Frederik Ahlefeldt-Laurvig
Af Thomas Petersen
Denne bog er beretningen om en greve og officer, der udover jord og krig også havde kulturelle interesser. Oven i købet så store, at han endte med at blive en markant skikkelse i såvel den danske som den tyske teaterverden i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. I denne opdagelse og afdækning ligger denne lille bogs originalitet og styrke. Som blot 32-årig blev nævnte greve direktør for Hofteatret på Gottorp Slot, som han gjorde til et af de bedste teatre i Nordtyskland. Han var også en af hovedmændene bag oprettelsen af Odense Teater i 1796. På sit eget slot, Tranekær på Langeland, grundlagde han sit eget teater og musikkapel. Ikke blot for sin egen interesses skyld, men også for regionens beboere, der på den måde fik adgang til både danske og tyske teaterforestillinger samt til koncerter.
Den omtalte kultur-interesserede, men økonomisk ødsle, greve er Frederik Ahlefeldt-Laurvig (1760-1832). I bogen beskrives hans baggrund, hans relationer til Hamburger Nationaltheater, til Hofteatret på Gottorp Slot, Odense Teater og ikke mindst til hans eget teater og musikkapel på Tranekær Slot. Allerede fra sine ungdomsår var greven stærkt interesseret i teater og fik som så mange andre danske aristokrater tætte forbindelser til de nordtyske teatre. Teaterlivet i netop Nordtyskland var omkring 1800 inde i en rivende udvikling. Gennem sin militære karriere kom Ahlefeldt-Laurvig i tæt kontakt med den ligeledes teater-interesserede Carl af Hessen, der var statholder i hertugdømmerne.
Bogen er udkommet i forbindelse med en tilsvarende udstilling på Teatermuseet i Hofteatret, som forfatteren i øvrigt er knyttet til som museumsinspektør. Han nævner i forordet, at der både er grund til og grundlag for såvel bog som udstilling. Der er nemlig i arkiver, på museer og i privat eje bevaret et stort kildemateriale i form af unikke genstande, manuskripter, arkivalier, tegninger, malerier og litografier, der kaster lys over - ikke mindst grænselandets teaterhistorie. Et område, der hidtil i forskningen har været overset og overskygget af en langt mere intens interesse for hovedstadens teaterliv gennem tiderne. Det er en af forfatterens store fortjenester at fremdrage dette kildemateriale til grænselandets kulturhistorie. I øvrigt er det interessant, at Odense allerede i 1796 fik sit eget teater takket være netop den teatergale lensgreve på Langeland. Historikeren og ordenshistoriografen Louis Bobé (1867-1951), der bl.a. har skrevet Ahlefeldt-Laurvig-slægtens historie, er i bogen citeret for at skrive følgende karakteristik af Frederik A-L:
”Grev Ahlefeldt var en udpræget original Karakter, hvis Dyder og Lyder traadte lige stærkt frem. Hans Tilbøjelighed til at føre et fyrsteligt Hus med overdaadig Pragt og Luxus, som det kjendes fra de talrige smaa Hoffer --- , der alle levede over Evne, ødelagde hans Finanser. Hans Letsindighed stod i nøje Forbindelse med hans Hjærtensgodhed og Rundhaandethed, der udartede til Ødselhed”.
Blandt Ahlefeldt´erne havde der været både godssamlere og godsspredere. De havde i over 100 år været i kongens tjeneste som såvel storkansler som statholdere i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Blandt den senere teatergale Frederiks huslærere var Christian Fürchtegott Gellert (1715-69), der skrev teaterstykker, der bl.a. var blevet opført på Det Kongelige Teater. Senere blev den unge greve-søns teaterinteresser udbygget i Kiel, der ved siden af at være universitetsby også husede et blomstrende teater- og musikliv. Ved faderens død i 1791 blev Frederik arving til et af kongerigets største grevskaber med centrum på Tranekær Slot. Og fik dermed økonomisk mulighed for at realisere sine teaterdrømme. Men også kultur koster kassen. En konstellation, der tvinger forfatterens samlede vurdering til at munde ud i følgende lidt mistrøstige konklusion:
”Frederik Ahlefeldt-Laurvig havde ikke økonomisk sans. Kun ved at optage større lån formåede han at drive teater i hertugdømmerne og senere på Tranekær Slot og senere have et musikkapel. De forværrede økonomiske forhold efter Englandskrigene og statsbankerotten i 1813 betød, at han ikke i længden kunne fastholde det blomstrende teater- og musikliv på Tranekær Slot. Da han døde, havde han en stor gæld. Kun ved flid og dygtighed lykkedes det arvingen at bringe godset på fode igen”, (side 175).
Historiker og museumsinspektør Mikael Kristian Hansen (født 1978) har med den foreliggende smukke lille bog præsteret et veldokumenteret stykke forskningsarbejde. Han dokumenterer, hvordan der inden for den danske helstat fra slutningen af 1700-tallet fandtes et rigt og lokalt baseret kulturliv – også udenfor hovedstadens snævre volde. Oven i købet et kulturliv, der modsat det københavnske havde tæt forbindelse til Europas kulturcentre og den inspiration, der strømmede ud herfra.
