Huset Romanov

Af Thomas Petersen, univ.lektor emer.

Murstens-stor, fagligt solid, indholdsmættet og uden noget klart sigte. Men samtidig også et episk mesterværk. Over mere end 800 sider udfolder forfatteren et dynastis historie gennem tre århundreder – fra eksistenskamp over storhed til kollaps. Gammeldags historieskrivning med smæk for skillingen, kunne man også kalde bogen. Kedelig er den i hvert fald ikke. Fyldt med intriger, bedrag og mord. Også indholdsfortegnelsen er interessant. Ren iscenesættelse. Med prolog og efterfølgende tre akter under overskrifterne Opstigningen, Højdepunktet og Forfaldet. Oven i købet med rollebesætning til hver akt. Til sidst endog en epilog.

Men det er også en bog med 16 sider bibliografi samt over 50 sider med småt skrevne noter. I det store og hele har forfatteren belæg for sin fortællelyst. Han er belæst, kender kilderne, og så er han i stand til at formidle sit enorme stof i et flydende og behageligt sprog.

Forfatteren, den britiske historiker Simon Sebag Montefiore (født 1965) har skrevet adskillige anmelderroste monografier og historiske romaner. Om primært Stalin og hans tid. Blandt andre ”Stalin, den røde tsar og hans hof” fra 2007 og ”Den unge Stalin” fra 2008. Samt den monumentale og storsælgende ”Jerusalem. En biografi” fra 2011. Af hans romaner skal især nævnes ”En vinternat” fra 2014? (anmeldt på historie-online)

Forlaget markedsfører bogen med blandt andet disse dramatiske ord: - Familien Romanov var et af de mest succesfulde dynastier i moderne tid ---. Huset Romanov er historien om deres fald. --- en fantastisk fortælling om tyve zarer og zarinaer. Nogle var gale, nogle var geniale, men de havde alle imperiale ambitioner og diktatoriske drømme. --- handler også om familiestridigheder, dekadente eskapader og generationers liv i vild ekstravagance.

Romanov-dynastiet kan stadig vække heftige følelser i Rusland – her hundrede år efter sit fald. I øjeblikket foregår i Moskva blandt troende og konservative politikere en ophedet debat om en spillefilm, der under titlen ”Matilda” handler om tronfølgeren Nikolajs, den senere tsar Nikolaj 2.´s kærlighedsaffære med en polsk født balletdanserinde ved navn Matilda Ksjesinskaja. Angiveligt sluttede forholdet, da Nikolaj i 1894 giftede sig med den tyske prinsesse Aleksandra. Hele den kejserlige familie, der i 1918 blev myrdet af bolsjevikkerne, blev i år 2000 helgenkåret af kirken. Derfor den aktuelle ballade, for troende russere kan ikke forestille sig helgener dyrke sex på en filmstrimmel. Det krænker de troendes følelser, hævder et fremtrædende medlem af Duma´en. En uhørt kampagne mod en film, som næsten ingen endnu har set, svarer instruktøren. En gruppe, der kalder sig Kristen Stat – Helligt Rusland, har advaret mod, at ”biografer vil brænde, og mennesker kan tilmed komme til skade”. Offentlige bønnemøder er blevet afholdt over hele Rusland. Men filmen havde premiere sidst i oktober måned.  

Omkring det sovjetiske imperiums sammenbrud i1991 florerede i historiefilosofiske kredse i Rusland den teori, at det store land med intervaller på 400 år havde været hjemsøgt af store rystelser. Rystelser, der manifesterede afslutning på en epoke og begyndelsen på en ny. Ifølge disse teorier var de russiske lande i 800-tallet præget af en splid og uro, der havde motiveret dem til at indkalde fremmede fra hinsides havet til at regere sig. Den skandinaviske høvding Rurik og hans to brødre efterkom ifølge den ældste russiske krønike, Nestor-krøniken, i 862 opfordringen og grundlagde Rurik-dynastiet med centrum først i Novgorod og senere i Kijev.

