Udenrigsminister i krig og fred
Af Thomas Petersen, univ.lektor emer.
Det er en offentlig hemmelighed, at Per Stig Møller ikke altid var enig med sin statsminister om alt i Danmarks udenrigspolitik i nullerne. Selv om udenrigsministeren ikke siger det eksplicit og direkte, så pibler uenighederne alligevel frem mellem linjerne i det foreliggende andet bind af erindringerne. Hvor første bind under titlen Dage og kampe udkom i 2016. Det var blevet afsluttet med de samme ord, Møller havde brugt som konklusion på kapitlet om fundamentalismen i bogen Den naturlige orden fra 1996. I konklusionen havde Møller advaret mod, at de enkelte lande rangordnede sig efter, hvem der rangerede højst, blandt andet med disse ord:
”Sejrer de forskellige kulturers forestillinger om deres egen naturlige tilstands overlegenhed, vil fremtiden blive præget af den uforsonlige kamp mellem kulturerne, der holdt en pause, mens den europæiske rationalisme beherskede verden”, (side 9).
Det var den samme kamp mellem kulturerne, Per Stig Møller mener, han kom til at beskæftige sig med som Danmarks udenrigsminister fra november 2001 til februar 2010. Det var i Anders Fogh Rasmussens første regering. Nærværende bog dækker med andre ord udenrigsminister-tiden samt tiden som kultur- og kirkeminister indtil september 2011, hvor Helle Thorning-Schmidt tog over.
”Jeg har i flere år overvejet, om den [Møllers førstehåndsberetning, TP] skulle leveres, men eftersom man længe rumlede med en kommission om de to krige, fandt jeg, at alt det, jeg alligevel skulle fortælle kommissionen, kunne jeg lige så godt selv fortælle den danske offentlighed i stedet for blot at mig ”plukcitere” i aviserne”, slår den tidligere udenrigsminister fast i forordet.
I hvert fald resigneret, men også en smule træt, konstaterer forfatteren endvidere i forordet, at bogen nok vil blive kritiseret for at være for omstændelig. Og han tilføjer, at den nok også ville blive kritiseret, såfremt han ikke havde taget alle mellemregninger med. Fra denne anmelder skal der imidlertid ikke lyde nogen kritik i den anledning. Selv om der unægtelig er kommet mange – også trættende – enkeltheder med. Selv forsvarer forfatteren detailrigdommen ganske prosaisk med, at så er hans udlægning af begivenhederne nedfældet på skrift, såfremt det skulle ende med udpegning af en undersøgelseskommission vedrørende Irak-krigen. Man kunne imidlertid også konkludere, at mellemregningerne jo blot viser, at det er en forskertype, der skriver. I øvrigt nok en af de bedst skolede, bedst skrivende og bredest orienterede udenrigsministre, Danmark har haft siden historikeren P. Munch i mellemkrigstidens socialdemokratisk-radikale regering.
Som søn af det konservative og socialt bevidste politikerpar Poul (1919-97) og Lis Møller (1918-83) havde han fået politiker-genet ind med modermælken. Men der viste sig også adskillige andre karriereveje for den begavede politikersøn. Og han afprøvede flere af dem undervejs til politikersporet. Selv om Per Stig Møller en overgang havde været formand for Konservative Gymnasiaster, skræmte politik ham i første omgang.
”Der er ingen venner i politik, kun mennesker, man midlertidigt har sammenfaldende interesser med”, har han desillusioneret udtalt. Universitet, bøger og medier. Det er en kort sammenfatning af det, Møller har beskæftiget sig med før politikervejen blev betrådt. Dertil disputats og et dansk lektorat ved Sorbonne. Professorat blev det imidlertid ikke til – dertil var universitetsvejen blevet for politisk ensporet.
Derimod chefposter i DR samt en stribe bøger med klare anti-totalitære og idehistoriske overtoner. En bred palet af kultur blev afprøvet, inden vejen som politiker blev indledt i 1984. Med efterfølgende fodnotepolitik i Folketinget, blodigt formands-opgør hos de konservative samt genoprettelse af tillidsforholdet til Venstre. Apropos det sidste, havde Ellemann og Møller forud for folketingsvalget i 1998 aftalt, at den første skulle være statsminister og sidstnævnte udenrigsminister. Men de tabte som bekendt valget, og Per Stig Møller måtte vente på posten til 2001 – men nu under en helt anden statsminister.
