[sitemap]

< Aktuelt  

  

En af arkæologerne på arbejde. Billedet er lånt fra Herning Museums hjemmeside.

  

Herning Museum udgraver skibssætning i træ

55 vikingetidsgrave er udgravet mellem Brande og Nr. Snede. Skibssætningen i træ er et meget specielt fund - normalt er de udformet af sten

Herning Museum har gravet i Ejstrupholm, imellem Brande og Nr. Snede. Her har der ligget en gravplads med ca. 55 grave fra vikingetiden, samt et meget specielt anlæg: en skibssætning af træ. Skibssætninger er ellers oftest af kampesten, men store sten har været en mangelvare i hedeområderne i Vestjylland, så måske er det derfor, man har lavet den af træ? De 55 grave er næsten alle sammen jordfæstegrave, det vil sige begravelser af ubrændte lig. Men der er også enkelte brandgrave på pladsen. På grundlag af smykker og andet udstyr kan gravpladsen dateres til ca. midt i 800-tallet.

Gravpladsen er opdelt i forskellige zoner. På det højeste punkt i landskabet ligger skibssætningen, der med sine store stolper har kunnet ses langvejs fra. I en vifteform ud fra skibssætningen ligger 7 store gravkamre og udenfor disse ligger ca. 40 kistegrave, hvoraf mindst tre er barnegrave og 8 brandgrave. Allerlængst væk fra skibssætningen, isoleret fra de andre grave, helt ned imod kanten af et mosehul ligger en grav, som i formen minder om en almindelig kistebegravelse, men hvor der kun fandtes et kranie og to lårbensknogler, som ikke lå i anatomisk orden. Måske en halshugget forbryder? Eller resterne af en kriger, der blev bragt med hjem fra et togt? De forskellige gravformer afspejler sandsynligvis sociale forhold i den vikingelandsby, der har hørt til gravpladsen: Fremtrædende medlemmer af de mest velhavende bondeslægter er gravlagt i kammergravene, imens mere jævne folk har fået en enklere begravelse i en kistegrav eller brandgrav.

Gravpladsen er meget opsigtsvækkende, dels fordi gravene er så velbevarede, dels fordi man kan se de sociale forskelle i vikingelandsbyen igennem de forskellige gravformer og dels fordi den mere end fordobler antallet af grave fra vikingetiden i Herning Museums ansvarsområde, der udgøres af Ikast-Brande og Herning kommuner. De fleste af fundene er ikke færdigudgravet på stedet, men pakket ind i parafin eller gips og sendt til udgravning og konservering hos eksperterne på Konserveringscenter Vest i Ølgod. Fundene kommer senere på året til at indgå i en nyopstilling af oldtidsudstillingen på Herning Museum.

 

Herning Museum >

 

Del på Facebook, digg, m.m.