Fire hundrede år senere, i 1200-tallet, blev størsteparten af de russiske lande ofre for mongolernes succesfyldte stormridt mod vest. Atter fire århundreder senere, i slutningen af 1500-tallet uddøde Rurik-dynastiet med opløsning, kaos og fremmede invasioner til følge. Den forvirrede tid – på russisk Smutnoje vremja – var historieskrivernes benævnelse af epoken. En proces, der kulminerede i 1613, hvor Romanov-dynastiet besteg den moskovitiske trone. Og fire århundreder senere, i slutningen af 1900-tallet gik endelig Det russiske Imperium, nu i skikkelse af Sovjetunionen, i opløsning. På baggrund af Gorbatjovs slagord glasnost og perestrojka, og hvad deraf fulgte.

Historiske teorier er besnærende og frister ofte især filosoffer og andre med et lemfældigt forhold til empirien. Teorierne lader som regel hånt om alternative opdelinger af historien, der måske har et stærkere rodnet i kilderne. In casu for eksempel de russiske landes samling omkring storfyrstendømmet Moskva, Peter den Stores tornado af reformer i begyndelsen af 1700-tallet eller den nationale vækkelse i kølvandet på sejren over Napoleon i 1812.

Da Rjurik-dynastiet uddøde i 1598, blev de russiske lande kastet ud i en urolig tid. Af russerne kaldet Smuta, Den forvirrede Tid. Med bojar-styre, opløsning, falske tsarer samt udenlandsk intervention. Det sidste i form af svenskere og polakker. En polsk romersk-katolsk konge havde oven i købet profaneret ortodoksiens helligste ved at indtage Moskvas Kreml med alle kirkerne. Som i alle andre opløsningstider havde Den russisk-ortodokse Kirke som en ganske naturlig sag overtaget ansvaret for statens overlevelse.

Og efter en folkelig rejsning i 1613, var tiden kommet til at finde en ny tsar. Valget faldt på det hidtil ganske ubetydelige fyrstehus Romanov, hvis legitimation var, at en kvinde af slægten havde været gift med tsar Ivan den 4. (med tilnavnet Groxnyj, Den Skrækkelige) samt – som det helt afgørende: Husets overhoved, Fjodor Romanov, munkeviet under navnet Filaret, var også kirkens overhoved, var dens Patriark. Foreløbig sad han dog i polsk krigsfangenskab, mens hans indflydelse var stor. Efter sin løsladelse i 1619 og indtil sin død i 1633 blev Filaret medregent for sønnen, den nye tsar Mikhail Romanov (1613-45).

Det er derfor intet mindre end et kompositorisk scoop, at forfatteren i prologen modstiller to skrøbelige, uskyldige og svagelige teenagedrenge – den ene ved dynastiets start i 1613, den anden ved dets endegyldige fald i 1918. Den første blev tsar, den anden blev dræbt sammen med sin familie.

Sent om aftenen den 13. marts 1613 blev den 16-årige Mikhail Romanov, der havde svage ben og tics i øjenkrogen, vækket i Ipatjev-klostret godt 320 km. nordøst for Moskva. Der var kommet en delegation, der ville føre drengen til Moskva og der udråbe ham til tsar. Den 17. juni 1918 blev den 13-årige bløder-syge tronfølger Aleksej Romanov vækket i Ipatjev-huset i Jekaterinburg i Ural, små 1.300 km. øst for Moskva. Sammen med familien skulle han gøre sig klar til at blive befordret til et mere sikkert sted – en ondskabsfuld eufemisme for den sikre død.

