Stormand blev begravet i bronzekedel
En jysk detektorfører har gjort et usædvanligt fund: en jernaldergrav, hvor en velstående mand er begravet i en bronzgryde
De første undersøgelser viste hurtigt, at det drejer sig om en intakt og sjælden stormandsgrav fra ældre romersk jernalder (0-200 e. Kr.).
Den døde er brændt og sammen med et muligvis rigt gravgods er resterne blevet begravet i en bronzegryde, en såkaldt Østlandskedel, måske engang i det andet århundrede efter Kristi Fødsel.
Museets arkæologer ved at afdække graven, som har vist sig at være omgivet af en større ringgrøft – et definerende træk ved datidens rigeste grave – med den nedgravede Østlandskedel stående i midten.
Selve kedlen bliver frigravet, pakket ind i en kasse og i hel tilstand bragt i sikkerhed. Det er planen at få den CT-scannet på Sydvestjysk Sygehus. Forhåbentlig kan vi så få afsløret, hvad kedlen indeholder, men der gættes på en guldring, sporer og måske våben.
Fra markerne omkring fundstedet er der tidligere opsamlet perler og keramik, og i 1850 fandtes tæt derved en fornem ormehovedring af guld. Ormehovedringe var det vigtigste statussymbol for efterkommerne af vores stormand i kedlen, og tyder på, at også senere generationer af den fornemme slægt er blevet begravet på stedet.
I den kommende tid foretages der efterudgravninger på stedet med henblik på at skabe et overblik over gravens omgivelser og lokalitetens arkæologiske potentiale.
Artiklen er lånt fra Sydvestjyske Museers website, og den oprindelige artikel er skrevet af Anne-Sofie Lundtofte
(april 2015)