Signal: Et nazistisk propagandablad i Danmark 1940-1945

Af Kresten Søe

Forbilledet var LIFE
For de fleste interesserede i 2. Verdenskrig vil det tyske propagandablad Signal være velkendt. Knap så velkendt er det nok, at det i oversættelse og med lokale artikler også udkom med pæn succes i en række besatte lande. I Danmark oven i købet som et af de første - allerede en måned efter 9. april 1940.
I starten var det danske oplag på 20.000. Men som samarbejdspolitikken og den tyske succes ved fronterne skred frem, nåede man i slutningen af året 1940 op på et oplag på 42.000. Et oplag som gradvist igen stagnerede til 20.000 i 1945. Forbilledet var det amerikanske LIFE, og indholdet var tidsaktuelt stof, dramatiske krigsreportager, politiske artikler fra europæiske lande og populærvidenskab/ teknik. Hertil kom et vist mål af stof om mode og shopping til feminint publikum. Signal var med sit fine tryk og layoutet med de mange billeder en succes primært i Tyskland. Men også i det øvrige Europa var udbredelsen stor. Bladet har ikke tidligere været gjort til genstand for en dansk analyse i bogform.

Indbydende atmosfæremættet layout
Bogen giver et fint repræsentativt indblik i Signals billedprægede layout og blikfanget i dets visualisering af sine artikler.  På samme måde bringes et fint samspil mellem eksempler og analyser.
Emnemæssigt er værket opdelt med først en gennemgang af Signals historie, baggrund, oprindelse og udbredelse.  Herefter kommer lidt om analysekriterierne, bogens præmis og generelle betragtninger om Signals indhold med fx dets annoncer og tendenserne i billedsiden.  Endelig følger en række temakapitler, hvor man går ind på en nærmere analyse af bladets indhold opdelt i disse temaer:

Krigsreportager, som udgjorde ca. 25 % af stoffet
Kunst, kultur, rejser, eksotiske folkeslag  m.m. som udgjorde ca. 20 %.
Neuropa og Tysklandsbilledet
Fremmedarbejderne
Hitler og hans mænd
Danmark og kvindesyn og kvindestof.

I hvert kapitel analyseres en mængde eksempler fra udvalgte repræsentative artikler fra Signal. Hver med masser af billedeksempler i form af indbydende gengivelser fra bladets sider gennem krigsårene.
Til sidst er der afslutning med konklusioner.

Ikke et produkt af Goebbels propagandaministerium
Signals fødsel var ikke grundet i Goebbels propagandaministerium. I stedet var kræfterne bag reklamefolk, efterretningsspecialister og propaganda psykologer med rod i Værnemagten. Vinklen var præget af Tysklands krig og markedsføring af nazismens verdenssyn.  Men Signal rummede mindst lige så meget kultur-, kunst- og rejsestof. Bladet lagde sig dermed for en del op af tidens øvrige periodiske udgivelser. Den nazistiske grundholdning skinnede igennem med bl.a. angreb på England, USA og kommunismen. Men, som bogen gentaget pointerer i sine analyser, var den ideologiske vinkel afdæmpet, propaganda islættet diskret og tonen med intention forsigtig. Artiklerne blev i udstrakt grad sukret ind i spænding og heltedyrkelse. Men grundsynet var klart under overfladen – legitimering af en vision om et nyt Europa, Neuropa under tysk ledelse. En markedsføring rettet mod læsere i både tyskallierede, neutrale og besatte lande. Antisemitismen var også kraftigt nedtonet, da det ikke ansås som nogen force mht. danske læsere.

Præmisser, kriterier og analysegrundlag
Forfatteren kommer her nærmest med forordets programerklæring, hvor analyseformålet fremgår af disse sætninger. ”Det var nazismens pæne facade, bladet viste frem. Det er derfor væsentligt at afdække de virkemidler, der blev taget i brug for at gøre nazismen mere spiselig for i dette tilfælde Danmarks besatte befolkning. At forstå og gennemskue den gennemgående nazistiske tendens i Signals billedvalg, artikler og annoncer er væsentlig for at få viden om en afsporet, intolerant og menneskefjendsk ideologi”.
Her kunne man så stille sig følgende spørgsmål: Er et sådant analysepræmis tilstrækkeligt klart til at sikre at bedømmelsen sker på samtidsgrundlaget og ikke som efterrationalisering i bakspejlet med nutidens klare overblik? Og er det ikke at løbe en åben ladeport ind blot at indskrænke sig til at fastlægge et slutmål i at afsløre nazismen som en afsporet, intolerant og menneskefjendsk ideologi? Og hvor interessant og nyskabende er denne givne præmis egentlig? Låser den det ikke mere end at åbne for en tilbundsgående analyse, når man i realiteten sådan på forhånd fastlægger, hvad resultatet skal munde ud i?
I de fleste af kapitlerne fremdrager forfatteren gode gennemgående linjer i Signals billed- og tekstside. Men for en dels vedkommende sker det mere på nutidsbaggrund end samtidens præmisser. Det svækker gennemslagskraften. Fx kan enhver i dag se, at synet på afrikanerne blandt de franske krigsfanger er racistisk. Men hvor meget adskilte Signal sig i sin fremstilling i realiteten her fra samtidens øvrige populærartikler, når man betragter med nutidsøjne? Det samme kan gælde kvinderollen. Hvor meget adskilte Signal sig reelt her i sin billedside og vinkel?  Der ankes fx på s.148 på, at Signal kun viser pæne veltrimmede soldater og ikke skeløjede med underbid. Er dette et specielt nazistisk fænomen? Sås soldater af et sådant udseende ofte afbildet i den allierede presse, eller ser man dem i tryksager i dag? Mon?
Spørgsmålene synes relevante, men disse temaer bliver sjældent inddraget i analyserne.  

