Menu
Forrige artikel

Danmarks meste berømte ko fylder år

Kategori: Arkiv
Visninger: 7339

Koen Karoline er fyldt 55 år. Hun blev sat i verden ved et køkkenbord i Højbjerg ved Århus en decemberaften i 1957, og var klar til at se dagens lys de sidste dage i maj 1958.

Hun har haft et begivenhedsrigt liv, og har kunnet sole sig i succes, uanset hvad hun gjorde og hvor hun befandt sig. Og hun har været vidt berejst, det må siges. Hun var med alle vegne, hvor de gode mejeriprodukter blev præsenteret. Hun havde som regel kompagniskab af kønne unge Karolinepiger, men der er dog en enkelt undtagelse.

Hendes mor, tegneren Grete Rich, og arbejdsgiveren Mejerikontoret, accepterede, at Karoline udvidede sit virkefelt for en kortere periode. Hun skulle ud på en fredsbevarende opgave sammen med et kompagni soldater.

Det var i april 1963, at hun sammen med et norsk/dansk stabskompagni under FN blev sendt til Gaza. Hold 14 hed de, og de skulle alle være i den glohede ørken i lejren på Hill 88 frem til oktober samme år.

De forskellige kompagnier havde hver valgt symboler på deres bannere, men hold 14 mente, at de skulle have noget fredeligt, da de jo var en fredsbevarende styrke.
De kontaktede Mejerikontoret i Århus for at høre, om det var muligt, at få koen Karoline som symbol.
Karoline var i disse år meget fremme i medierne som det nye markedsfremstød for danske mejeriprodukter, og kompagniet i Gaza havde netop forsyningsopgaver som ansvarsområde. Så hvad var mere passende end en fredelig rødternet ko.
Mejerikontoret bad straks Grethe Rich, Karolines mor, om at udforme et kompagnibanner. Teksten på banneret blev en gammel latinsk tekst, et Cicero-citat, ”Ubi Carolina ibi bene” – hvor Karoline er, er godt at være.
Hver morgen gennem et halvt år i 1963 vejrede banneret på Hill 88.

Karoline er ikke en helt almindelig ko for efter at have vænnet sig til de varmere himmelstrøg, fik hun den ide, at sende et brev hjem til Århus.” – Jeg længes meget efter en dejlig grøn mark. Jeg kan ikke som de mærkelige kameler og æsler klare mig med tidsler og ukrudt. Men ellers har jeg det godt og er blevet kendt mange steder. Så snart der sker noget, slæber soldaterne mig med, og når der er sportskampe, råber mit kompagni ikke mere hurra, men ”muuuh!
Soldaterne har også lavet en sang. Den går på melodien ”For he is a jolly good fellow”, og teksten er let. Den er bare ”For han er en Karoline, for han er en Karoline, for han er en Karoline – en rigtig malkeko”. Jeg bliver tit fotograferet, og jeg véd, soldaterne lurer på at tage et billede af mig ved siden af en kamel…”

Grete Rich skrev til kompagniets kaptajn, Nordby-Nielsen, lige før afrejsen til Gaza, at hun følte det som en store ære, at de havde valgt ”Karoline”, som bannermærke for et dansk FN-korps. Som hun skrev:
”Det var en morsom opgave! – Mens jeg sad og syede på den, mindedes jeg de tider, da danske krigere drog udenvælts under ravnebanner og med dragehovede i stævnen. Da gik det voldsomt til.
Imidlertid – nu skal De og Deres folk som FN soldater vogte freden i det fremmede, og det kan vel meget passende ikke ske under noget mere fredfyldt tegn end den danske ko – symboliseret i ”Karoline”, - og så er ideen tilmed et herligt udslag af typisk dansk soldaterhumør.”

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Sjælden møntskat fundet ved Kastellet i København
Kystmuseet skal forske i bunkere
Fortids-fodspor ved Femern