Det påklædte hjem
Af Kirsten Rykind-Eriksen, indretningsarkitekt og kulturforsker, mag.art.
Bogen er et væsentligt og imponerende bidrag til Danmarkshistorien ved at anskue den set ud fra tekstilernes brug i boligen. Det er rendyrket etnologi, hvor udgangspunktet er hverdagslivet, hvordan mennesker i forskellige sociale lag har boet, sat ind i et samfundsmæssigt perspektiv i relation til den almene økonomiske og sociale udvikling. Tekstilernes egen teknologiske udvikling medtages fra fremstilling ved håndkraft til ved maskinkraft. Kongehuset er dog ikke medtaget, det har sin egen sociale og kulturelle brug af tekstiler, der i 1600-1700 tallet dog ikke lå langt fra adelens, baroner og grevers, disse er med i bogen.
I forordet nævnes de to hovedtemaer: 1. Den generelle udviklingshistorie over godt 300 år og 2. de indbyrdes forskelle mellem mennesker fra forskellige sociale lag og kulturmiljøer.
Tiden, 1700 til 2000, er inddelt i perioder på 50 år i seks kapitler. Emnerne behandles nogenlunde i samme rækkefølge i hvert kapitel, dog med visse forskelle. Det gælder især den generelle udviklingshistorie, idet forfatteren fremdrager, hvad der var væsentligst for den enkelte periode. Om det f.eks. var handelens og købstædernes udvikling i 1700 årene, vækst i landbruget og den voksende demokratiske bevidsthed gennem 1800 årene eller forandringer hos adel- og godsejere ved overgangen fra adelsstyre til enevælde omkring 1700. Det havde givet et bedre overblik, hvis forfatteren mere stringent havde behandlet områderne i samme rækkefølge og lagt vægt på de samme drivkræfter, f.eks. produktion og økonomi, i hver tidsperiode. Hun kommer f.eks. til at bruge megen plads på landboreformerne i 1700-tallet, dyrkningsmetoder mv., der er alment kendt. Omdrejningspunktet i 1900-tallet bliver til gengæld en gennemgang af de forskellige stiludformninger som modernisme og funktionalisme, og om stilgivende personligheder som Poul Henningsen m.fl., arkitekter og kunsthåndværkere kommer i fokus.
De samfundsmæssige ændringer har ikke i hver tidsperiode nødvendigvis de samme indvirkninger på boligen i de forskellige sociale lag. Det er en tendens, at den sociale befolkningsgruppe, der dominerer udviklingen i en tidsperiode, f.eks. de driftige handelskøbmænd i slutningen af 1700-tallet eller bønderne foruden håndværks - handels- og industriborgerskabet i 1800-tallet viser deres økonomiske og kulturelle magt gennem boligens indretning og især dens forbrug af tekstiler. De nævnte grupper indretter sig ikke ens, netop fordi de har forskellige opfattelser af deres betydning i samfundet. Interessant at følge disse udviklings- og forandringstendenser.
For at få en begyndelse, tager forfatteren et tilbageblik i kapitel 1 ved at give et indtryk af 1600 tallets tekstiler, der absolut tilhørte overklassen. Illustrationerne gennem hele bogen bidrager i høj grad til fortællingen om boligens tekstiler. Således maleriet af den borgerlige hollandske rigt panelerede stue på s. 15 med dens fornemme gobelinvævede sengeomhæng, kaminkappe, bordtæppe, bænkehynder og sengeudstyret – tekstiler som genfindes i danske hjem, og hvis forandringer vi følger gennem de seks kapitler.
En forudsætning for at anvende tekstiler i større omfang i de mere almene hjem er udviklingen af teknologien og handelsmuligheder. Forfatteren følger tekstilernes fremstilling fra at være en form for husflid til de fabriksfremstillede og beretter om, hvordan udenlandske eftertragtede tekstiler nåede Danmark. Den første industrielle udvikling, som skete i England, var på tekstilernes område med opfindelse af spindemaskine og maskinvæve. Fra begyndelsen af 1800-tallet kom der efterhånden stoffer på markedet, som før hen var utilgængelige for almindelig mennesker pga den langsommelige fremstillingsproces og den dermed høje købspris. Hjemmet blev bla. derfor fra midten af 1800 og århundredet ud hos middelklassen og i samfundets højere sociale lag som en foret tekstil box, skriver forfatteren.
Efter introduktion af samfundet i den givne periode kommer afsnit om moden, boligen og dens indretning i de forskellige sociale lag – om kontinuitet og forandringer i brug af tekstiler. Om materialer, vævninger, mønstre, farver og anvendelsesformer. Fra eliten både i byen og på landet, embedsmænd og købmand, herregårde og præstegårde, til middelstanden som håndværksborgerskab og bønder til arbejdsfolk og husmænd, hvor de sidste højst havde tekstiler i form af lidt sengetøj.
Senge, sengeomhæng, sengetøj og sengelinned gennemgås i hvert tidsafsnit. Hvilke typer senge man havde, hvor de stod, og hvem der sov i dem. Hvordan sengene var bygget op med halm, tang og krølhår til underdyne, overdyne og puder. I 1800-tallet opfindes springmadrassen, og den samtidige udbredelse af jernsenge forbedrede hygiejnen betydeligt. Vore dages boxmadrasser er ”krøbet” ud af sengerammen og står helt frit enten på en bøjle eller fire ben. En fantastisk udvikling fra, at sengestedet var pakket ind i og med en masse dyre tekstiler til nutidens nøgenhed, hvor højst et broget sengetæppe bryder det minimalistiske indtryk.
