Knut Hamsun – Rejsen til Hitler
Af Thomas Petersen
Vidunderlig bog om et trist emne. Om en stor kunstners knæfald for en frygtelig ideologi. Om en dansk forfatters forsvar og en landsmands vellykkede forsøg på at dele sol og vind lige. Kort sagt en bog om den norske forfatter Knut Hamsun og hans forhold til nazismen. Og som forærede sin nobelprismedalje til propagandaminister Goebbels.
De fleste af historie-online´s læsere husker formentlig Jan Troells storfilm Hamsun fra 1997 og med svenske Max von Sydow og danske Ghita Nørby i rollerne som digterparret. Filmen byggede på et manuskript af den kendte svenske forfatter Per-Olov Enquist. Men svenskeren havde som forlæg for sit manus haft danske Thorkild Hansens (1927-89) monumentale, men stærkt omdiskuterede, tre-bindsværk Processen mod Hamsun fra 1978. Ikke mindst omdiskuteret på grund af værkets syn på den norske digterhøvding, der i det store og hele blev frikendt som nazist af sin danske kollega.
Sagt i få ord havde Thorkild Hansen konkluderet, at selv om Hamsun havde taget parti for store dele af nazismens ideologi og politik, kunne meget undskyldes, og det var i hvert ikke nok til entydigt at dømme ham ude som nazist. Ganske vist havde Hamsun opfordret de norske soldater til at nedlægge våbnene efter den 9. april 1940. Ligesom han var grundlæggende fjendtligt indstillet overfor England og tilsvarende positiv overfor Tyskland. Det sidste primært, fordi hans værker blev så positivt modtaget her. Endelig var Hamsun indædt modstander af de tekniske fremskridt, der kendetegnede industrialismen i for eksempel England.
Det er denne fremstilling, som den norske litteraturhistoriker Tore Rem (født 1967) tager afstand fra, og han gør det med følgende bastante udsagn som affyringsrampe:
”For at en sådan fortælling kan gå op, må store mængder historisk erfaring manipuleres, forbigås i stilhed, radikalt tilpasses eller fjernes. Sådan at det, der står tilbage, er entydigt og enkelt: at noget småt har forgrebet sig på noget stort. --- [Thorkild] Hansen skildrer en konsekvent kontrær forfatter, en eksemplarisk udenforstående, som ikke er loyal over for nogen, Hitler inkluderet”, (side 27).
Overfor denne tolkning tilbyder Rems bog en anden fortælling - mørkere, men måske også rigere, mere sammensat. Fortællingen rummer forbindelser, som ikke tidligere er kommet frem, samt en række perspektiver ud over de Hamsun´ske, som er blevet udeladt. Rem gør det på grundlag af et enormt kildemateriale, der foruden det allerede kendte også omfatter kilder, der hidtil har været ukendt, er blevet overset eller læst uden for sine mest relevante eller ligefrem åbenlyse historiske sammenhænge.
Bogen opererer kompositorisk med to rejser. Først Hamsuns ”lange rejse” i form af nogle de centrale episoder fra hans liv, der kaster lys over hans udvikling som offentlig person og som menneske. Dernæst følger en længere del, omfattende ”Mødet”, det vil sige de syv dage, som Hamsun tilbragte på den kortere rejse til og fra mødet med Hitler. Eller ind i mørkets hjerte, som Rem kalder dette møde. Med klar reference til en roman af samme navn, udgivet 1902 af den polsk-engelske forfatter Joseph Conrad, om en flodsejlads ind i Congos ukendte og uhyggelige indre.
Tore Rem karakteriserer forholdet mellem Hamsun og Hitler på følgende ganske overbevisende måde:
”Den ene var ”født til politik”, kunne det efterhånden virke som om, den anden var ”født til kunst”. Men ingen af dem holdt sig strengt til deres domæner. Måske lå den vigtigste lighed alligevel i følelsen af at være udenfor – eller snarere over. De forstod sig selv som undtagelsesmennesker. --- Hamsun havde --- oplevet at blive ført ”mere og mere til side for massen”. ”Genier af usædvanligt format”, havde Hitler en gang sagt vedrørende sig selv ”tillader intet hensyn til det normalt menneskelige””, (side 278).
