Runesten er kommet indendørs
To af Lolland-Falsters runesten kan nu opleves på Stiftsmuseet i Maribo.
I Museum Lolland-Falsters store samling findes to runesten fra vikingetiden, der ved hjælp af deres inskriptioner giver et kort glimt af fortidens samfund og befolkning. Der fortælles en historie, og vi bliver introduceret til personer og begivenheder. Gennem mange år har runestenene stået uden for Stiftsmuseet i Maribo, hvor der ikke har været direkte adgang, men det ændres nu.
"Vi har længe ønsket at få runestene indenfor på Stiftsmuseet. Udenfor har de været udsat for vind og vejr, hvilket ikke er optimalt for de gamle runesten. Derfor kan de nu opleves i forhallen på Stiftsmuseet, hvor de står smukt på det originale sort- og hvidternede marmorgulv fra 1890, som vi lige har istandsat." fortæller Finn Jensen, murer ved Museum Lolland-Falsters Drifts- og bygningsbevaringsafdeling.
Ved slutningen af oldtiden kaster de skriftlige kilder lys over landets historie i form af skriftlige rejseberetninger fra udlandet og runeinskriptioner fra Danmark. Runeskriften blev i første omgang anvendt på bl.a. ben og træ, og indskrifterne var hovedsageligt navne eller magiske ord. De ældste stammer fra omkring år 200 e.Kr., og der skulle gå 6-700 år, før runerne sås som inskription på vikingetidens berømte runesten.
I vikingetiden begyndte befolkningen at rejse mindesten/runesten over de døde - først og fremmest magtfulde personer og disses gerninger. Formålet var, at de skulle ses af så mange som muligt, hvorfor de gerne blev malet i stærke farver og rejst ved trafikknudepunkter. Runesten er primært kendt fra Skandinavien, hvor der alene i Danmark er fundet omkring 250. De er primært fra perioden ca. 975-1025, og der kendes syv fra Lolland-Falster. Meget tyder på, at skikken for alvor begyndte at vinde indpas, efter at Harald Blåtand omkring 970 rejste de to store runesten ved Jelling.
De syv runesten fra Lolland-Falster har alle henvisninger til personer og giver således et personligt indblik i nogle få personers skæbne og bidrager med viden om periodens familierelationer og samfund. Tre af de syv runesten står i dag på Nationalmuseet, to står ved deres fundsted, og to har gennem en længere årrække stået ved Stiftsmuseet i Maribo, hvor de ikke har været nemme at komme til.
Sædingestenen blev fundet i forbindelse med pløjning nær et gammelt vadested ved Sædinge på Lolland. På daværende tidspunkt var stenen kløvet i ni dele og spredt. Stenen er stadig i en dårlig forfatning, og den øverste del mangler. Inskriptionen fortæller, at stenen er rejst af storkvinden Thyra over hendes mand Krog, der - ifølge stenen - var den stærkeste af alle. På stenen kan man endvidere læse, at Krog blev dræbt i en strid mellem særsveerne (svenskerne) og syddanerne.
Skovlængestenen blev opdaget i 1627, hvor den - ifølge kilder - lå i en stenbro mellem Skovlænge og Gurreby på Lolland. Trods et krav om indsendelse til København i 1652, lå stenen stadig i stenbroen i 1765. På et tidspunkt blev stenen flyttet til præstegården i Skovlænge, hvorefter den i 1894 kom til det nyligt åbnede Maribo Stiftsmuseum. Inskriptionen på stenen fortæller, at Astgard rejste stenen efter sin fader Jyde, som var en meget velbyrdig thegn.
(2014)
