Djævlens dagbog

Af Preben Etwil

Djævelsk tanke og handling

Denne bog kommer på fremragende vis ind under huden på den nationalsocialistiske ideologi og alle dets forbryderiske handlinger.

Bogen er ikke skrevet af faghistorikere, men af en FBI agent og en Pulitzer-prisbelønnet journalist.

Det har både sine styrker og sine svagheder.

Svagheden er den relativ lette kildekritiske omgang med stoffet, mens styrken helt klart ligger i de levendegjorte fortællinger. Relativ kedelige dagbogsnotater fra Alfred Rosenberg egen hånd bliver sprogligt og fortællerteknisk rullet ud til en nærmest spændende kriminalroman.

Det voldsomme stof ufortalt.

Bogens opnår det mål, den har sat sig – at fortælle eftertiden om nazistyrets voldshistorie og forbrydelser mod menneskeheden.

Bogen kunne nok have været disponeret strammere. Det er tydeligt at se, at journalister elsker at rulle historier ud, hvor hovedlinjen bliver fulgt op af en række mere eller mindre relevante personrelaterede sidehistorier. Det gør den på visse stræk lidt omstændelig. For eksempel skrives der omkring halvtreds sider om, hvordan den hemmelige dagbog forsvandt i Tyskland, og hvordan den blev genfundet i USA næsten 70 år efter krigens afslutning. Det må kunne gøres mindre omfangsrigt – uden at miste historiens essens.

Et andet journalistisk kneb, der bliver brugt, er, at man i bogen har valgt at lave et historisk parallelløb mellem den person, der stjal dagbogen, og den der skrev dagbogen. På visse områder relevant, men på lange træk for udflydende.

Når det er sagt, så må det også erkendes, at Alfred Rosenbergs dagbog skaffer nyt stof til krigshistorien. De to forfattere skal have stor ros for, at dagbogsoptegnelserne bliver sat ind i en række væsentlige og samtidige økonomiske og politiske forhold i nazitidens Tyskland.

Man må tage sig til hovedet, at det overhovedet kunne lade sig gøre. Men det kunne det, og derfor er det også vigtigt at lære af historien, så man kan undgå gentagelser. For der er tale om en af verdenshistoriens største forbrydelser – skabt på demagogi, folkelig begejstring og  forbryderisk hysteri. Det var her, at Hitlers chefideolog kom til at spille en central rolle. Ikke i hans handlinger, men i det vanvittige ideologiske setup, som hele nationalsocialismen byggede på. Tyskland som herrefolk, og jøder som undermennesker, som man i første omgang ønskede fjernet – først fra Tyskland, siden Europa, og da det viste sig umuligt helt fra jordens overflade. Det hele blev også kogt sammen til, at jøderne så at sige styrede hele verden. I den nazistiske ideologi var både demokratiske og kommunistiske lande ét fedt - infiltreret af jødiske undermennesker. Dette sammenholdt med, at Nazityskland vedvarende krævede lebensraum for at kunne opretholde deres stærkt ekspanderende oprustningsøkonomi i gang, var alle ingredienser til en ny verdenskrig til stede.

Målet var i realiteten udvidelser i Øst, men Tyskland forregnede sig med delingen af Polen med Sovjet, og endte i en krig mod Vesten. Først halvandet år senere startede den store krig mod Øst, som medførte ufattelige menneskelig tab af jøder og de slaviske folkeslag. Hovedparten af udrensningen af alle de jøder, der blev likvideret under krigen, foregik faktisk i de østeuropæiske lande samt de besatte områder af Sovjetunionen.

Det er i dette lys Alfred Rosenbergs hemmelige håndskrevne dagbog skal ses. Det er tidssvarende ikke redigerede daglige noter fra en mand, der bevægede sig dagligt og hjemmevant i nazipartiets top. En uvurderlig kilde til at få et direkte indblik i, hvordan ledelsen handlede og tænkte i konkrete situationer. Dagbogen omfattede perioden 1934, et år efter Hitlers magtovertagelse, og stoppede et par måneder før Nazitysklands totale sammenbrud. Af de mest betydningsfulde mænd i Det Tredje Riges øverste lag var det ud over Rosenberg kun propagandaminister Joseph Goebbels og Hans Frank, den brutale generalguvernør i det besatte Polen, der efterlod sig den slags dagbøger. Derfor er genfremkomsten af Rosenbergs dagbog en uundværlig kilde til yderligere forskning i tankegangen bag krigsforbrydelser af enhver slags.

Bogen bekræfter hele den sindssyge tankegang der lå bag nazitysklands udryddelse af jøderne og de store civile folkeslag i Østeuropa og de besatte dele af Sovjet. Endnu engang bliver det bekræftet, at det var her, de store folkedrab i realiteten fandt sted – og ikke i Vesteuropa om end de også her led betydeligt under nazi-terroren.

Rosenberg leverede til Hitler det ideologiske grundstof til udryddelsen af jøderne i gennem sin bog ”Mythus des 20. Jahrhunderts”. Bogen var efter sigende ganske ulæselig som en sammenhængende teori, men figurerede alligevel i Nazityskland ved siden af Hitlers ”Mein Kampf”.

Selv påstod Rosenberg efter krigen, at han aldrig havde ment, at jøderne skulle likvideres, men kun fjernes til et fjernt sted. Han påstod også, at han ikke vidste hvilken skæbne, der i virkeligheden overgik jøderne og store dele af det slaviske folk.

Større ynkelighed skal man nok lede længe efter, når man samtidig ved, at han få dage før Tysklands overfald af Sovjet i 1941 af Hitler himself var blevet udpeget til at lede den civile administration af de tidligere sovjetiske områder med titel af minister for de besatte østområder.   

Ved afslutningen af Nürnbergprocessen benægtede Rosenberg: ”ethvert ansvar for nazisternes massakrer: ”Jeg ved, at min samvittighed er fuldstændig fri for enhver sådan skyld og for enhver meddelagtighed i folkemord”. Han havde ønsket at sætte de østlige befolkninger op imod Moskva. Han havde ønsket, at jøderne skulle genbosættes i et land, der var deres eget. ”Tanken om fysisk udslettelse af slaviske befolkninger og jøder – det vil sige faktiske mord på hele folkeslag – har aldrig været i mine tanker, og jeg har helt afgjort ikke på nogen måde /været/ fortaler for det”. Hans arbejde i den nazistiske ideologis tjeneste var ikke en sammensværgelse og ikke en forbrydelse” (p. 444).

Ovenstående ønskede Rosenberg blev anerkendt som sandheden. Det var de fire dommere ikke enig med ham i, og de dømte ham til døden for forbrydelser mod menneskeheden.

Dødsdommen blev d. 16. oktober 1946 eksekveret ved hængning.

Bogen skal absolut anbefales alle, der først og fremmest interesserer sig for Anden Verdenskrig, men i lige så høj grad for folk, der vil følge en proces fra ideologisk tanke til forbryderisk handling.

Det er ikke noget, der alene er overgået Nationalsocialisterne.

historie-online.dk, den 8. august