Den norske litteraturhistoriker lægger som sagt afstand til Thorkild Hansens tolkning af Hamsun. Tore Rem vil dokumentere, at det norske digterikon lige fra nazismens fremkomst i begyndelsen af 1920erne og til endog efter dens sammenbrud i 1945 sympatiserede aktivt med Hitlers syge ideologi. Og han gør det overbevisende. Han har ikke blot finkæmmet de allerede kendte kilder til emnet, men har også gravet mange nye frem. Og formår gennem sin analyse at aflive myten om, at Hamsun var blottet for politisk ansvar. Digteren hyldede hele vejen Hitler som en handlekraftig leder samtidig med, at han var aktivt medlevende i Førerens tyske projekt.
Omdrejningspunktet for Rems analyse er det første og eneste møde mellem Hitler og Hamsun – et møde, der fandt sted den 26. juni 1943 på Førerens yndlingstilholdssted Berghof i de bayerske alper. Det var to ”undtagelsesmennesker”, der mødtes, skriver Rem. De så sig selv som enere. Ingen af dem havde nogen formel uddannelse bag sig. Ingen af dem var i starten blevet lukket ind i det gode selskab. Begges mindreværd stod bøjet i neon. Men begge anså samtidig sig selv som mennesker med en mission, der rakte ud over det normale. Den ene politisk, den anden kunstnerisk. I realiteternes verden blev mødet på Berghof imidlertid og mildt sagt en fiasko.
De var i den grad enere, at de ikke lyttede til hinanden. Hamsuns primære ærinde havde været norsk – nemlig at henlede Førerens opmærksomhed på Reichskommissar Josef Terbovens brutale adfærd i Norge. Blandt andet ønskede han at diskutere rimeligheden i en af rigskommissæren afsagt dødsdom over et par norske modstandsfolk. Temaer, der overhovedet ikke interesserede Hitler, og som kun gjorde ham rasende. Men havde Hamsun overhovedet lagt mærke til Hitlers raseri, spørger Rem benægtende. De to kamphaner talte simpelthen forbi hinanden samtidig med, at tolken ihærdigt, men stort set forgæves, groft manipulerende søgte at skabe sammenhæng i samtalen.
Forud for mødet med Hitler havde Hamsun i Wien deltaget i en stort anlagt journalistkongres, der i kort form kun kunne karakteriseres som et grandiost antisemitisk propagandashow. Hamsun var - og havde beæret accepteret rollen som hovedtaler. Hans manglende sprogkundskaber gjorde imidlertid, at han måtte holde talen på norsk og med tolk. Hamsun holdt til forsamlingens og den tyskvenlige presses begejstring en brandtale, hvor han tordnede mod England som det skinbarlige symbol på individualisme og kræmmersjæl, på materialisme og på andre af modernitetens afskyelige kendetegn. Alt sammen fænomener, der i nazistisk optik fjernede mennesker fra deres tætte kontakt med rødderne. På den anden side hyldede Hamsun Tyskland som kontinentets garant for modstand mod netop moderniteten, dekadencen og det af jøderne orkestrerede generelle kulturforfald.
