Søren og Mette i benlås
Af Ning de Coninck-Smith professor mso, Aarhus Universitet, DPU
For et par år siden, skrev journalisten Anders-Peter Mathiasen en meget omtalt bog om salget af DONG-aktierne til den amerikanske investeringsbank Goldmann Sachs. Den fik stor omtale, bl.a. fordi han tegnede et billede af de mange personlige interesser, som kunne tænkes at have ligget til grund for salget. Den samme meget personorienterede og dramatiske tilgang har han også valgt i bogen Søren og Mette i benlås, hvor det handler om lærerlockouten i 2013.
Ligesom med DONG er lærerkonflikten noget, som rigtig mange har en mening om – og som berørte mere end 60.000 lærere og en halv million folkeskoleelever plus alle de mange elever på produktionsskoler og friskoler, som også kom i klemme – og deres forældre. Og det er en konflikt, som på mange måder var atypisk for, hvordan forhandlinger ellers er foregået på det danske arbejdsmarked – hvor den såkaldte danske model, hvor arbejdsmarkedets parter frivilligt forhandler sig frem til et kompromis, har været den gængse opskrift. Ikke fordi der ikke er fortilfælde i historien for, at regeringen har grebet ind og ophævet en mæglingsskitse til lov– men her var hverken tale om skitse eller mægling, men om lov nr. 409, som alle folketingets partier stemte for, på nær Liberal Alliance og Enhedslisten den 26.april 2013. Loven suspenderede alle aftaler om lærernes arbejdstid og gjorde det i princippet til et forhold mellem skoleledelse og lærere. Samtidig blev det slået fast, at lærerne skulle være på skolen i hele deres arbejdstid. Lærernes arbejdstid var blevet normaliseret og lignede nu andres i den offentlige sektor.
Hvis ikke det altså var for det, som stod med småt i loven. Nemlig, at det var muligt at lave lokale aftaler på kommunalt niveau – og det er lige, hvad der efterfølgende er sket. I fire ud af fem danske kommuner har lærerne nu en lokal arbejdstidsaftale, som bl.a. lægger loft over arbejdstiden, og giver lærerne medindflydelse på dens tilrettelæggelse. Der var behov for at skabe ro om skolen, få tilliden til folkeskolen tilbage – og i egne uden for de store byer tiltrække unge lærere, forlyder det fra de kommuner, som har sat sig op imod KL’s advarsel om at indgå den slags aftaler. Oveni alt dette var regeringen på vej med en skolereform, der også delte vandene, ikke mindst på spørgsmålet om skoledagens forlængelse.
Om alt dette og meget mere, har Anders-Peter Mathiasen skrevet en bog, der som undertitlen angiver mere er en kritisk krønike - nogle ville måske mene, snarere et partsindlæg på opdrag af Danmarks Lærerforenings formand – end den endelige fortælling om, hvad der skete i dette fortættede forløb. Spændende som en krimi til tider – og til andre tider, rimelig ligegyldig (som når vi hører om hans skriveproces i Ægypten med en samling af egne avisudklip i kufferten) – og hele vejen igennem uden egentlige henvisninger og derfor problematisk, set med en historikers øjne. Her er hemmeligholdte papirer, der pludselig kommer Danmarks Lærerforening i hænde, her er hemmelige udvalg, uden referatpligt, her er indsidderviden fra Politikens redaktionsgang – og her er helte, de er få og hører alle til Anders Bondos hird – og skurke, ikke mindst finansminister Bjarne Corydon og hans riddere omkring det runde bord, alias de jakkeklædte McKinsey konsulenter. Her er de taktisk kloge, som KL’s chefforhandler Michael Ziegler og de mindre kloge, som SF’s nye formand Anette Vilhelmsen, der ikke vidste at sige fra i tide med katastrofale følger for hendes parti og den store tillid, som partiet havde nydt i lærerkredse siden 1970’erne. Her er helt nye alliancer mellem Anders Bondo og Dansk Folkepartis uddannelsespolitiske ordfører Axel Ahrendtsen, som i en kronik i Politiken tog til genmæle mod de længere skoledage. Og en afslutning, som ikke overrasker. Nemlig at Anders-Peter Mathiasen er stærkt bekymret for det demokratiske underskud i den statslige forvaltning – og ikke mindst for den rolle, som han mener Finansministeriet spiller som topstrateg, uanset regeringen er rød eller blå. Det har ifølge forfatteren ført til en tilsidesættelse af såvel det kommunale selvstyre som den danske model på arbejdsmarkedet, uden at det har været til diskussion blandt borgere og vælgere.
