under Napoleonskrigen 1813, og i 1850 og 1851 var indsatsen således ikke af afgørende betydning. Et glimrende indtryk af rytteriets selvforståelse gives s. 207, hvor de danske tropper bliver forargede over, at den nok så berømte dragon Niels Kjeldsen blev skudt, ud fra devisen om, at man da ikke skyder en dragon. Man kan gerne slå ham ihjel på andre måder, men ikke med skydevåben, ligesom det s. 215 vha. samtidige kilder slås fast, at den danske dragon ikke bryder sig om sine skydevåben, som er ham til gene, men stoler på sin sabel. Danskerne kunne således på den ene side blive forargede over preussernes brug af skydevåben. På den anden side fandt preusserne, s. 105-106, at de havde lige så god grund til at blive forargede. Det preussiske rytteri red nemlig i krig med uslebne sabler, og danskerne var forbløffede over at blive angrebet med stumpe våben. Preusserne beskyldte danskerne for ”usportslig opførsel” pga. deres brug af skarptslebne sabler, og ikke nok med det: Danskerne havde under et sammenstød hugget efter hovedet!

Efter den sidste rytterfægtning ved Thorsted den 22. april 1864, s. 249-263, begyndte man også i samtiden at erkende på rytteriets decimerede betydning som våbenart. Kavaleriet var uundværligt i forposttjenesten, hvilket ikke just var spektakulært, og stod derfor – om man så må sige – godt for hug, da den danske hær efter 2. Slesvigske Krig skulle reformeres. Våbenartens skæbne og bogen kan summes op og der kan konkluderes, s. 270-273: Den våbenteknologiske udvikling i sidste halvdel af 1800-tallet tilbagelagde det sårbare rytteri, der med Første Verdenskrig 1914-1918 blev opgivet at bruge ved fronten, mens det fortsat spillede en vis rolle i den danske sikringsstyrke, primært fordi hesten var det bedste transportmiddel i terræn. I 1945 blev det besluttet, at der ikke længere skulle være krigstjeneste til hest, og rytteriet blev reduceret til Gardehusarregimentets Hesteeskadron, som er til pynt, mens rytterregimenterne, dvs. Gardehusarregimentet og Jydske Dragonregiment, nu er panser- og opklaringsenheder, som bl.a. gør tjeneste i de krige, Danmark er involveret i. Og, med forfatterens sidste ord i bogen, da hesten ikke længere er i aktiv krigstjeneste, er den ikke længere truet af den våbenteknologiske udvikling.

På trods af de anførte indvendinger må det konkluderes, at det er en fin og informativ bog, Sune Wadskjær Nielsen har skrevet. Fortællingerne er elementært spændende, perspektivet ekstremt, som krig jo er, og den målbevidste kortlægning af rytteriets sidste krige følges stringent. Dette er ikke en bog om 1. eller 2. Slesvigske Krig. Det er en bog om rytteriets sidste krige, som af våbenteknologiske grunde blev de slesvigske krige. Sune Wadskjær Nielsen rider ikke med på en bølge. Det behøver han ikke gøre. Forfatteren følger sin egen strøm. Man hører fra tid til anden det spørgsmål blive stillet, om ikke ”vi” har hørt nok om denne eller hin begivenhed eller historiske periode. Historikerens standardsvar er: Nej, det har vi ikke. Ikke så længe, der er noget nyt at fortælle. Det er Sune Wadskjær Nielsens bog Det danske rytteri et glimrende eksempel på.