Siden 1613 voksede det ruslandske territorium med godt og vel Danmarks nutidsstørrelse om året. Den foreliggende bog er fortællingen om monarkerne, deres familier og hoffer. Men den er også et portræt af enevælden i Rusland. Hvad man end mener om Rusland, har landets kultur, dets sjæl, dets inderste væsen altid villet være noget ganske særligt, af en egen beskaffenhed, som en enkelt familie stræbte efter at legemliggøre. ”Romanoverne er ikke bare blevet indbegrebet af dynasti og storhed, men også af despoti, en lignelse om dårskaben og arrogancen ved absolut magt”, (side xvii-xviii).

Der har altid for denne anmelder været noget fascinerende over historiefortællere, der på trods af fagkollegers misbilligende blikke eller bare misundelse, men som alligevel på grundlag af et enestående kendskab til kildematerialet har vovet pelsen og givet deres historie hele armen. Forfatterens kildemateriale er ikke blot ”normalt” arkivmateriale og litteratur, men også i høj grad erindringer, dagbøger samt både officielle og private breve. Mange af dynastiets medlemmer var store brevskrivere.

Men når bogens forfatter vælger at gøre tsarerne til det centrale princip i dispositionen, slører han samtidig for mere afgørende udviklingslinjer i Ruslands historie. Som for eksempel den alliance mellem tsar og adel, som stort set forblev ubrydelig fra midten af 1600-tallet og gennem Romanov-dynastiets tre hundrede års regime. En alliance, der naturligvis nøje hang sammen med byernes position som blot magtcentre i stedet for hjemsted for en voksende handel, for manufakturer, fabrikker og et tilhørende borgerskab. I lighed med den vesteuropæiske udvikling, som i høj grad blev befordret af kongerne og finansieret med omfattende koloni-besiddelser. Den vestlige enevælde blev derfor funktionel og dynamisk, hvor den russiske forblev institutionel og statisk. Først i de sidste årtier af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet ses i Rusland en udvikling, som i Vesteuropa generelt havde været i gang siden 1500-tallet – nogle steder endnu tidligere.

Også udenrigspolitisk slører bogens disposition omkring tsarerne for de lange linjer. Som til eksempel imperiets vækst som en funktion af bestræbelserne for at nå ud til verdenshavene. Og sådan kunne man blive ved. Ganske sigende for den manglende samfundsudvikling var den deklaration, som i tsarens navn blev udsendt i anledning af dynastiets 300-års jubilæum i 1913. Deklarationen kunne såmænd lige så godt have været udsendt ved både 100-års og 200-årsjubilæet i hhv. 1713 og 1813 – statisk, som den var i sin ordlyd. Og ganske uden sans for den reelle udvikling eller for den uro, der gærede overalt i imperiet. 

Tillad mig til afslutning give nogle prøver fra bogen vedr. dens stil og tematik. Først om Katharina 2. (1762-96), der både er kendt for sin store, men kun delvist gennemførte reformiver, sin heldige udenrigspolitik samt for sit umådeligt store forbrug af yndlinge og elskere:

”Hun tog imod ministre om formiddagen og skrev sine dekreter. Klokken 11 gjorde hun toilette, fik besøg af Orlov [en elsker, TP] og gik ofte en tur kun med ham, sine greyhounds og et par hofdamer. Efter en frokost klokken et arbejdede hun i sine gemakker til klokken seks om aftenen, ”de elskendes time”, hvor hun tog imod Orlov, inden hun klædte om til en gallafest, en dag ved hoffet (om søndagen), teatret (mandag og torsdag) eller et maskebal (om lørdagen). Ved disse lejligheder fremviste Katarina, der forstod pragtens magt, sin storhed for Europa. Hun trak sig tilbage sammen med Orlov og kunne bedst lide at gå i seng ved 23-tiden”, (side 233).

Dernæst om det muntre hofliv i Skt. Petersborg under tsar Aleksander 2. (1855-81):

”Aleksandr [dvs. tsaren, TP] var ikke alene om at synde. Vogne med storhertuger holdt i kø hver aften på Rossi-gaden uden for Den Kejserlige Ballet, som Romanoverne behandlede som et escortbureau. Begge zarens brødre --- havde børn med balletdanserinder”, (side 468).