Anders-Peter Mathiasen er ikke den første, som har behandlet konflikten. I 2014 udkom der to bøger, nemlig én skrevet af den tidligere redaktør af bladet Folkeskolen Thorkild Thejsen om Lærernes kampe. Kampen for skolen og Kampen mod lærerne i Danmark, redigeret af Lissie Thording og Helene Bak for den pædagogiske tænketank Sophia. I den sidstnævnte giver Anders Bondo sin version af sagen. Endvidere har jeg selv skrevet om konflikten i det sidste bind af Dansk skolehistorie. Hverken min fremstilling eller udgivelsen fra tænketanken Sophia er imidlertid opført på litteraturlisten. Ligesom de allerede eksisterende (mindst) tre fremstillinger kredser Søren og Mette i benlås om, hvorvidt forløbet var planlagt af regeringen eller ej i den hensigt at lade lærerne betale for den nye skolereform. Fremover skulle de ikke bare undervise mere, de skulle være tilstede i arbejdstiden på skolen, så de sammen med skolepædagogerne kunne tilrettelægge en ny og spændende skolehverdag. Hvor de tre andre fremstillinger ikke konkluderer endegyldigt, er der for Anders-Peter Mathiasen ingen tvivl.
Det er nemlig lykkedes forfatteren at få en af spillets centrale skikkelser, Anette Vilhelmsen, til at stille op til interview. I løbet af den samtale hævder Vilhelmsen, bakket op af Kristian Thulesen-Dahl, at det hele var aftalt på forhånd. Men at hun først blev orienteret, da toget var sat på skinner med Villy Søvndals billigelse. Det var dog med SF’s mellemkomst, at passagen om, at der kunne indgås lokale aftaler, kom med i loven.
Danmarks Lærerforening finder det dermed bevist, at den danske regering brød med ILO konventionen om at fremme frie og uafhængige forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter og søger nu at rejse en erstatningssag. Anmelderen af bogen på folkeskolen.dk, statskundskabsprofessor Tim Knudsen, har derimod stillet sig tvivlende overfor, hvor planlagt hele forløbet egentlig var. Han hæfter sig ved forfatterens manglende indsigt i, hvordan statsadministrationen fungerer, de fraværende noter i bogen, de mange anonyme kilder, forfatterens uvilje til at udfordre sine informanter på sammenhængen mellem skolereform og lærernes arbejdstid – og ikke mindst de mange, som enten har forholdt sig tavse eller ikke er blevet interviewet. Det findes nemlig ikke en samlet informantliste.
Striden står jo om, hvorvidt mundtlige kilder er mere sande end skriftlige. Anders-Peter Mathiasen nævner afslutningsvist, at han ikke har fået adgang til Statsministeriets papirer, med den begrundelse at han ingen retslig interesse har, og det i øvrigt ville tage ministeriet 350 arbejdstimer at frasortere klausuleret materiale. I sig selv en ”herlig” begrundelse - for hvordan har de dog regnet det ud? - og trist set med offentlighedens øjne. Sandsynligheden for, at han ville få adgang til KL’s arkiv er nok lige så lille, og mon ikke de fleste aftaler er sket mundtligt og for lukkede døre. Tilbage står forfatteren – og os andre – med to mundtlige kilder, som uafhængige af hinanden hæver, at det hele var planlagt, og kan kun gætte om de to kilders motiver til at ”gå til bekendelse”. Er det bevis nok? Det kommer retten til at afgøre, hvis DLF får sin vilje.
Denne læser har endvidere undret sig over, hvor let forfatteren tager på spørgsmålet om Danmarks Lærerforenings rolle. Hvis lærerne virkelig ikke havde set denne udvikling komme, hvad kan så forklare deres ”blindhed”? Var de for naive i deres tillid til SF, hvilede de på laurbærerne fra 2008, hvor lærerne kort før finanskrisen rigtig bragede løs fik en aftale hjem, der gav lærere på ny løn et lønhop, samtidig med at kommuner og kredse fik pligt til at fastlægge en maksimal arbejdstid. 82 procent af foreningens medlemmer stemte dengang for overenskomsten. Kunne det være, at de havde lukket øjne og øren for den udvikling, som lærernes renommé havde gennemgået siden lærerne i løbet af 1970’erne lagde kaldet på hylden til fordel for en kamp for løn og arbejdstid – og efterhånden også vinkede farvel til tjenestemændene? Havde man ikke undret sig over udviklingen i Undervisningsministeriet, der engang var et såkaldt klientministerium, hvor DLF’s formand eller repræsentanter deltog i snart sagt hvert eneste udvalg, for i dag kun at være inviteret med ved særlige lejligheder – alt imens at magten over skolen gled over til skolebestyrelser, skoleledere og kommuner, mens ministeriet blev kraftigt decimeret?
