Skyggemand
Af Mogens Rüdiger, professor mso, dr.phil.
DDR var et fængsel. Sådan karakteriserer en af hovedpersonerne i journalist Jesper Clemmensens bog Skyggemand det kommunistiske Østtyskland. Det var mere end det, men for personer, der ikke brød sig om systemet og helst ville forlade det så hurtigt som muligt, var det et fængsel, fordi systemet lagde så voldsomme begrænsninger på deres liv og bevægelsesfrihed. Det gjaldt også for resten af østtyskerne – på nær partitoppen – men enten accepterede de tavst systemet eller støttede det, hvilket det vidtforgrenede net af Stasi-meddelere vidner om.
Bogen handler om flugthjælpere i Berlin, der hjalp DDR-borgere med at flygte fra Øst til Vest. Det var både en risikabel og kompliceret sag at hjælpe østtyskere med at passere grænsen til den frie verden. Med Stasi i hælene gjaldt det om at være på forkant, hvis flugtforsøgene skulle forløbe med en vis sandsynlighed for succes. Ikke alle lykkedes, men bundlinjen var positiv indtil midt i 1960’erne, hvor de vesttyske myndigheder trak deres støtte til denne virksomhed, der var til stor irritation for den østtyske stat.
Jesper Clemmensen har tidligere udgivet en bog om flugtforsøg fra øst til vest. Under et foredrag herom blev han kontaktet af Dietrich Rohrbeck, der var flugthjælper fra 1962-1965. Rohbecks indsats og fortælling udgør hovedparten af bogen, og det er der kommet en god og læseværdig historie ud af.
Ved krigens slutning endte Dietrich Rohrbeck, hans mor og søskende i Harzen, kun få hundrede meter fra grænsen til den amerikanske sektor. Hans bror, Helmuth, deltog i Berlin-opstanden i 1953, og styrets efterfølgende behandling af ham var en af grundene til at Dietrich også vendte sig mod styret, flygtede til Vestberlin i 1955, for til sidst aktivt at undergrave regimet.
Rohrbeck smuglede folk ud af det østtyske fængsel enten ved at gemme dem i et hemmeligt rum i sin gamle Mercedes eller Simca (der ikke er produceret af Ford som hævdet på side 254) eller ved at forsyne personerne med falske dokumenter, så de kunne komme ind i Vestberlin ved en af grænseovergangene. Begge dele var kompliceret, mange ting skulle passe sammen og krævede hjælp fra andre, de såkaldte løbere. Andre gravede tunneller under Muren, der blev opført i 1961. Clemmensen følger den tidligere cykelrytter Harry Seidel, der specialiserede sig i at grave tunneller, og fik Dietrichs søster, Gesine, over på den anden side af muren. Hun fortrød og begik selvmord.
Bogen har en også en dansk vinkel. Dietrich bliver gift dansk, og slår sig ned i Toreby på Lolland. En af bogens skurke er også dansk, nemlig journalist Flemming Sørensen fra Jyllands Posten, der flittigt fungerede som muldvarp og stikker.
Mange østtyskere valgte at flygte. Så mange at det var et problem for styret. Det reducerede arbejdsstyrken, og – og det var nok værre – det udstillede regimet som et totalitært styre, der ikke var værd at leve under. Denne situation var en central begrundelse for Muren. Walter Ulbricht ønskede den bygget siden begyndelsen af 1950’erne, men først i 1961 fik han grønt lys fra Sovjet. Muren levede op til forventningerne, idet den gjorde flugtforsøg langt vanskeligere og nedbragte antallet betydeligt.
Det er en spændende og bevægende bog, i det store og hele velskrevet og i flere passager en page turner, men bestemt ikke uproblematisk. Clemmensen har bygget bogen op a la en moderne krimi. Han elsker suspense-teknikken og nogle gange bliver den skamredet. Især når en historie mangler lidt i spænding. Et eksempel: Den første person, Rohrbeck gemmer i sin Mercedes, er en kvinde, der glemmer sin håndtaske mellem sæderne. Det understreger Clemmensen to gange. Problemet er bare, at de østtyske grænsevagter ikke bemærker det, så det bliver en noget slatten omgang suspense. Clemmensen forfalder i bogens begyndelse også til et Ekstrablad-sprog med vægt på hovedsætninger og ofte splittet op med punktummer (to eksempler fra første side: ”Utallige østtyskere følte sig spærret inde. Afskåret fra familie…” og ”Flugthjælpere blev de kaldt. Med fare for egen frihed og liv…” – det er ikke en journalist værdigt: hvorfor skal læserens intelligens absolut undervurderes?). Virkelighedens svar på John le Carré er det langt fra.
Jaja, det er i småtingsafdelingen. En mere klassisk historiefaglig kommentar vil være, hvordan det ser ud med kildegrundlaget. Kernen udgøres af en del materiale fra Dietrich Rohrbecks hånd, især en dagbog. Clemmensen har gjort meget for at verificere Rohrbecks materiale, blandt andet ved at dykke ned i Stasi-arkiverne, ved at bruge kilder fra andre flugthjælpere samt interviewe nogle af flygtningene (nogle ønskede ikke at deltage, andre er døde). Seriøs research! Men efter min mening ville det have givet en bedre – mere troværdig – bog, hvis Clemmensen havde skruet ned for antydningens kunst og gjort mere ud af at fortælle, hvornår historien bygger på, hvad en 78-årig husker eller digter.
Det svære i bogen er diskussionen af, hvorfor en person blev flugthjælper. Var det for pengenes skyld eller var ideologiske eller idealistiske grunde? Diskussionen ligner den, der er blevet ført omkring danske jøders flugt til Sverige i 1943 og til en vis grad også debatten om dem, der aktuelt hjælper flygtninge til Europa. Den første omtaler Clemmensen ikke, selv om den ligner hans egen historie betydelig mere end den aktuelle. Rohrbeck lægger ikke skjul på, at han og familien havde brug for pengene, men at han grundlæggende gjorde det af afsky for regimet – hvilket virker overbevisende. Andre endte med stor gæld, som de kunne bruge år på at høvle af. Atter andre ville tjene penge på hjælpen. Det havde klædt og løftet bogen, hvis Clemmensen havde taget denne vanskelige debat i et samlet kapitel. Det har han så ikke.
For at få en bedre forståelse af flugthjælperne ville det have været gavnligt, hvis Clemmensen havde givet mere kontekst ved at inddrage litteraturen om andre bestræbelser på at hjælpe utilfredse og oppositionelle i østblokken. Fravalget af disse punkter antyder forskellen mellem gode historier og god historie. Det er fint at lade gode historier bære en bog, men for at det bliver god historie skal der mere til - selv om man bestemt ikke skal kimse ad gode historier.
Historie-online.dk, den 19. september 2017
