Danefæ dukkede op i TV-program
To sjældne økser fra bronzealderen blev erklæret for danefæ, efter at den ene økse blev vist frem i tv-program. Nationalmuseet mener, at der ligger meget ukendt danefæ i danskernes kommodeskuffer.
Langt det meste danefæ bliver fundet i jorden med metaldetektor, men en gang i mellem dukker danefæ også op i fjernsynet. Det skete for nylig, da en kvinde fra Lolland deltog i programmet ”Mit kæreste eje” på TV2 Øst.
Et af kvindens kæreste ejer var en næsten 3000 år gammel økse af bronze fra yngre bronzealder. En medarbejder på Nationalmuseet så programmet, og Nationalmuseet fandt efterfølgende frem til kvinden, som havde yderligere en næsten identisk bronzeøkse liggende.
- Det er to såkaldte skaftlapøkser, som i bronzealderen blev importeret til Skandinavien fra Centraleuropa. Vi kender færre end 100 eksemplarer fra Danmark, så der er tale om en ret sjælden øksetype, siger museumsinspektør ved Nationalmuseet Peter Vang Petersen, som nu har erklæret økserne for danefæ og hentet dem til Nationalmuseet.
Økserne stammer fra Salling i Nordjylland, og det viser sig, at Nationalmuseet allerede kendte til den ene økses eksistens. I Nationalmuseets arkiv findes en optegnelse fra 1945, der fortæller, at en gårdejer ved navn Thomas Pedersen lå inde med en bronzeøkse fundet ved pløjning i Gåsemosen i den nordøstlige del af Salling.
- Det viser sig, at Thomas Pedersen er kvindens morfar, og vi kan derfor med sikkerhed sige, at det er den bronzeøkse, som museet fik et tip om i 1945, forklarer Peter Vang Petersen, der formoder, at den anden økse må være fundet i årene umiddelbart derefter.