65 millioner til rekonstruktion af kæmpe vikingehal
"Lejrekongernes hal" skal genskabes. Det er den største bygning, som vikingetidens danskere har kunnet se
60 meter lang, 12 meter bred, 10 meter til loftet og over 600m2 under tag. Den største hal fra dansk vikingetid og et storslået vidnesbyrd på kulminationen af nordisk arkitektur og håndværk. Et markant symbol på at sagnene om Lejres mægtige skjoldungekonger rummer en historisk kærne.
Lejrekongernes engang berømte og sagnomspundne, men siden forsvundne kongesæde, bliver nu genskabt som del af vikingeprojektet "SAGNKONGERNES VERDEN" takket være en særdeles generøs donation på 65 millioner fra A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
- Donationen giver os en fantastisk mulighed for at formidle en unik del af Danmarks kulturarv, fortæller arkæolog og direktør i Sagnlandet Lejre, Lars Holten, der længe har arbejdet for at virkeliggøre drømmen om at genskabe et af vikingetidens største bygningsværker på baggrund af de imponerende arkæologiske fund.
Den originale kongehal, der i 2009 blev udgravet af arkæologer fra Roskilde Museum, har været den største bygning, som vikingetidens mennesker kunne se i Danmark. I sin samtid, længe før Harald Blåtand gjorde danerne kristne, var hallen et magtcentrum og symbolet på en hedensk storhedstid.
Det storstilede rekonstruktionsprojekt etableres i Sagnlandet Lejre, et af landets førende kulturhistoriske attraktioner og videnspædagogiske aktivitetscentre. Centret ligger kun 2 kilometer fra stedet, hvor den originale kongehal i dag er markeret med en lav tørvevold.
Storslået donation bidrager til realisering af Danmarks hidtil største vikingeprojekt
Bidraget fra A.P. Møller Fonden er startskuddet til etableringen af et nyskabende vikingeområde til i alt 105 millioner kroner i centret. Koblet med opbakning og driftsøkonomisk støtte fra en engageret kommunalbestyrelse i Lejre Kommune, er donationen grundstenen i projektet, som ifølge Lars Holten, bliver et "must see" for både familien Danmark, skoleeleven og den internationale turist:
- A. P. Møller Fondens markante donation til "SAGNKONGERNES VERDEN" sætter os i stand til at gøre Lejreområdets unikke arkæologiske og sagnhistoriske kulturarv til et værdifuldt og levende aktiv, siger han og fortsætter:
- Samtidig gør den store opbakning det muligt for os at bygge videre på den positive udvikling, som Sagnlandet har været i siden 2009. Her kunne vi tage et nyt Velkomstcenter og et nyt Multihus til vores skoletjeneste i brug takket være to store donationer fra henholdsvis VELUX FONDENE og Augustinus Fonden. Med disse topmoderne publikums- og personalefaciliteter som fundament tager vi nu hul på næste etape: At skabe en ny ramme for formidlingen af Lejre-områdets enestående, nationale kulturarv fra sen jernalder og vikingetid. Med SAGNKONGERNES VERDEN tilvejebringer vi et værdifuldt symbol, ikke bare for Lejreområdet, eller den netop udpegede Nationalpark Skjoldungernes Land, men et nationalt såvel som internationalt ikon for Danmarks vikingetid.
(juni 2015)