Ifølge Møller bør et lands udenrigspolitik hvile på noget, han kalder pragmatisk idealisme. Uden idealisme bruger man midler uden mål. Og uden pragmatisme har man ikke midler til at gennemføre sine idealer og dermed varetage sine langsigtede interesser. Man skal være realist og tage udgangspunkt i verden, som den er, og ikke i den verden, som man gerne vil have, den skal være. Fornuftige og forstandige ord.
I det hele taget vil forfatteren – ganske fortjenstfuldt i øvrigt – gerne folde sin argumentation ud, så den valgte udenrigspolitiske kurs forstås i en bredere ramme end den, de enkelte beslutninger giver mulighed for. I den henseende minder Per Stig Møller om de udenrigspolitiske – især amerikanske – aktører, hvis erindringer udformedes, så de umiddelbart næsten kunne bruges som tekstbøger i universitetsfaget international politik. Et eksempel og forbillede i den henseende kunne være Henry Kissinger, født 1923 og amerikansk sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister under præsident Richard Nixon i 1970erne.
Ganske underholdende bliver vor tidligere udenrigsminister, når han veloplagt øser af sine oplevelser mellem de udenrigspolitiske møder. Måltider, der hastigt indtages i flyet med plasticknive og paptallerkener. I stedet for på fin restaurant med rigtigt bestik og på hvide duge. Rødvinen, der kan give urolig nattesøvn. At man undgår salater og skaldyr udenfor Europa og USA. Holder sig fra isdesserten i Afrika. På grund af smittefaren i mælken. Belært af erfaringen fra Ghana, hvor ”ministersekretæren tog tre kugler og var så hundesyg næste dag, at jeg beordrede hende i seng. Sydchefen tog to og havde det småskidt. Jeg tog én og havde det rimeligt”, (side 25).
Selv om hotellerne som regel er nye og fine, kan de også byde på finurlige udfordringer. Som for eksempel i Myanmar, hvor fire elektrikere den halve nat baksede med lyskilderne på det nye fornemme hotel for til sidst at kravle rundt på hattehylden for i det mindske at finde slukkemekanismen. Møller har også på egen krop oplevet, hvordan tidsforskellene ophæves i en moderne verden med masser af kommunikationsmidler. Man bliver ringet op på de mærkeligste tidspunkter. Kinas udenrigsminister ringede i juli 2006, mens vor ditto stod i badebukser i Kandestederne i det nordjyske. Og USA´s Condoleezza Rice ringede, da Møller lige var kommet op fra vandet i Tinkerup. Alt det viser for ham kun, at Danmark på trods af sin lidenhed regnes for en spiller på det store bræt.
”Og på det store bræt valgte VK-regeringen at spille, såvel ved at tage fredsinitiativer med Roadmap to peace, Det Arabiske Initiativ, Naboskabsprogrammet og Ilulissat-aftalen som ved at gå med i militære konflikter i Afghanistan og Irak”, (side 29).
Per Stig Møllers tid som udenrigsminister blev et begivenhedsrigt tidsspand i Danmarks historie. Med deltagelse i to krige i Afghanistan og Irak, med Muhammed-krise, EU-formandsskab, Nato-udvidelse, fredsforhandlinger i Mellemøsten, Dalai Lama-krise, to år i FN´s Sikkerhedsråd samt en tilspidset situation omkring Arktis. Selv om tiåret naturligvis er beskrevet i journalisters bøger, men her kun beskrevet som andenhåndsberetninger, ønsker Møller med sine erindringer at tilføje sin personlige beretning om begivenhederne.
Det siger sig selv, at en udenrigsministers erindringer er et partsindlæg. Eller et defensorat, der skal forsvare eller retfærdiggøre den førte udenrigspolitik i en given periode. Udførligt og som allerede sagt med mange mellemregninger redegør Per Stig Møller for til eksempel det danske militære engagement i Irak. Uden FN-opbakning og dermed også uden det internationale samfunds accept.
Som konklusion har Per Stig Møller skrevet såvel læseværdige som velskrevne træk fra sin tid som udenrigsminister. Han er ikke blind for egne eller regeringens fejltagelser. Men et partsindlæg, omend sympatisk, er bogen under alle omstændigheder.
Historie-online.dk, den 10. oktober 2017
