Menu
Forrige artikel

Tabte jysk provst sin seglstampe i Næsby?

Kategori: Arkiv
Visninger: 2423

Amatørarkæolog finder seglstampe fra middelalderen i landsbyen Næsby i Sydsjælland. Den kan have tilhørt den jyske provst, Johannes Rode.

Engang sidst i 1300-tallet opholdt en provst sig i den sjællandske landsby Næsby, som ligger mellem Næstved og Sorø. Under opholdet tabte han sin seglstampe - et stempel, provsten brugte til at signere dokumenter med. Efter mere end 600 år i den sjællandske muld har amatørarkæolog Andrew Smith fundet seglstampen med sin metaldetektor.

- Jeg så straks, at det var en seglstampe, jeg havde fundet, og bedømt ud fra formen kunne jeg se, at det havde tilhørt en gejstlig person, siger den glade finder Andrew Smith, som imidlertid ikke kunne identificere seglstampens ejermand.

Via Museum Sydøstdanmark kom seglstampen til Nationalmuseet, hvor den for nylig er blevet erklæret for danefæ, og Andrew Smith har modtaget en dusør for fundet.

Nationalmuseets ekspert i middelaldersegl, forsknings- og samlingschef Michael Andersen, har kigget nærmere på fundet. Han betegner det som en særdeles flot og velbevaret spidsoval seglstampe af bronze fra 1300-tallet.

Motivet og formen viser, at den har tilhørt en højtstående gejstlig. Motivet er delt i to: Øverst er der en siddende person, som kigger lige på beskueren, og nederst er der en person - en gejstlig - som knæler i bøn. Den latinske omskrift lyder: ”S' IOHIS : ROTHERI : PROITI.”, hvilket oversat til nudansk betyder ”Johannes Rode Provsts segl”.

- Det er meget sjældent, at vi kan forbinde et arkæologisk fund med en navngiven person, men i det her tilfælde har vi vi en idé om, hvem seglet har tilhørt, siger Michael Andersen og fortsætter:

-Vi har fundet en provst i Thy, som hed Johannes Rode, og som er omtalt i 1376 med sit personlige segl. Det er meget fristende at se en sammenhæng mellem ham og det segl, som er fundet i Næsby, og som måske kan være hans embedssegl, siger Michael Andersen.

Med seglet underskrev provsten vigtige dokumenter. Normalt ødelagde man seglet, når personen døde, men seglstampen fra Næsby er hel, og det tyder på, at Johannes Rode tabte den.
- En hel seglstampe kunne misbruges til at forfalske provstens signatur. Det svarer til, at man i dag får stjålet sin digitale signatur, siger Michael Andersen.

(2014)

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Pavesegl fundet i Rynkeby
Vikinger til turisterne
Danefæ-fund i Køge bugt