Nyt fund: sådan så stenalderens lyster ud
Når stenaldermanden skulle fange fisk, brugte han bl.a. en lyster. Og nu véd vi, hvordan den så ud: en to-benet trægaffel med en flintespids i midten
Ved de arkæologiske undersøgelser forud for den kommende Femern Bæltforbindelse har arkæologer ved Museum Lolland-Falster fundet en genstand, der påkalder sig særlig opmærksomhed.
Nedstukket i den marine gytje lå den nederste del af en fragmenteret fiskelyster, som består af dele fra begge sidegrene og en benspids, der sidder let forskudt imellem dem. Forbindelsen imellem lystersidegrene og benspidser er længe antaget, men det er sandsynligvis første gang, at sammenhængen er dokumenteret i praksis. Fundet bekræfter således en teori, som arkæologer har støttet sig til gennem årtier.
"Det er ret fantastisk, at vi har gjort et fund, der kan være med til at bevise en gammel teori. Vi har indtil nu fundet et stort antal af enkelte lystergrene og benspidser, men da vi stod med det samlede fund, var det ret utroligt. Tænk engang, at vi endelig kan bekræfte den gamle teori med dette fund" fortæller Søren Anker Sørensen, arkæolog ved Museum Lolland-Falster.
Men for at forstå arkæologernes begejstring er det nødvendigt at begynde et helt andet sted - på lokaliteten Næbbet ved Ærø for ca. 40 år siden. Her fandt nogle dykkende amatørarkæologer nemlig for første gang en forholdsvis velbevaret lyster, hvor dele af begge sidegrenene var bevaret sammen med et stykke af det skaft, som de var snøret fast til. Tidligere var der kun kendskab til "løse" lystergrene, men det fund beviste endelig, at de hørte sammen parvis - som det også kendes fra mere moderne ålelystre. Fundet affødte imidlertid straks et nyt spørgsmål. Havde lysterne været udstyret med en centralt placeret spids, som på de moderne lystre? Stykket fra Ærø havde ikke en sådan spids, og der var ingen spor efter en sådan, hvorfor arkæologer siden har diskuteret, om en lyster kan fungere uden.
"Desværre manglede besnøringen og skaftet, men den indbyrdes placering af lystergrene og benspids kan kun tolkes som resultatet af en afknækket lyster - stykkerne stod endnu skråt i den gamle havbund. Vi kan således nu med større sandsynlighed end tidligere sige, at stenalderens fiskelystre både havde sidegrene af træ og en centralt placeret benspids, om end der stadig resterer en meget lille rest af usikkerhed, indtil vi finder den helt bevarede lyster" fortsætter Søren Anker Sørensen.
Området, hvor det særlige fund er gjort, var engang i yngre stenalder beliggende direkte ved kysten i det fredfyldte laguneområde øst for nutidens Rødbyhavn. De topografiske forhold betød, at området var meget attraktivt for stenalderbefolkningen, da fiskeriet i kystzonen var en sikker vej til at skaffe mad på bordet. Kystzonen fremstår tydelig på lokaliteten, med et ca. 20 meter bredt bælte af strøede sten, hvorimellem der er fundet spredte oldsager i form af flint og knogler - med en stigende fundintensitet tættest på land.
Umiddelbart syd for stenstrøningen er der fundet en flettet måtte fra et af de fiskegærder, som stenalderens fiskere satte på udvalgte, kystnære steder. Måtten strækker sig over knap 25 meter og forløber i en bue, således at den danner et U, der er åbent ud mod lagunen. Den består af lange, slanke kæppe, der er flettet tæt imellem næsten lige så spinkle lodrette opstandere. Disse er sat med kun 25 centimeters mellemrum. Hvor vidt gærdet oprindeligt har stået på stedet, er skyllet ind eller eventuelt er bragt ind til reparation eller vedligehold er endnu uvist. Den fine konstruktion kunne tyde på, at funktionen har været forskellig fra de grovere gærder, som kendes fra områdets andre lokaliteter, og det samme gælder U-formen, hvis man antager, at denne er den oprindelige position.
Lige så fint bevaret som fiskelysteren er den yderste ende af en skæftet pil. Stykket er ca. 10 cm langt og knækket i to dele, men spidsen er intakt med isiddende pilespids og bevaret klæbemasse og surring, hvilket i øvrigt kun kendes i ganske få andre tilfælde.
(maj 2015)