Vægbeklædninger hører med til det tekstile område. Fra 15-1600 tallets statusgivende og fornemme flamske vævede tapeter med store figurscenerier, personer og begivenheder fra oldtiden eller bibelen over malede lærredstapeter til papirstapeternes fremkomst i slutningen 1700-tallet. Fra 1960erne kom der atter lærreder på væggene, nu i form af hessianstapeter, der enten stod i natur eller fik maling i en eller anden farve og til vore dages totalt hvidmalede vægge. Disse afgiver ingen varme- eller hyggefornemmelser.
Gulvtæppers og gardiners udvikling følges ligeledes i hver tidsperiode. Fra, at de næsten ikke fandtes til overdådigheden i slutningen af 1800-tallet, hvor også portiererne berigede hjemmets tekstile indtryk. Oplysninger om danske gulvtæppefabrikker fra omkring 1900, genoptagelsen af dansk håndvævning i første halvdel af 1900-tallet, navne og produktionssteder er med. Broderier som stolesæder, bænkehynder, pyntehåndklæder i bondestuen, lyseduge, duge, servietter, sofapuder og broderede malerier er med til at ”påklæde” hjemmet. Syteknikker og mønstervandringer er ikke forfatterens ærinde, men hun reflekterer dog over den tidligere opfattelse at se bøndernes broderier 1750-1870 som ”gesunkenes kulturgut” – passer det nu? Eller hvordan spredtes mønstrene?
Forfatteren behandler desværre ikke de nævnte emner i samme rækkefølge for hver tidsperiode. Nogle af dem kommer imellem hinanden, og vægbeklædninger udgår helt 1850-1900! Andre gange kommer broderierne ind under møbelbetræk og småtekstiler. Husflid og udbredelse af husflidsforeninger nævnes.
Forfatteren har gjort et stort arbejde for at samle de mange oplysninger. De fire tidsafsnit fra 1700 til 1900 er sammenskrevet fra især ældre kilder, artikler og bøger. De repræsenterer ikke nogen selvstændig forskning bortset fra brug af skifter fra forfatterens egne undersøgelser omkring Præstø. Derved bliver fremstillingen noget broget sammensat og afhængig af det trykte materiale. Sjælland får mere opmærksomhed end Jylland. Købstæder mere end landdistrikter. Der kommer en del gentagelser og flere gange oplyser forfatteren ikke om, hvor hun har tekster og opfattelser fra. Det bliver til generelle etnologiske antagelser, men f.eks. på s. 44 er kilden den svenske etnolog Börje Hansson, men han nævnes ikke. Hvor det er muligt sammenholder forfatteren oplysninger fra artiklerne med samtidens beskrivelser af tekstilforbruget, f.eks. med Luksusforordningen 1736, ”Moderne i Kiøbenhavn for begge Kiøn og Værelsers Møblering efter Moden, 1777”, ”Den erfarne Raadgiverinde for Huslige Fruentimmer”, 1790’erne. Emma Gads værk ”Vort Hjem”, 1903 m.fl.
Ud over at se på samfundsforandringer bruger forfatteren ofte blot moden som årsag. Det er for let at gøre dette. En grundigere analyse ville være velkommen, herunder at inddrage symbolikkens og kommunikationens betydning i boligindretningen. Tidligere opfattelser af stile bruges ukritisk, f.eks. beskrives klunketiden som ”På denne tid var det helt legitimt at kopiere, efterligne, forfalske og i øvrigt boltre sig i alskens hokus-pokus, blot udtryk og virkning bidrog til rummets særlige stemning og karakter”. De sidste 20 års forskning på dette område, hvor historicismen bliver mere positivt behandlet og set på med helt andre øjne, hverken diskuteres eller medtages.
Forfatterens gennemgang af de to tidsperioder i 1900-tallet og de sidste 16 år, 2000-2016, hviler på egne undersøgelser, iagttagelser og analyser. Under samfundsudviklingen får vi en gennemgang af boligbyggeriet og parcelhusene – et andet fokuspunkt end de foregående samfundsmæssige relationer. Afsnittene er interessante, og det gøres på fornem vis, da det altid er svært at få den tid, man selv har levet i på afstand til at skrive om den. Det er en tid med stilpluralisme og for hvert 10-år en ny stil, der afspejler en voksende individualisme. Boligen er blevet et livsstilsprojekt, der bekræfter beboerens identitet.
I kapitel 8 gøres status over nutiden, og der gives en kort oversigt for hvert århundrede, hvor forfatteren nævner, at man i dag er optaget af, om tekstiler fremstilles miljørigtigt. Den sidste illustration er Dronningens broderede nyfortolkning af en af Christian 4.s vævede duge fra Rosenborg som eksempel på, hvordan historien bearbejdes og anvendes. Værket slutter med ordliste til forklaring af stofbetegnelser, skematisk tegning af en skaftevæv og af bindinger. Kilderne er trykte fagtidsskrifter, boligmagasiner, kataloger og ugeblade, men det meget udbredte Nordisk Mønster-Tidende 1874-1953 er mærkværdigvis ikke brugt. Desuden en litteraturliste og billedfortegnelse.
Trods de nævnte kritikpunkter dækker bogen et uundværligt område, der for første gang har fået en samlet oversigt med talrige oplysninger om navne på aktører inden for den tekstile boligverden gennem 300 år.
historie-online.dk, den 1. august 2017
