Bertel Nygaard: Grundloven

Af Ida Munk, cand.mag, direktør

Bogen er nr. 2 i en serie af 100 bøger om danmarkshistorien. Serien skrives af 100 forskellige forfattere, hver måned i – rigtigt gættet – 100 måneder. Projektet 100 danmarkshistorier er støttet af A.P. Møller Fonden og består af en række platforme, der kan ses på danmarkshistorien.dk. Her findes information om de øvrige forfattere og emnerne samt meget mere bl.a. noterne til bogen, som ikke findes i papirudgaven!

Intentionen med serien, skriver forlaget, er, at bøgerne kan læses på en enkelt aften, men give tanken modspil.

Dette kan bogen. Forfatteren gør således op med den moderne udlægning af grundloven - fremført også af flere nulevende statsministre, Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen - som udtryk for en sammenhæng mellem den danske fredelige mindelighed og det demokratiske indhold i Junigrundloven: Enevældens afvikling ses her i bogen som tæt knyttet sammen med den blodige Treårskrig (1848-50) om magten til hertugdømmerne syd for Kongeåen, perspektiveret af de europæiske revolutioner, der rullede over det sydlige Europa i 1830erne og 1840erne.

Forfatteren sætter således forudsætningerne for og indholdet af grundloven i relation til revolutionerne i det øvrige Europa, og han redegør for, at det med god grund er omstridt, om grundloven i sig selv kan betegnes som demokratisk. Det er vidende og levende beskrevet.

Det danske og europæiske faktiske hændelsesforløb bliver kronologisk sat på plads. Hermed sønderlemmes den gængse opfattelse af, at grundloven fredeligt lagde magten i hænderne på folket, og demokratiet dermed var indført.

Politisk spin anno 1849 dokumenteres bl.a. ved en nøje gennemgang af det kendte oprørsmøde i Casino og den resolutte beslutning i Borgerrepræsentationen begge den 20. marts, om at gå til kongen med krav om et militært forsvar af Slesvig sammenknyttet med en forfatningsændring. Der argumenteres for, at den nationalliberale Orla Lehmann og hans venner fremmanede forestillingen om, at et slesvigholstensk oprør var i gang, inden dette faktisk opstod – og da det opstod, var det provokeret af netop Lehmann: ”Ploug, Lehmann og den ledende liberale skikkelse DG Monrad stod med andre ord klar til at udnytte ethvert fejlskridt hos fjenden til egen politisk vinding. Og når slesvigholstenerne så ikke begik det afgørende fejlgreb, de københavnske liberale havde håbet på – ja så måtte disse snarrådige liberale alligevel agere, som var det sket.” (s. 21) Afsnittet s. 27 har således overskriften: ”Ordet skabte, hvad det nævnte”.

Men bogen giver også indblik i den balancegang, de nationalliberale måtte gå, for at reformen af forfatningen, som de ønskede, ikke skulle udvikle sig til en revolution, som det sås sydpå i Europa, hvor Frankrig blev udråbt til republik, efter at kongen in disguise var flygtet til England. Eller senere at reformbevægelsen skulle blive slået tilbage, som det sås i løbet af 1848-49 i såvel Frankrig, Preussen og Østrig. I Danmark måtte lovgiverne i arbejdet med grundlovens tekst give indrømmelser til revolutionernes nye, demokratiske dagsordener, men samtidig dæmme op for det demokratiske element af hensyn til den politiske stabilitet – dette skete, som bogen glimrende viser, ganske diskret. At kvinderne, de fattigste og de yngste blev holdt uden for indflydelse, og at man yderligere stækkede den folkelige indflydelse gennem det øvre kammer, Landstinget, var en pris, der blev betalt med tilfredshed. Man talte i den første eftertid om forfatningen som indskrænket monarki, ikke som et demokrati. Forfatteren mener, at man forebyggede en revolution i Danmark, fordi man imødekom reformer med et indhold, der svarede til det, som man i andre lande havde tilkæmpet sig på revolutionær vis.

Bogen gør to interessante nedslag i eftertidens fejring af grundloven. Det første i 1899, hvor fejringen af 50-året d. 5. juni anskues vidt forskelligt af henholdsvis socialdemokraterne på Nørre Fælled, der anså grundloven som grundlag for radikale forandringer, mens det liberale Venstre i Frederiksberg Have hyldede grundloven som fundamentet for en folketingsparlmentarisme og sidst Højrepartiets fejring i Kongens Have af alliancen mellem regering, konge og det privilegerede Landsting – her fejrede man den reviderede grundlov af 1866.

Ved fejringen af grundlovens 100-årsjubilæum i 1949 fremhævede såvel Folketingets formand og statsministeren, begge socialdemokrater, hvorledes grundloven var blevet givet af kongen i fuld forståelse med folket og dermed typisk dansk!

I 1999 var det endnu sværere at spore den oprindelige uenighed om grundlovens indhold og den senere modererede justering i 1866 – hvilket bl.a. kan ses af Folketingets formand Ivar Hansen, Venstre, der udtalte, at grundloven var ”selve fundamentet for den udvikling, der har gjort os til det, vi er i dag, som folk, som nation.”

Den lille bogs fortjeneste er, at den henter dokumentationen for grundlovens tilblivelse frem og sætter den tids danske politisk-økonomiske interesser i relation til den europæiske turbulente samtid. Dermed åbnes perspektivet for, hvorledes den danske omvæltning ikke med selvfølgelighed måtte ske i ’typisk dansk mindelighed’, men at der med vedtagelsen af grundloven blev skabt et moderat grundlag for en fremtidig demokratisering af den danske styreform, der reelt først kommer på plads i 1961.

Historie-online.dk, den 14. november 2017