Enestående glasring fra 1000-tallet fundet
Vendere efterlod en fingerring i Odense. Ringen, der er af glas, er helt intakt.
Danmarks hidtil største udgravning i en middelalderlig bykerne, der er en del af forberedelserne til byomdannelsesprojektet Fra Gade til By i Odense, bliver ved med at kaste spændende fund af sig.
Arkæologerne har nu fundet en intakt fingerring af glas fra den helt tidlige middelalder. Ringen dateres til 1000-1100 årene og er med al sandsynlighed kommet til Fyn ved et af de talrige invasioner fra vendiske krigere i årene omkring det første årtusindskifte.
Fra Tyskland kendes flere fund, men fra danske udgravninger kendes kun et enkelt fortilfælde fra Ribe. Her var ringen dog knust, så kun den ene halvdel er bevaret. Den fine glasring fra Odense er derfor enestående i Danmark.
Arkæolog Maria Elisabeth Lauridsen glæder sig over det sjældne fund:
”Det er helt specielt det her, fordi ringen er så sjælden for danske forhold. For det første er det fantastisk, at den er bevaret så fin og intakt. Den er jo trods alt lavet af glas og derfor ekstra skrøbelig. For det andet er det en genstand, som fortæller en spændende historie om en begivenhedsrig periode i Danmarkshistorien”.
De danske øer var i årene omkring år 1000 udsat for talrige voldsomme invasioner og plyndringer fra de navnkundige Vendere. De kom fra øerne Femern og Rügen og den del af det europæiske fastland, som i dag udgør Tysklands og Polens nordlige kyststrækning mod Østersøen.
Maria Elisabeth Lauridsen tror dog ikke, at ringen er tabt i Odense i forbindelse med en plyndring: ”Denne her ring tror jeg repræsenterer den mere fredelige del af danskernes kontakt med venderne. De var en sand plage for Danmark i mange år, men nogle af dem slog sig også ned og levede i fredelig sameksistens med danskerne. Det er nok på den måde, at ringen er havnet i Odense”.
På Fyn er stednavne som Vindinge og Vindeby levn fra vendiske bosættelser og af og til dukker der også genstande op, som kan spores tilbage til vendernes færden i Danmark. Blandt andet fandt man for år tilbage en lille træfigur i Svendborg, som viste sig at forestille den vendiske gud Svantevit.
Krønikeskriveren Saxo fortæller, at den navnkundige danske kong Valdemar den Store besluttede sig for at sætte en endegyldig stopper for de besværlige vendere. Ved et stort slag nær Arkona på Rügen underlagde han sig byen og ødelagde den store Svantevit figur, som venderne tilbad. Da venderne så, at Svantevit ikke hævnede sig på danskerne lod de sig endelig omvende til kristendommen.