Ruslands undergang

Af Ester Monrad, lektor i historie, KVUC

I disse måneder markeres 100-året for den Russiske revolution mange forskellige steder. Nogle steder fejres jubilæet, andre steder begrædes det, og atter andre steder forsøger man på at beskrive, undersøge og analysere hvad der skete. Gyldendal har i anledning af jubilæet opfordret historiker og tidligere professor ved Syddansk Universitet Bent Jensen til at skrive en bog om revolutionen, hvilket har resulteret i det 495 sider lange værk Ruslands undergang – Revolutioner og sammenbrud 1917-1921.

Bogens opbygning:

Som titlen antyder har bogen sin hovedvægt på selve revolutionen og borgerkrigen fra 1917-21, men Rusland fra midten af 1800-tallet samt tiden efter revolutionen behandles på henholdsvis bogens første 90 og sidste 50 sider. Det er naturligt, at der gives plads til dette før og efter således, at forudsætningerne for revolutionen og borgerkrigen såvel som eftervirkningerne inddrages. Samtidig fungerer det godt, at det netop ikke breder sig over mere plads og derfor ikke fjerner fokus fra bogens vigtigste opgave, nemlig at behandle selve revolutionen og borgerkrigen indgående. Udover dette behandles bl.a. kultur i Sovjetrusland, og hvordan dette også udviklede sig til en kampplads, ligesom bl.a. omverdenens reaktion på og tiltag mod revolutionen inddrages. I den forbindelse beskriver Bent Jensen også både det officielle Danmarks og enkeltstående danskeres syn på og initiativer mod revolutionen. Der fortælles bl.a. om Harald Scavenius, der på fredskonferencen i Paris ihærdigt forsøgte at få de allierede til at skride ind overfor bolsjevikkerne, dog uden held.

Millioner af skæbner

Til trods for bogens omfang og indgående behandling af omfattende materiale, er bogen en fornøjelse at læse, men knap så nem at fordøje. Det skyldes ikke mindst, at indholdet og de oprullede begivenheders omfang og brutalitet gør indtryk. I beskrivelsen af bolsjevikkernes projekt, fremgangsmåde, tankegang og behandling af modstand og modstandere af projektet, er netop brutalitet et nøgleord. Det gør indtryk at læse om de millioner og atter millioner af russiske skæbner, der led under og efter bolsjevikkernes magtovertagelse. I kapitlet ”Ideologisk efterrationalisering” fremgår det, hvordan nød og sult var skæbnen for mange i revolutionstidens Rusland, samt hvor ansvaret lå: ”Og ikke mindst på grund af Lenin-regimets katastrofale politik, og fordi regimet var ligeglad med, om nogle millioner mennesker gik til grunde, omkom millioner af bønder af sult og sygdom i årene 1921-1922. Antallet af sult- og epidemiofre var større end de samlede ofre for verdenskrigen og borgerkrigen tilsammen.”

Bogens konklusioner

Alene titlen afslører tydeligt forfatterens syn på revolutionen, og det er således en gennemgående pointe, at revolutionen var en katastrofe for et Rusland, der ifølge Jensen i tiden op til 1. Verdenskrig ellers var på vej til at finde fodfæste og fremgang. Jensen konkluderer, at netop krigen satte en effektiv stopper for denne fremgang, og at først og fremmest Lenin med sin brutale tankegang, sin brug af krig, vold og terror samt evner til at omstille sig og fx udlægge Marx som det fra tid til anden var fordelagtigt at udlægge ham, var altafgørende for Ruslands skæbne: ”(…) en demonstration af personlighedens rolle i historien. Lenin var en fabelagtig dreven manipulator, en demagog og en uovertruffen polemiker. Hans brug af ord i bestemt form som ”marxismen”, ”sovjetmagten”, ”folket”, arbejderne” og ”proletariatets diktatur” på den ene side og ”borgerskabet”, ”borgerskabets lakajer”, ”spekulanter” og ”prostituerede” på den anden side fremmanede nogle billeder af en kamp mellem lysets og mørkets kræfter.”

Lenins rolle, betydning og ansvar kan ifølge Jensen ikke undervurderes. Heri består måske også en af de få steder, hvor man tænker, at vinklingen måske er lige skarp nok, nemlig billedet af, at tilhængere af den marxistiske ideologi i Rusland nærmest udelukkende befandt sig indenfor det bolsjevikiske parti, og at den væsentligste årsag til at man fik og fastholdt magten, var partiets brug af vold og terror. Jensen beskriver selv indgående de dårlige levevilkår og krigen, der var med til at sænke et land, der allerede var i knæ. Man savner en forbindelse mellem den situation Ruslands befolkning altså befandt sig i op til og under krigen, og den mulighed for at gå nye veje som trods alt bød sig med revolutionen. Ikke dermed sagt, at voldens og terrorens ej heller Lenins rolle bør undervurderes i en forståelse af begivenhederne, men folkets manglende rolle i sagerne gør, at det af og til forekommer svært at forstå, hvordan dette parti og denne ideologi så alligevel kunne få og beholde magten, ikke bare under og efter revolutionen, men også i de efterfølgende mange år.

Af andre væsentlige pointer og fokuspunkter i bogen kan nævnes bolsjevikkernes tro på den verdensrevolution, der aldrig kom. Længe var overbevisningen den, at det blot var et spørgsmål om tid, før resten af Europa ville følge efter i en omfattende verdensrevolution, og da dette ikke skete, måtte bolsjevikkerne med tiden revurdere og delvist sadle om, og altså klare revolutionen på egen hånd. I den fortælling møder man flere steder et presset bolsjevikparti og situationer, der nemt kunne have haft et andet udfald, hvilket gør det nærliggende at overveje ”hvad hvis det her var gået anderledes”, ikke bare hvad angår Rusland, men også verdenshistorien.

Jensens vurdering af revolutionens betydning for Rusland er entydig – katastrofe og undergang – dengang og i de mange efterfølgende år.

Alt i alt er der tale om en lettilgængelig og velstruktureret bog, der præsenterer begivenheder, der, til trods for at de ligger 100 år tilbage, fortsat vækker undren og stadig bør undersøges og behandles, bl.a.  i et forsøg på at forstå både Rusland og andre dele af verden før og nu. I et forsøg på dette er Jensens bog et godt sted at begynde.

Historie-online.dk, den 22. november 2017