En gammel gæst på Ore Strand, Vordingborg
Var et nyfundet skellet mordoffer, selvmorder eller strandvasker?
Museum Sydøstdanmark har i de forløbne dage fremgravet skelettet af en mandsperson, der lå begravet i kystskrænten på en af Vordingborgs populære badesteder, Ore Strand.
Gravens konturer fulgte kysten, der på dette sted går tilnærmelsesvist øst vest, så det ville være naturligt at se den som en før-kristen begravelse, hvis ikke skelettet lå så besynderligt, som det gjorde:
Den døde lå - ja, næsten sad - med bagdelen dybest i graven, armene over hovedet og vidt spredte knæ. Han må være blevet taget i hænder og fødder, kylet i graven og dækket til i den position, han tilfældigt faldt i.
Alle fysiologiske spor, kæbevinkel, øjenbrynsbue og bækkenets form viser, at afdøde var en mand, og knoglernes tilstand fortæller, at han har været mellem 25 og 40 år gammel, da han døde.
Den dødes meget fine tandsæt uden spor af karies fik os til i første omgang at datere graven til tidlig middelalder eller ældre, men da de sidste knogler blev taget op, dukkede en fin kniv frem under højre hofte. Knivens skæfte er beklædt med to ornamenterede benplader, der er fæstnet til angelen med 3 små nitter. Typologisk set kan den ikke være ældre end 1400-tallet, men sagtens yngre.
Kniven er meget medtaget, og vi håber at kunne komme nærmere en datering, når den er blevet renset for rust og konserveret.
Det kan være fristende at se ham som et offer for et rovmord, som skulle skaffes af vejen meget hurtigt.
Der er dog et par indicier for, at det ikke er tilfældet. Helt frem til slutningen af 1700-tallet har Ore Strand ligget helt uden for lands lov og ret. Ingen veje førte dertil og baglandet var opfyldt af skov. Hvor stor er sandsynligheden for, at man støder på en mand langt fra alfarvej, myrder ham og kyler ham ned? Eller, hvis mordet er begået et andet sted: Hvem orker at slæbe et lig så langt for at komme af med det?
Den afsides beliggenhed kunne indikere, at vi har at gøre med en selvmorder. Det var skamfuldt, endog ulovligt at begå selvmord, og en selvmorder kunne ikke få sin grav i indviet jord. Tvært imod! Beretningen om biskop Absalons slægtning, den hellige Margrethe af Højelse, der i slutningen af 1100-tallet blev gravet ned “på den yderste østlige strand”, fordi hendes mand påstod at hun havde hængt sig, er et eksempel på selvmorderens skamfulde jordefærd. - Mirakler ved graven viste imidlertid, at hun var blevet myrdet af sin mand. Hun blev rehabiliteret og siden dyrket som helgeninde, fortæller Ældre Sjællandske Krønike.
Imidlertid er der gennem årene i alt fire steder dukket menneskeskeletter frem fra skrænterne langs Ores kyst. Efter stormen Bodil reddede vi i 2013 rester af tre individer, begravet ad flere omgange i samme grav, ca. 250 m længere ude ad stranden. Måske er de to lokaliteter udtryk for det samme, nemlig at alle fire døde er strandvaskere efter forlis; drevet ind på stranden og begravet, hvor de blev fundet?
Ligegyldig af hvilken årsag han er omkommet, da er han efter al sandsynlighed ikke blevet begravet af sine nærmeste, og uden den store ceremoni.
De tre sidste menneske-skeletfund er dukket frem endnu længere ude ad kysten; en regulær nord-syd-orienteret grav med afdøde liggende i sovestilling blev på baggrund af gravform og ligets stilling dateret til Yngre Romersk Jernalder, og et tilsvarende, men dog ikke nær så entydigt skeletfund, blev reddet efter at knoglerne fra skinneben og fødder var forsvundet i havet. Endelig er der endnu længere vestpå opsamlet nogle menneskeknogler på stranden nedenfor skrænten. En tenvægt og en lille bronzering med vedhæng blev fundet i sandet sammen med knoglerne.
Spørgsmålene er mange – for at komme nærmere et svar må vi afvente en nærmere datering af kniven, som vores gamle strandgæst havde med på Ore Strand, Vordingborg. – Og så venter vi spændte på, hvad den næste storm vil afsløre….
Teksten er skrevet af Dorthe Wille-Jørgensen
museumsinspektør, profilforsker ved Museum Sydøstdanmark
(juni2015)