Logiske brist, faktuelle fejl og urealistiske krav om kritisk journalistik
Bogen igennem er der desværre ofte en uheldig tendens til at efterrationalisere og inddrage eftertids- frem for samtidspræmisser i konklusioner og analyser.  Derudover skinner også nogle faktuelle fejl og logiske brist i øjnene – primært dog i ifm. krigsreportagerne.
Således anføreres gentaget i forfatterens vurderinger, at artiklerne burde have inddraget viden og oplysninger, som faktuelt umuligt kunne være tilgængelig for samtidsskribenterne. På samme måde stilles en del gange overdrevne og urealistiske krav til kritisk journalistik i forhold til Signals præmis og samtidsrammen.
Fx ankes det på s. 60, at man i en artikel fra 1941 ikke inddrager de samlede græske civile ofre for den tyske besættelse. Tab som jo i sagens natur først kunne opgøres 4-5 år efter.  Noget lignende gør sig gældende med hollandske tal på ofre for sult s. 170.  Ligeledes stilles også krav om, at man inddrager tyske massakrer på krigsfanger i Normandiet s.135. Oplysninger, som næppe kunne forudsættes forfatterne bekendt og langt mindre kunne forventes trykt på tilblivelsestidspunktet. Også en konklusion på s. 215 mht. inddragelse af holocaust som almenviden hos den tyske civilbefolkning midt i krigen synes vidtgående og tvivlsom.  Af yderligere fejl kan fx nævnes billedkommentarer på s. 160, som angiver fotos af rumænske og finske frivillige. En klar fejl, idet illustrationerne tydeligvis ikke viser frivillige men regulære nationalt uniformerede hærenheder fra Finland og Rumænien, der var direkte krigsførende på østfronten som tysk allierede. Også opgivelse af tyske tab på 900.000 mand i foråret 1942 s. 76 er fejlagtig. Mht. de specielle danske forhold virker forfatterens betegnelse af de danske tysklandsarbejdere som frivillige på s. 240 noget håndfast.   Især efter den polemik, der har været om emnet og den oprejsning, tysklandsarbejderne har fået. Generelt blev 100.000 tvunget af sted efter regeringens aftale med Tyskland.  Et nej betød fratagelse af understøttelse og ydelser og dermed forsørgelsen af sig selv og den evt. familie.
Alt i alt fejl og tvivlsomme slutninger, der skæmmer det generelle indtryk af et ellers godt og visuelt spændende formidlet stykke populærhistorie.

Konklusion
Trods de angivne fejl og det ind imellem tvivlsomme analysegrundlag, så er der tale om en både spændende og læseværdig bog. Et værk som kan give et fint indblik i et spændende islæt i 2. verdenskrig, og er en tankevækkende øjenåbner mht. den nazistiske propagandas mere sofistikerede virkemidler. Værket har primært sin force i billedanalysen, disponering af indholdet og det indbydende layout.  Selv om en boganmeldelse grundlæggende skal være på det foreliggende værks præmisser, så er det svær at se bort fra, at en tværgående inddragelse af samtidens mere generelle holdninger, indhold og virkemidler i fx LIFE og andre tilsvarende danske og allierede udgivelser med fordel kunne være inddraget som en del af sammenligningsgrundlaget. Herunder især tilsvarende behandling af krigsreportager i den allierede propaganda. Især det sidste ville i høj grad have givet bogen ekstra dimensioner. Men som værket står, vil det være et glimrende redskab til udbygning af billedanalysen og historieundervisningen på fx gymnasierne.

Se forfatterens kommentar til anmeldelsen

Historie-online.dk, den 4. oktober 2017