Kongernes teater
Af Christian Kaaber, Antikvar, mag. art.
Historien om dansk teater begynder som regel med Ludvig Holbergs første komedier til det nyetablerede teater i Lille Grønnegade i København i efteråret 1722. Set ud fra den nationale kanons perspektiv er der noget om snakken, for så vidt som at her for første gang opførtes stykker udelukkende på dansk. Holbergs og mange andre dramatikeres scene opfattes som grundlaget for den danske skueplads, der siden 1748 har haft sin højborg på Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv, hvor mottoet fra Lille Grønnegade, "Ei blot Lyst", stadig står at læse over Gamle Scene. Skuespillet skulle og skal vel stadig "gavne og fornøje". At der før Holberg har eksisteret endog ganske storslået scenekunst i Danmark, har normalt været overladt til specialister og særligt interesserede.
Det er der egentlig ikke noget at sige til, for set fra det 21. århundrede forekommer renæssancens og barokkens udfoldelser i det hele taget fjerne og fremmede, mens Holbergs figurgalleri trods al afstand rummer klare muligheder for identifikation. Tiden før skal formidles, og det bliver den på glimrende vis i Mikael Kristian Hansens bog om de danske kongers teaterkultur fra sidste halvdel af 1500-årene til præcis der, hvor historien normalt begynder: Det dansksprogede borgerteater i Lille Grønnegade i 1720'rne.
Forfatteren er inspektør ved Teatermuseet, der jo har domicil i Christian den Syvendes hofteater på Christiansborg, hvis rige samlinger belyser dansk scenekunsts historie fra Holberg og frem. Med museet som udgiver fortæller han i bogen levende om den dramatik, der alt andet lige er forudsætningen for denne historie. Hofteatret på Christiansborg blev så at sige den modne og sene enevældes institution for den sceniske del af den dramatik, der hos den unge enevælde og i århundredet før 1660 gennemtrængte selve hofkulturen. Pragtfulde optrin med indbyggede rollespil var ganske enkelt en del af kongemagtens repræsentation, og med forholdsvis få bevarede eksempler på den musikalske del og fragmentariske glimt af de tekster, der blev fremført, må man dybt ned i kilderne og op igen for at få stoffet til at leve. Det har flere generationer af specialister og teaterhistorikere gjort, og med bogen her stykker Mikael Kristian Hansen enorme mængder stof sammen til en veldrejet og letlæst sammenhæng.
De omtalte kilder er alt fra regninger og dagbogsoptegnelser til kobberstukne og malede billeder, der vidner om spektakulære optrin, hvor rollespil - med såvel egentlige skuespillere og fyrsterne selv som agerende, opera, musik, fyrværkeri, optog og mægtige kulisser dannede veritable gesamt-kunstværker, hvor grænsen mellem spil og virkelighed ophævedes i demonstrationen af kongemagtens ælde, ophøjethed og heroiske natur. I den repræsentative offentlighed var teater heller ikke "blot til Lyst". Nytteværdien defineredes bare anderledes. Christian den Fjerde og hans nærmeste efterfølgere gestaltede sig selv som antikke helte eller, når det var mere intimt, som rollehavende i et pastoralt, idylliske hyrdeunivers. Højdepunkterne i denne teaterkultur blev i Danmark de magnifikke festligheder omkring Christian den Fjerdes kroning i 1596 og ved sønnen, den udvalgte prins Christians bryllup i 1634, Det store Bilager. I begge tilfælde var der tale om festivaller, der gik frasagn om i mange år. Med Frederik den Tredje og især hans dronning Sophie Amalie slog påvirkningen fra Frankrig igennem i hoffets dramatiske udfoldelser, og det efterhånden ludfattige danske kongepar opførte ambitiøse animationer af den høviske pomp og pragt i Paris og senere Versailles.
Sproget i operaerne var tysk, men universet den franske klassicismes heroiske med romerske guder og helte, krydret med mere lokale karakterer som sagnkongen Dan. I forbindelse med Christian den Femtes fødselsdag i 1683, hvor også Danske Lov lanceredes, opførtes således en operalignende forestilling med tekst af ingen ringere end Thomas Kingo, hvor kong Dan stiger ned fra Elysium og hylder sin fjerne enevældige ætling, helt givet i et forførende show med ild, musik og prægtige kostumer. En tilsvarende opvisning på det københavnske lystslot Sophie Amalienborg udviklede sig i 1689 til Danmarks hidtil eneste teaterbrand, der kostede snesevis af københavnske patriciere livet og lagde slottet i ruiner.
Bogen bugner af interessant kulturhistorie, og især afsnittene om den udvalgte prins og hans højt kultiverede hof på det store slot i Nykøbing Falster bringer meget nyt frem. Stoffet bygger på flere nylige afhandlinger publiceret i udlandet. Her får vi det på dansk og i en større sammenhæng. Det er glimrende gjort, og man kan kun håbe, at kompetente kræfter en dag giver Christian den Fjerdes alt for ilde renommerede tronfølger en autoritativ samlet behandling.
Bogen er velskrevet og må være et must for enhver med interesse for dansk 1600-tals kultur. Citaterne er ikke oversat eller tillempet nudansk; det giver selvfølgelig samtidig kolorit, men ikke alle læsere mestrer tysk, som komponisten Heinrich Schütz skrev det. Takket være generøs fondsstøtte kan dette fortrinlige værk erhverves for et såre beskedent beløb. Besparelsen kan med fordel spenderes på et besøg i Teatermuseet.
Historie-online.dk, den 25. oktober 2017
