Sønderjyder på Østfronten i 1. verdenskrig
Af Henrik Gjøde Nielsen, museumsinspektør, ph.d., Kystmuseet
Hans Wolfs bog Sønderjyder på Østfronten under 1. Verdenskrig tager fat på et hidtil om ikke ubelyst så dog underbelyst emne, nemlig som titlen siger: Sønderjyder på Østfronten under 1. Verdenskrig. I dansk historieskrivning, og til dels også europæisk, har historien om Vestfronten været mere kendt end historien om Østfronten. I Tyskland startede det for så vidt allerede med Erich Maria Remarques Im Westen Nicht Neues, 1928, og Der Weg zurück, 1931, og Ernst Jüngers Im Stahlgewittern, 1920, og Das Kampf als inneres Erlebnis, 1922, som stadigt indtager mere eller mindre velfortjente dominerende positioner, og på dansk grund er interessen for Vestfronten bl.a. og især kommet til udtryk i det af Inge Adriansen og Hans Schultz Hansen redigerede værk Sønderjyderne og Den store Krig 1914-1918, 2006, i Claus Bundgård Christensens uovertrufne værk Danskerne på Vestfronten 1914-1918, 2009, og Claus Bundgård Christensen og Martin Bo Nørregårds Verdenskrigens danske billeder 1914-1918, 2012.
Med Hans Wolfs arbejde tilstræbes det både at råde bod på denne ensidighed, og at give en samlet fremstilling af 1. verdenskrigs påvirkning af de dansksindede nordslesvigske krigsdeltagere på Østfronten og kvinderne i hjemmet. Bogen er således ikke, vedgår forfatteren velvilligt, en krigshistorie i traditionel forstand; derimod fokuseres på den enkelte dansksindede nordslesvigske mand og hans nærmeste pårørendes (hustrus eller mors) oplevelser og erfaringer under 1. verdenskrig på Østfronten og i hjemmet. 1. Verdenskrig var en krig, som de dansksindede nordslesvigere som borgere i Preussen siden 1866 mod deres vilje var tvunget ind i, og bogen er overvejende baseret på breve til og fra Østfronten, fra mændene ved fronten som aktive deltagere i krigshandlingerne og fra kvinderne som ansvarlige for hjemmet. Bogen er altså ikke, som anført af forfatteren, en krigshistorie i traditionel forstand, og er for så vidt ikke, som det anføres i pressematerialet fra forlaget, ”… den første samlede historie om dansksindede nordslesvigske krigsdeltageres oplevelser på Østfronten, en front, der har stået i skyggen af begivenhederne på Vestfronten…,” men, som det også anføres i pressematerialet, mere præcist ”… en beretning om deres og deres pårørendes mestringsstrategier på krigsskuepladsen og i hjemmet fortalt gennem en daglig brevveksling mellem front og hjem.” Lad os således få slået fast, at der ikke er tale om en Østfrontens krigshistorien i stil med Bundgård Christensens arbejde fra 2009, hvorfor herværende værk da heller ikke skal anmeldes ud fra, hvad det ikke er. Den opgave står for så vidt fortsat for at blive udført. Men med Hans Wolfs arbejde er der taget hul på sagen, og indløsningen af det fortsatte arbejde med de nordslesvigske krigsdeltageres historie på Østfronten under 1. verdenskrig kan drage stor fordel af Hans Wolfs værk, i helheder og detaljer.
Eller som forfatteren også formulerer det: Mens Bundgård Christensen har analyseret de mange breve fra Vestfronten og stillet dem ind i krigens sammenhæng, med fokus på især krigens gang og frontlivet, fokuserer Hans Wolf ikke på selve krigen, men på hvorledes mændene på Østfronten og kvinderne i hjemmet mestrede adskillelsen belyst ud fra deres breve. Dette gøres ved nærmere at belyse tre temaer, behandlet i tre adskilte afsnit i bogen, nemlig for det første mændenes og kvindernes fælles interesser, for det andet om soldatens oplevelser og erfaringer ved fronten, og for det tredje om kvinderne og deres oplevelser og erfaringer i hjemmet i Nordslesvig.
