Runernes verden

Af Anders Ellegaard

En historiker, en tegner og en runolog. Så er alle sejl sat, for at saglighed, faglighed og troværdighed skal ske fyldest. I tegneserieformat.

Der er sikkert stadig nogle læsere, som rynker på næsen over tegneserieformatet, men de bør tænke på, hvad ”seriøse” forfattere og billedkunstnere i tidens løb har tilladt sig at fremføre. Har Lorenz Frølich måske patent på vikingernes sande udseende?

De første runer er næsten 2000 år gamle, og de blev brugt helt op i 1400-tallet. Siden middelalderen har man forsket i runetekster. De mest vejrbestandige er fundet på runesten, men der er fundet runer på mange forskellige ting: for eksempel på spyd, kamme, æsker, sværd og kirkevægge. Runer er blevet brugt på runepinde af træ, knogler, gevirstykker m.m. til almindelige meddelelser, ejermærker eller i nogle tilfælde sjofelheder. Dette ses på flere hundrede runepinde m.m., som er fundet ved Bryggen i Bergen. De har overlevet tidens tand, idet de lå i mudder i vand. Det antages, at runepinde har været almindelig brugt mange steder, men at de er gået til under dårlige opbevaringsforhold.

Dét at kunne læse og skrive (riste) runer har i begyndelsen været for de få, hvilket blandt andet kan ses af, at nogle runesten angiver navnet på dén, der har ristet dem. Der har været mange teorier om runernes opståen. For eksempel, at Odin skulle have hængt i et træ i ni døgn for at lære dem. Nogle runepinde har det samme bogstav gentaget flere gange. Det antages, at det har været skriveøvelser. I dag er der almindelig enighed om, at runerne stammer fra mødet mellem romerne og germanerne, og at runerne er inspireret af de latinske bogstaver. Da det har været lettere at lave lige streger end buede (især i sten), er de derfor blevet rettet til.

Runealfabetet kaldes futhark efter de første bogstaver i alfabetet. I tidens løb har der været anvendt tre forskellige alfabeter. Den tidlige futhark, ca. år 150-750, med 24 runer: 16-tegns futhark, ca. år 750-1000; Høj- og senmiddelalderens futhark ca. år 1000- (Den sene futhark). Bogen er inddelt i disse tre perioder. Hvert af disse afsnit har eksempler på runetekster fra perioden. Læserne kan prøve at læse runeteksterne, men bagerst i bogen er der oversættelser, oplysninger om fundsted, opbevaringssted m.m. Der er desuden henvisninger til yderligere studier og litteratur.

Forfatterne og tegneren borger for autenticiteten af oplysninger, tegninger og farver. Som en meget sjov lille gimmick er Lisbeth M. Imer tegnet som en gennemgående figur, som kommer med oplysninger og kommentarer til tekst og tegninger.

En lille perle af en bog, som giver en spændende og god introduktion til runernes verden.

[Historie-online.dk, den 11. april 2022]