Faldskærmschefen

Af Thomas Petersen

Helt og skurk. Sådan lyder den hårdtslående undertitel på denne letlæste bog, skrevet af den tidligere chefredaktør på Ekstrabladet. Ikke ”helt eller skurk”, nej både og. Bogens hovedperson, forstås. Så er tonen ligesom slået an og vor nysgerrighed vakt, hvilket naturligvis også er meningen. Man er vel journalist.

Egentlig er forfatteren slet ikke uddannet journalist, men det er tilsyneladende heller ikke nødvendigt, når man hedder Sven Ove Gade. Han er uddannet cand. merc. og blev efter en periode som underdirektør i Industrirådet og politisk redaktør på dagbladet Politiken medlem af Ekstrabladets chefredaktion i 1978. Og blev her helt indtil 2000. Siden har han bl.a. skrevet en række biografier: Ulanen. En biografi om Victor Andreasen, Frode. En biografi om Frode Jakobsen, Journalisten. En biografi om Henrik Cavling og nu om faldskærmschefen Flemming B. Muus (1907-82).

Muus var født i et velhavende overklassehjem, hvor der ikke manglede noget. En livsstil, der kom til at præge ham hele livet. Til gengæld forlod han skolen uden at afslutte sin studentereksamen. Kom ind i faderens handelsfirma. Her begik han underslæb ved at forfalske checks i familiens navn. Et karaktertræk, der senere skulle vise sig ved flere lejligheder. Sagen blev dysset ned og den unge mand på nu 25 år deporteret til det vestafrikanske land Liberia. Her befandt Muus sig i 1940, da han hørte om tyskernes besættelse af Danmark. Det blev starten til den stjernestund i Muus´s liv, der varede indtil 1944. Han hastede til London og meldte sig til tjeneste i det britiske udenrigsministerium. Det kunne kun gå for langsomt.

Muus blev udnævnt til dansk leder af det britiske SOE´s (Special Operations Executive) arbejde i Danmark, og dermed blev han ikke blot chef for faldskærmsfolkene i Danmark, men også en helt central figur i den danske modstandsbevægelse. Som forfatteren viser, var der allerede i rekruttiden delte meninger om den unge mands moralske karakter. På trods af disse betænkeligheder, på trods af intern modstand og på trods af et ekstremt dårligt syn lykkedes det Muus gennem stædighed og ubøjelig vilje konstant at stige i graderne i faldskærmskorpset. Han blev endog plasticopereret, så han ikke så let kunne genkendes i Danmark. I marts 1943 blev han nedkastet ved Hornum sø på Sjælland. Han skulle som chef for de nedkastede faldskærmstropper modtage forsyninger i form af våben og sprængstof samt tilrettelægge og koordinere disse troppers illegale arbejde.

I sit arbejde var Muus dristig, han var snu, og han fik efterhånden etableret et ualmindeligt stort netværk af forbindelser, bekendtskaber og dækadresser. På den måde undgik han gang på gang det danske politis eller Gestapos arrestationer. Han førte sig frem som en flottenheimer, der rådede over mange penge, så champagne og kaviar flød i stride strømme i hans kølvand. Som følge af sine endog meget stærke briller og sin hele skikkelse var han ikke den fødte kvindebedårer, men de rigelige pengemidler kunne også føre vidt og måske for vidt i hans branche. Men også til fordærv, se nedenfor.

Længe var Flemming Muus det helt afgørende mellemled mellem SOE i London og modstandsbevægelsen i Danmark. Men efterhånden som der dukkede stærke lederskikkelser op i Danmark som f.eks. de jyske nedkastningschefer Jens Toldstrup og Flemming Juncker, blev Muus´ lederstatus noget mere udvandet. Der var også tale om rivaliseringer mellem stærke lederskikkelser. Der var rivalisering mellem hærens politiserende officerer og modstandsfolkene, hvis ledere samledes i Frihedsrådet. Der var også forholdet til de ”gamle” politikere. Alle søgte at positionere sig i forhold til situationen efter krigen.

Alt det gør Gade omhyggelig rede for. Hans sprog er, ikke overraskende, journalistisk. Det flyder klart, informativt og interessevækkende. Derimod er bogen

fattig på egentlig analyse. Ingen forsøg på problematisering. De forskellige skriftlige kilder og deres udsagn forsøges ikke prøvet i forhold til hinanden. Ofte bringes der lange, efter denne anmelders smag for lange, citater fra eksisterende analyser, biografier og erindringsbøger. Gade benytter sig af et særligt notesystem, hvor der ganske vist henvises til den bog, hvorfra citatet eller synspunktet er taget, men desværre ikke til hvor i bogen.

Som ovenfor antydet fadede Muus´s stjernestatus ud mod slutningen af Besættelsen, nærmere bestemt i december 1944. Hans hidtidige engelske velyndere og arbejdsgivere samt hans pekuniære donorer kom under vejrs med, at han af bl.a. de midler, han havde modtaget fra London, nødvendigvis måtte have lagt betydelige beløb til side til sig selv, såfremt regnskabet skulle stemme. Modstandsbevægelsen var enig, og alle informationskanaler og bekendtskabskredse lukkede sig hermetisk omkring faldskærmschefen.

Efter Befrielsen blev der rejst straffesag mod ham, og han idømtes to års ubetinget fængsel. Efter et halvt års afsoning blev Muus benådet og i henhold til en mærkelig og yderst sjældent anvendt paragraf i straffeloven landsforvist. Sammen med sin kone, Varinka Wichfeld Muus, der havde fulgt ham hele vejen, forlod Flemming B. Muus det fædreland, han havde ydet så mange tjenester, og blev forfatter. Frem til sin død i 1982 skrev han erindringsbøger, en række romaner og drengebøger (Bo-bøgerne).

Sven Ove Gade har skrevet en spændende, original, hurtig læst, men velskrevet bog om en af modstandsbevægelsens store, men også kontroversielle og tragiske navne. Fra fald til storhed og til fornyet fald. Han tegner samtidig et yderst menneskeligt billede af en person, der havde en betydelig andel i anerkendelsen af Danmark som krigsførende nation og dermed allieret. Muus er ikke tidligere blevet behandlet så omfattende og alsidigt end i nærværende bog.