Bogen er struktureret således, at forfatteren med en række indledende kapitler kontekstualiserer problemfeltet, nemlig et introducerende kapitel om dansksindede sønderjyder, herunder krigserfaringer på østfronten og i hjemmet under 1. Verdenskrig, en indledning, et kapitel om de dansksindede nordslesvigeres mestringsstrategier, et kapitel om krigen på Østfronten, et kapitel om dansksindede nordslesvigere i den tyske østhær og et om baggrundsmaterialet. Herpå følger hovedkapitlerne om temaerne i brevene mellem front og hjem, om temaerne i dagbøgerne og brevene fra Østfronten, om soldaternes mestringsstrategier ved fronten, og om brevene fra hjemmet, hvorpå følger efterskrift, videnskabeligt apparat samt person- og stedregister.
Der redegøres indgående for det omfattende kildemateriale bestående af publicerede og upublicerede dagbøger og brevsamlinger, og i lyset af, at det er blevet skønnet, at der i Tyskland i løbet af krigen blev ekspederet ca. 30 milliarder breve, postkort og pakker mellem front og hjem, er det i lyset af krigsforløbet imponerende, hvor effektivt disse ekspeditioner blev foretaget. Naturligvis opstod der forsinkelser, men ofte var brevene fra fronten til hjemmet og omvendt kun fire-fem dage under vejs, og et brev fra Somme, midt under slaget, skrevet i skyttegraven, kun tre dage om at nå frem.
De bevarede og omfattende brevsamlinger giver først og fremmest for frontsoldaternes vedkommende et indblik i, hvorledes forholdene var bag selve kampzonen på Østfronten, men der er dog også medtaget materiale, der giver et indblik i forholdene i selve kampzonen. For kvindernes vedkommende giver brevsamlingerne et indtryk af, hvorledes forholdene var i Nordslesvig hos de velhavende storbondekoner. Det er derfor, som forfatteren da også er bevidst om, ikke et repræsentativt vidnesbyrd om 1. Verdenskrigs påvirkning af de dansksindede nordslesvigere. Langt de fleste nordslesvigske krigsdeltagere på Østfronten og deres pårørende hjemme tilhørte ikke denne privilegerede og veluddannede samfundsklasse, var økonomisk mindre velstillede og de fleste havde kun haft syv-otte års skolegang i de preussiske skoler. Videre konkluderer forfatteren, at det da heller ikke var denne gruppe men de velstillede gårdejere, der prægede danskheden i Nordslesvig. Brevvekslingen giver en udmærket indsigt i, hvorledes den dansksindede kultur trivedes i Nordslesvig i begyndelsen af 1900-tallet, og det konkluderes, at den dansksindede kultur primært var knyttet til storbønderne og intellektuelle i Nordslesvig og omkring Flensborg. Foruden at fortælle historien om dansksindede nordslesvigeres deltagelse i 1. Verdenskrig på Østfronten og kvindernes håndtering af de hjemlige problemer, har brevvekslingerne givet en betydelig indsigt i den dansksindede storbondekultur, som den udfoldede sig under 1. Verdenskrig, og som den fortsatte i årene efter Genforeningen i Sønderjylland.
I det perspektiv er Sønderjyder på Østfronten i 1. verdenskrig lige så meget et bidrag til Sønderjysk mentalitetshistorie, som den er et bidrag til belysning af sønderjyder på Østfronten i 1. verdenskrig. Der er som nævnt fortsat meget at gøre på den front. Med Hans Wolfs bog er vi godt i gang. Der er foretaget et rydningsarbejde, som gør vejen mindre kompliceret for en egentlig krigshistorie om dansk krigsdeltagelse på Østfronten 1914-1918. Set i det perspektiv er det lykkedes Hans Wolf at placere sig sikkert på to stole, at blæse og have mel i munden. Begge dele kan faktisk godt lade sig gøre. Uanset om man vil beskæftige sig med Sønderjyllands historie i første del af 1900-tallet eller om man vil beskæftige sig med danske nordslesvigeres krigsdeltagelse på Østfronten under 1. Verdenskrig, må man nødvendigvis læse Hans Wolfs grundige værk.
Historie-online.dk, den 28. november 2017
