Dansk Supermarkeds arkiv på Aarhus Stadsarkiv
Dansk Supermarkeds position på dagligvaremarkedet er i sig selv historisk, og nu sikrer koncernen også dele af sit historiske arkiv.
Stadsarkivet i Aarhus har modtaget dokumenter, der fortæller om ledelsen og oprettelsen af Jysk Supermarked i 1960 og senere af Dansk Supermarked i 1964. Historien om samarbejdet mellem de to karismatiske erhvervsle-ere Herman Salling og Mærsk Mc-Kinney Møller ligger også beskrevet i de afleverede protokoller. Dokumenterne følger selskabernes historie frem til 1988. Afleveringen følger efter, at Salling i 2013 donerede stifteren Ferdinand Sallings og hans søn Herman Sallings private arkiver samt Salling Stormagasins ældste dokumenter og en række billeder og kataloger til Aarhus Stadsarkiv.
Stadsarkivar Søren Bitsch Christensen har med taknemmelighed modtaget dokumenterne: ”Dansk Supermarked er en international koncern, men dets rødder findes i Aarhus. Derfor er det også en lokalhistorisk begivenhed, at vi nu får sikret endnu flere dokumenter, så historien om en verdenssucces kan fortælles nuanceret i mange år fremover.”
Købmand Herman Sallings Fond bevilgede i foråret 2014 3,6 millioner kroner til Aarhus Stadsarkivs digitale historieformidling. For en del af midlerne vil en hjemmeside fra oktober i år fortælle historien om Sallings vej fra lokal udsalgsvareforretning til international koncern. Fortællingen lægger stor vægt på kundernes og de ansattes liv med Salling.
Offentligheden får adgang til de historiske dokumenter efter ansøgning til Dansk Supermarked.
(august 2015)