Kunne det være, at man ikke havde set ud over landets grænser. Ifølge en relativ ny antologi om lærernes faglige organisationer i en række lande, redigeret af de to komparative uddannelseshistorikere Terry M. Moe og Susanne Wiborg, er det kun er i Finland, at lærernes fagforening besidder fordums styrke. Undermineringen af Danmarks Lærerforening er dog gået langsommere i Danmarks end, man kunne forvente. Det skyldes, at det hovedsageligt har været mindretalsregeringer, som har regeret efter 2. Verdenskrig, og at Det Radikale Venstre, lærernes (næsten) eget parti langt op i 1990’erne har magtet at bygge bro over uenighederne. Da de Radikale først meldte sig ud af skolepolitikken i et oprør med mål, vejning og test og fjernelse af modersmålsundervisning til tosprogede elever, måtte DLF se sig om efter andre alliancemuligheder. SF var tydeligvis ikke stærkt nok til at overtage opgaven, ej heller da partiet kom med i Helle Thorning Schmidts regering i 2011. Bogen om Søren og Mette i benlås afslører tilmed en markant splittelse i de Radikale rækker, hvor kulturminister Marianne Jelved kom i knibe med en udtalelse om, at hun håbede, ”at Anders Bondo vinder”, mens økonomiminister Margrethe Vestager, der i 1990’erne havde været undervisningsminister, var den skarpeste tilhænger af at lade konflikten forsætte, indtil lærernes konfliktkasse var tømt. Så uanset, at DLF kan prale af en kæmpehøj organisationsprocent, er medlemstal ikke nødvendigvis et udtryk for magt, hævder Moe og Wiborg. Det handler om historisk forståelse og om at kunne læse det politiske spil. De to redaktører ender ligefrem med at konkludere, at de traditionelle faglige organisationers dage er ved at være talte. Deres arbejdsmåde er ikke længere det rigtige svar på globalisering, velfærdsstatens liberalisering og kommercialisering.[1]
Denne slags komplekse forklaringer finder man ikke i Søren og Mette i benlås – og forfatteren søger dem heller ikke, uanset han bruger mange sider på at placere konflikten ind i et samtidshistorisk perspektiv, som primært handler om velfærdsstatens demontering, indførelse af new public management fra top til bund, og liberalismens og selvfedmens om-sig-griben. Mens hans egne politiske holdninger tager overhånd, fortaber et fokuseret historisk perspektiv på lærernes faglige historie sig. Med blik tilbage til 1987, hvor KL for første gang raslede med sablen, og Bertel Haarder tornede mod Danmarks Lærerforening, videre gennem 1990’ernes rigide aftaler om U, F og Ø-tid – og frem til 00’ernes professionsideal, som aldrig rigtig vandt genklang – eller forståelse – blandt forældre og samfund. For i de samme år haglede de nedslående PISA resultater ned om ørene på lærerne, mens elevflugten til de frie grundskoler tog fart, og en ny undersøgelse i 2006 viste, at danske lærere arbejdede mindre end lærere i andre lande. Det er jo ikke Danmarks Lærerforenings skyld alt sammen, - og DLF bestred i høj grad konklusionerne i den omtalte undersøgelse - men det er vigtige brikker til en fortællingen om en lærerstand, som ikke engang lærernes eget parti, SF magtede at forsvare. Rigtig mange af disse elementer er med i bogen, - og det er i sig selv imponerende, når forfatteren indledningsvist fortæller, at han var ganske uskikket til opgaven, da han aldrig har interesseret sig synderligt for folkeskolen og kun vidste lidt om faglig politik og overenskomstforhandlinger. Men de forbliver brikker og ender aldrig som et sammenhængende og komplekst bud på, hvorfor det gik som det gik.
Er dette så en god eller dårlig bog om lærerkonflikten? Modsat Tim Knudsen, som efter en længere debat om hans anmeldelse på folkeskolen.dk skiftede holdning fra at anbefale den til at synes, det er en dårlig bog, har jeg foretaget den modsatte bevægelse. Jeg startede i den kritiske ende, men jo mere jeg læste, jo mere synes jeg egentlig, at nye læsere godt kan begynde her. Håndværksmæssigt er den bestemt ikke uden problemer, men som kritisk krønike på kanten af et debatindlæg er den ikke ueffen. Den er tilmed meget velskrevet, en rigtig page-turner, som det hedder på nudansk. Forfatteren har et hav af bolde i luften. Men helt ned i kurven kommer de ikke. Og mest vigtigt, der er fortsat en lang række centrale spørgsmål, som forbliver ubesvarede. Det sidste ord er altså langt fra sagt i denne spegede sag.
[1] Terry M. Moe and Susanne Wiborg (reds.): The Comparative Politics of Education. Teachers Unions and Educational Systems acround the World, Cambridge University Press 2016
Historie-online.dk, den 7. november 2017
