Hofteatret i tiden 1767-2017

Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk

Overrækkelsen af prisen for Årets Historiske Bog var i 2006 henlagt til Teatermuseet i Hofteatret. Salen var pænt fyldt op med interesserede, der havde forceret den lange trappe, som er det første man ser, når man går ind til museet/teatret fra Christiansborgs Ridebane. Men selve seancen måtte udsættes lidt, for kulturministeren skulle gerne nå frem. Det var Brian Mikkelsen, der var kulturminister på det tidspunkt, og han var til et arrangement på Christiansborg, hvor dronningen var til stede. Og man forlader ikke et arrangement, så længe dronningen er til stede. Så vi ventede, men til sidst dukkede ministeren da op, vistnok ført gennem næsten glemte og hemmelige gange fra det store slot over til sidefløjen, der rummer Hofteatret ovenpå de kongelige stalde.

Hofteatret hænger nemlig uløseligt sammen med kongemagten, og den vej, ministeren blev ført, var vel den eneste mulighed for at komme til det nye teater, da det blev etableret i 1767 – for 250 år siden. Det var den enevældige Christian 7., der ønskede en legeplads, hvor adelen og det bedre borgerskab kunne fornøje sig med teater og musik, men bestemt også maskeballer, som ikke bare var det rene sjov, hvilket Struensee måtte sande i 1772. Han blev netop pågrebet efter et maskebal i Hofteatret.

Hofteatret blev senere til teatermuseum, men inden da havde det overlevet Christiansborgs brand både i 1794 og 1884; renoveret i 1842, hvor det blev et offentligt operahus, hvortil man kunne købe billet; det havde været et fristed for Frederik 7. og Grevinde Danner i 1850’erne osv. Der er mange historier knyttet til Hofteatret, som fortælles i denne udgivelse – også den om den svenske ballonskipper, Victor Granberg, der gik i luften fra Ridebanen, men hvor tove fra ballonen blev fanget af noget på Hofteatrets tag. Granberg hoppede ned på taget for at gøre ballonen fri, men den sejlede fra ham, og han sad tilbage på taget. Da var det råbet lød: ”Det går inte, Granberg”. Et udtryk, der stadig høres fra tid til andet.

I 1881 blev Hofteatret lukket, og efter en tid som pulterkammer åbnede Teatermuseet i Hofteatret så i 1922, og der har det været siden – og udgør et af de mest charmerende museer i vor hovedstad – ikke blot på grund af de mange originale teatertegninger, plakater, kostumer og meget mere – men ikke mindst fordi rummet i sig selv er den vigtigste museumsgenstand, hvor der stadig arrangeres forestillinger af forskellig art.

Alt dette og meget mere fortælles i denne fine jubilæumsudgivelse for den paradoksale institution. For som direktør for museet, Peter Christensen Teilmann skriver: ”Det er en mærkværdig situation. Teatret er den måske flygtigste af alle kunstarter: ikke to opførelser af samme forestilling er helt ens. Museet er den måske mest kulturbevarende af alle kulturinstitutioner. Teatret er her-og-nu, museet er historisk distance.” Med stor overbevisning og succes søger Teatermuseet i Hofteatret at spænde over dette paradoks, ja, bruge det til sin fordel i en række spændende udstillinger og teaterforestillinger.

Bogen er en fin gennemgang af historien og alt det, der er sket i Hofteatret – og det, der sker der nu – og ikke mindst bogens illustrationer er værd at dvæle ved. Både de historiske fotos, tegninger osv., og de nyoptagne, der bringer os rundt i teatermuseet i dag. Og lysten til endnu et besøg i det fascinerende museum/teater dukker op. Til lykke med jubilæet.

Historie-online.dk, den 19. september 2017