Og endelig noget om det depraverede liv i hovedstaden og ved hoffet i tsarismens sidste år:

”Men nu, hvor Olga [en af tsar Nikolaj 2.´s fire døtre, TP] var næsten 18, burde hun blive gift. Zarens første valg var storhertug Dmitrij Pavlovitj. ”Dmitrij var overordentlig tiltrækkende, høj, elegant og velopdragen og havde dybtliggende, tænksomme øjne”, mindedes hans ven Felix Jusupov [= hovedpersonen bag mordet på Rasputin i dec. 1916, TP]. ”Han var fuldstændig impulsiv, romantisk og mystisk” og ”altid med på de vildeste eskapader”. Han var fætter til Nicky [dvs. tsar Nikolaj 2.], men næsten en bonussøn. --- ”Næsten hver aften” kørte Dmitrij og Felix Jusupov til Sankt Petersborg ”til nogle muntre timer i restauranter, natklubber og sammen med sigøjnerne”. Da Aleksandra [Nikolaj 2.´s hustru, TP] hørte om deres eskapader, besluttede han sig for, at Dmitrij ikke var nogen passende ægtefælle for Olga. --- Fyrst Jusupov, der var biseksuel transvestit og arving til en super velhavende familie, havde lånt sin mors --- kjoler for at flirte med officerer på den fashionable Bjørne-restaurant”, (side 638-39).

Overalt i verden markeres i disse dage 100-året for Oktoberrevolutionen i 1917.  Oftest ikke med den store fejring, hverken i Rusland eller i de andre tidligere sovjetrepublikker. Kommer til at tænke på mit besøg i 1980 på en cognac-fabrik i Jerevan – den gang hovedstad i den armenske sovjetrepublik, i dag i den selvstændige stat Armenien. Stolt viste man i 1980 en tønde cognac frem. Den var lagt til lagring i 1917 og måtte først åbnes 100 år senere. Tvivler på, at den har fået lov til at ligge til i dag – måske er den blevet drukket, da Armenien gjorde sig selvstændigt i 1991. Meget skrives i disse dage om oktober/november 1917. Tidligere i år også om revolutionen i februar med Romanov-dynastiets fald og dannelsen af Den provisoriske Regering. Samt muligheden af, at denne kunne have ført til en demokratisk udvikling i Rusland, hvis ikke den grimme Lenin havde gennemført sit kup.

Men ofte glemmes det, at der i oktober/november 1917 ikke var andre end netop Lenins bolsjevikker, der var rede til at overtage magten. Derfor kunne de så at sige samle den politiske magt op på gaden. Den provisoriske Regering havde fra starten i februar/marts været handlingslammet – af tre grunde. For det første netop som følge af sin midlertidige eller provisoriske karakter. Derfor mente den ikke at have noget mandat til at gennemføre store reformer. De måtte afvente en grundlovgivende forsamlings beslutninger. For det andet var den i forhold til den igangværende verdenskrig lammet af hensynet til sine allierede, England og Frankrig. - No fight, no loans. Det var deres korte, men ultimative krav. Endelig var regeringen svækket af den dobbeltmagt (dvojevlastije), der var opstået ved dannelsen af arbejder- og soldatersovjetter, og som den følte sig mere eller mindre tvungen til at tage hensyn til.     

Men tilbage til emnet. Simon Sebald Montefiore har med den foreliggende bog præsteret en sand tour de force. Historiefagligt reddes han af sin belæsthed og relative akribi. Samt ikke mindst af sit enorme talent for at formidle sin store og fagligt brede viden. På det grundlag tilgiver en flink anmelder gerne forfatterens lyst til at bevæge sig helt ind i de royale sovegemakker samt alt det andet mere eller mindre anekdotiske og nyfigne stof – primært om samfundets øverste lag.

Historie-online.dk, den 8. november 2017