500-års gårdhistorie afdækket i Storvorde

Første nordjyske afdækning kontinuert beboelse på samme sted i 500 år. Bl.a. sjældne fund fra senmiddelalder og renæssance

For første gang nogensinde er det lykkedes arkæologer fra Nordjyllands Historiske Museum at påvise helt op til 500 års kontinuerlig bebyggelse ved en udgravning. På Vestermarksvej 15 i Storvorde tæt på Aalborg er gården Melgård for nylig revet ned, og derefter har arkæologerne lag for lag afdækket tre væsentlige faser af stedets historie over en 500 år lang periode.

Det er i sig selv ganske unikt, og dertil kommer, at man ikke tidligere har udgravet gårdsanlæg fra senmiddelalder og renæssance i Himmerland. Faktisk er middelalderens landbebyggelse ret ukendt arkæologisk i Himmerland, så arkæologerne håber, at finde gode dateringer af faserne, når man får kigget nærmere på fundene fra Melgård.

”Alene det faktum, at bebyggelsen er bevaret, er ret enestående. Vi har ikke før på museet kunnet følge en gård på det samme sted gennem mere end 500 år. Der har været drevet landbrug på gården næsten helt frem til i dag, og de moderne staldlænger har helt sikkert været ombygget flere gange. Trods det er de arkæologiske anlæg ikke blevet ødelagt. Det giver os et håb om, at der er flere steder med lignende bevaringsforhold i gamle landsbyer, og at vi – hvis det bliver muligt at grave der – kan finde ud af mere om den senmiddelalderlige landbebyggelse, som vi ved så lidt om”, siger arkæolog og udgravningsleder Christian Klinge fra Nordjyllands Historiske Museum.

Der blev registreret mere end 350 arkæologiske anlæg: Stolpehuller, fyldskifter, gruber, brønde, kulturlag og gulvlag. Ud fra disse har arkæologerne kunne identificeres tre ældre faser af Melgård, som tilsammen repræsenterer mere en 500 års bebyggelseskontinuitet på grunden.

For de to ældste fasers vedkommende er der tale om den gård, der stod, da Skipper Klement i 1534 blev taget til fange af en bonde i Storvorde. Det var dog ikke på Melgård, han blev holdt fanget.

Første fase bestod af to bygninger: Et stuehus på ca. 5 x 14 meter liggende nordligt på grunden samt godt ti meter syd herfor et udhus på ca. 4 x 14 meter. Begge huse var orienteret øst-vest. Ved vestgavlen af stuehuset lå desuden en brønd. Denne fase er foreløbigt dateret til slutningen af middelalderen.

Anden fase bestod af tre bygninger: Et stuehus på ca. 5 x 15 liggende mod nord og på samme plads som det ældre stuehus, og et udhus godt 13 meter syd herfor på ca. 6 x 16 meter. Disse bygninger var orienteret øst-vest. Den tredje bygning lå som vestlænge og var ca. 5 x 10 meter stor. Umiddelbar ud for stuehusets nordvesthjørne lå desuden en brønd. Denne brønd var konstrueret af en gammel udtjent tønde, der var gravet ned til grundvandet. Fasen er foreløbigt dateret til renæssancen.

Den tredje fase af Melgård er en firelænget gård. Denne fases ses på original-1 matrikelkortet fra 1813, men bygningerne stammer sandsynligvis helt tilbage fra 1600-tallet. På dette tidspunkt bestod gården af et stuehus mod nord og tre udlænger, der omkransede en 20 x 30 meter stor gårdsplads.

Stuehuset var arkæologisk set meget velbevaret; gulvlag og spor efter væggenes syldsten kunne registreres. Huset var ca. 6 x 24 meter stort og havde flere rum. Vestlængen kunne ligeledes ses arkæologisk og var en ca. 6 x 14 meter stor bygning. De øvrige udlænger kunne blot sporadisk ses som irregulære fyldskifter. 
I denne fase fandt man også tre brønde: En brønd i fletværkskonstruktion vest for stuehuset, en brønd befæstet med en trækasse samt en kampestensbygget brønd, begge liggende sydligt på gårdspladsen. Brøndene har efterfulgt hinanden i tid. Denne gårdsfase blev ifølge den tidligere ejer nedrevet i 1864 og erstattet af den moderne Melgård.

Det er kun sjældent, at arkæologer får mulighed for at udgrave en senmiddelaldergård, og denne undersøgelse bidrager derfor til en bedre forståelse af gårdstrukturen fra denne periode og frem.

Udgravningen fandt sted fra 19. november 2014 til 19. januar 2015, og feltarbejdet er således afsluttet.
Melgårds faser er endnu ikke mere præcist dateret, men træprøver fra brøndene og fundene vil, når de i løbet af de kommende måneder bliver gennemgået, sandsynligvis give gode dateringer af de enkelte faser. Her kan de mange genstandsfund fra udgravningen også bidrage til en afklaring.

I to af brøndene var der keramikskår fra perioden. "Fletværksbrønden" indeholdt skår af jydepotter med en foreløbig datering til 1600-1800 – de kan vise sig at være ældre. I "trækassebrønden" var der flere skår af stjertpotter og hornmalede tallerkner som peger på perioden 1650-1850, men et enkelt lille skår af musselmalet porcelæn presser dateringen til efter 1780.

Foto: Umiddelbart ud for stuehusets nordvesthjørne lå tilbage i renæssancen en brønd. Den var konstrueret af en gammel udtjent tønde, som var gravet ned til grundvandet. Nærmere undersøgelser af træet i tønden vil hjælpe arkæologerne med en eksakt datering.

(marts 2015)