Forholdet mellem Hamsun og propagandaminister Joseph Goebbels spiller en central rolle i bogen. Rem dokumenterer, at de to havde en dyb og vedvarende interesse for hinanden. Goebbels skrev dagbog hele livet. Rem har fortjenstfuldt - som en af meget få forskere - læst og udnyttet disse dagbøger særdeles grundigt. Og han kan derfor dokumentere, at nazi-ministeren gennem hele 20 år – fra 1925 til 1945 – havde fulgt Hamsuns forfatterskab med overordentlig stor flid og varm interesse. Af samtlige i dagbøgerne nævnte forfatter-navne optræder Hamsun flest gange. I det hele taget fyldte den norske digter meget i 20ernes og 30ernes Tyskland. Ikke mindst romanen Markens grøde, som i 1926 havde indbragt Hamsun nobelprisen i litteratur, optog den tyske offentlighed særdeles meget. Romanens dvælen ved jorden og menneskers binding til den passede godt ind i nazisternes Blut und Boden-filosofi. I en tale havde Goebbels blandt andet sagt:
”Folkenes kraft kommer fra jorden. Stater, der bare satser på individualisme, går til grunde. Nu gælder det om at vise vilje til livsrum og jord, snarere end såkaldte demokratiske friheder. Ud af krigens ”blodgrøde” ville der springe en fred af jordens velsignelse, af markens grøde”.
Man kan naturligvis ikke bebrejde en forfatter, hvad hans digterværk misbruges til. Umiddelbart siger den tyske og specifikt Goebbels' interesse naturligvis heller ikke umiddelbart noget om Hamsuns egne meninger. Men Rem kan overbevisende dokumentere, at respekten i høj grad gik begge veje. Hamsun var selv særdeles aktiv i forholdet. I maj 1943 – i forlængelse af et møde i Berlin med Goebbels - besluttede digteren således at forære denne sin nobelprismedalje og oven i købet ledsaget gaven med følgende i høj grad sigende og svulstige ord:
”Nobel indstiftede sin pris for at belønne sidste års idealistiske digtning. Jeg kender ingen som så utrætteligt år efter år har skrevet og talt Europas og menneskehedens sag så idealistisk som De hr. Rigsminister”.
I Rems optik er der derfor ingen tvivl om, at ikke blot accepterede Hamsun at lade sig bruge i den tyske propaganda, men at han også befandt sig godt med den nazistiske ideologi og hyldest.
I bogen argumenteres der troværdigt for Hamsuns gradvise forvandling fra en antiautoritær individualist til en autoritær litterær lederskikkelse. I sine foredrag i 1890erne forvandledes han trin for trin til ”undtagelsesmennesket”, der med få års skolegang og uden nogen formel uddannelse bag sig alligevel havde overtaget førerrollen i den norske litterære offentlighed - i traditionen fra Henrik Wergeland (1808-45) og Bjørnstjerne Bjørnsson (1832-1910). Rem giver i sin bog og til forklaring af denne førerrolle følgende generelle karakteristik af Hamsun:
”--- Knut Hamsun synes at have været fuld af usikkerhed, plaget af angst for ikke at lykkes, af ambivalens og lavt selvværd. Samtidig signalerede han ofte det modsatte – og han lærte at beskytte sig. Han var både antiautoritær og autoritær, et splittet menneske, og desuden ikke altid den samme gennem livets faser. Han havde levet længe, været meget og gjort meget, før han endte som overbevist nazist – og som landsforræder i eftertidens øjne. Meget af det, som formede ham på rejsen mod det, der skulle vise sig at være vanære og nederlag, handlede om andet end ideologi og politiske overbevisninger. Ikke mindst hvem han kom til at forestille sig at være, og hvilken rolle han mente at skulle spille”, (side 22).
Ovenfor blev bogen karakteriseret som vidunderlig. Det gælder såvel dens form som dens indhold. Den er skrevet i et dejlig klart, rigt og oplysende sprog. Den er spændende og stilistisk elegant komponeret. Ren fornøjelse at læse. Bemærkes skal endvidere, at det forholdsvis unge forlag med navnet Vild Maskine fortjener ros for at have oversat og produceret et særdeles smukt bogværk - rigt illustreret med et væld af samtidige fotografier. Bogen er en fryd bare at blade i. Oplagt som julegave til enhver litterært og historisk interesseret læser.
