|
|
 |
|
|
Den nye database. |
|
|
|
Ny kilde til Esbjerghistorie
Esbjergs gamle byrådprotokoller nu på
nettet. Det er bl.a. sager om enkehjælp, hundeafgift og
meget andet af slægts- og lokalhistorisk interesse
Det er nu blevet muligt at gå på opdagelse
i sager, som Esbjerg Byråd behandlede i perioden 1912-1929.
På Esbjerg Byhistoriske Arkivs hjemmeside har der siden
31.8.2010 været adgang til at søge oplysninger i byrådets
forhandlingsprotokoller.
Der er tale om en Danmarkspremiere, da ikke
andre arkiver eller kommuner i Danmark har publiceret deres
gamle byrådsprotokoller på nettet.
Det har hidtil været vanskeligt at finde frem til specifikke
sager i byrådsprotokollerne, medmindre man kendte mødedatoen
for behandling af en given sag. Med indtastningen af
oplysningerne bliver det nu muligt at søge efter
oplysningerne i en database. Målgruppen for benyttelse af
databasen forventes at være researchere (journalister,
studerende, forfattere), men også personer med interesse for
slægtsforskning og lokalhistorie generelt.
Byrådets forhandlingsprotokoller indeholder
en stor mængde personsager, som måske have interesse for
slægtsforskere, som søger oplysninger og viden om
familiemedlemmer. F. eks. Fik byrådet forelagt indstilling
fra understøttelsesudvalget om ansøgninger om forhøjet
folkepension, hjælp til brændsel, enkehjælp, sygehjælp m.m.
Der er i den omtale periode indtastet godt 600 af disse
dagsordenspunkter, og under hvert punkt er der ofte nævnt
stilling og navn på 30 -40 personer.
Dertil kommer personoplysninger under sagstyper som
ansættelse, indfødsret, fattighjælp, hundeafgift,
æresoprejsning og aldersrente. Samlet er der blot blandt
disse emner langt over 1000 sager med oplysninger om
personer, og da de enkelte undestøttelsessager indeholder
flere navne, vil der være flere tusinde navne at søge efter,
dog selvfølgelig med mange gengangere.
Der findes også personoplysninger i mindre omfang under
mange andre sagstyper, f.eks. byggeri, erhvervsforhold m.v.
Ved søgning skal man være opmærksom på, at
stillingsbetegnelser ofte er forkortet, således at man
hellere må søge efter ”maler” end ”malersvend”. Der er også
flere tilfælde, hvor en enke søger om hjælp i sin afdøde
mands navn. Hende finder man kun ved at søge efter manden.
Sagerne, byrådet behandlede, giver indblik
i en hel anden kommunalpolitisk hverdag, end vi kender i
dag. I den omtalte periode skulle der for eksempel betales
hundeafgift, men man kunne fritages herfor, hvis der var en
særlig grund til at have hund. Et eksempel herpå er sag nr.
8 på mødet den 24. januar 1927. Fru Niels Peter Hansen søger
fritagelse, da hun bruger hunden som varmedunk for gigt i
benene. Hun blev fritaget for afgiften. Mange ansøgninger om
fritagelse skyldes dog det mere simple, at man har glemt at
afmelde en hund som er død.
Til forskel fra i dag var der tidligere
mange personsager på Byrådets dagsorden. Ofte til udtalelse
eller til godkendelse af indstillinger fra f.eks.
Understøttelsesudvalget. Søger man under emnet
Understøttelse, fremkommer en lang række personsager, hvor
byrådet godkender en indstilling fra Understøttelsesudvalget
om ansøgninger fra personer, der har behov for hjælp. Det
kan være enkehjælp, folkepension, tilskud til brændsel m.m.
Disse sager giver et indtryk af forholdene før
socialreformen i 1930’erne. Sager om indfødsret, optagelse
på valglister og æresoprejsning er andre eksempler på
personsager. Det kan derfor godt betale sig for
slægtsforskere at søge i databasen på et navn.
Man kan også finde større, og for kommunen mere
betydningsfulde sager i byrådets forhandlinger, som f.eks.
behandlingen af sagen om opførelse af alderdomshjemmet Ved
Skoven. Sagen optræder første gang på dagsordenen i januar
1923, og drøftes flere gange indtil man i slutningen af 1928
indgår aftaler om de forskellige deloptager og opførelsen
kan gå i gang.
Gennem de seneste fire år har en gruppe
frivillige tilknyttet Esbjerg Byhistoriske Arkiv indtastet
en række forskellige oplysninger i databaser, så
oplysningerne er blevet søgbare og dermed lettere
tilgængelige. Blandt andet er de seneste udgaver af
Borgerdatabasen, som er tilgængelig på Esbjerg Byhistoriske
Arkiv hjemmeside også indtastet af frivillige.
Der vil løbende blive indtastet oplysninger i både
Borgerdatabasen og den nye database med Byrådets
Forhandlingsprotokoller. Desuden er der flere andre
databaser på vej.
For de to frivillige medarbejdere, som har indtastet disse
oplysninger, har det i flere perioder krævet stor
tålmodighed, når den håndskrevne tekst skulle tydes. Det er
ikke alle dagsordenpunkter, som er skrevet lige tydelig ind
i protokollerne og slet ikke beslutningerne, som nok i mange
tilfælde har skullet indføres hurtigt under mødet. Der kan
derfor være enkelte steder i databasen, hvor ord eller
bogstaver er erstattet af spørgsmålstegn.
Udviklingen af søgemodulet er foretaget af
firmaet Huset G i samarbejde med Esbjerg Kommunes
IT-afdeling og Esbjerg Byhistoriske Arkiv.
Databasen indeholder ca. 7.600 sager og oplysningerne kan
søges ved en simpel fritekstsøgning, eller man kan søge mere
specifik bl.a. ved brug af de emner, som sagerne er opdelt
i. I mange tilfælde har arkivet de tilhørende sagsbilag,
som, i takt med efterspørgslen, skannes og gøres tilgængelig
via databasen. |
|
|