Bullshit

Af Thomas Petersen, univ. lektor emer.

To rockergrupper havde omkring 1980 indgået en aftale, ifølge hvilken de havde delt København op mellem sig. Ikke mindst det lukrative narkomarked. De kaldte sig hhv. Hells Angels (herefter HA) og Bullshit. De blev nu ret hurtigt uenige om, hvad de var blevet enige om, og hvordan aftalen skulle fortolkes. En uenighed, der udløste ti års rockerkrig, og som kulminerede med, at selveste præsidenten for Bullshit blev likvideret ved højlys dag, hvorefter gruppen opløste sig selv.

Nu er der i sig selv noget pudsigt i, at to dybt kriminelle grupper overhovedet deler landets hovedstad op mellem sig. Når man i al sin virksomhed så at sige melder sig ud af samfundet. Det rejser unægtelig nogle spørgsmål, når man får en sådan bog til anmeldelse. Hvorfor skrive mere eller mindre forstående bøger om mennesker, der i bund og grund er dybt kriminelle? Som lever af at overtræde samfundets love, og som for ussel mammon sender unge mennesker ud i afhængighed, kriminalitet og måske død. Ved blot at blade lidt i bogen, finder man hurtigt ud af, at der også er noget andet på spil. Den afslører nemlig til hudløshed de eklatante fejl, som et velmenende behandlersamfund den gang begik ved udelukkende at se unge mennesker som ofre for fattigdom, dårlig eller manglende opdragelse. Ved at tage ansvaret og stoltheden fra dem og efterfølgende lade dem glide ned ad slisken og ende som forbrydere.

Bogen handler om narkogruppen Bullshit, hvis fremtrædende medlemmer den følger fra deres efterskoleophold i det vestsjællandske og deres efterfølgende tilknytning til fritidscentret Nøragermindegården på Vestamager. Hvor velmenende pædagoger tager sig af dem, uagtet de kender til de unges mere eller mindre lyssky sideaktiviteter på eller udenfor centret. Men de bliver ikke stillet til ansvar, fordi det er jo så synd for de unge, og vi forstår dem så godt. Deres dårlige opvækst-vilkår i faldefærdige kolonihavehuse, forældres druk og vold.  Deres aktiviteter førte over denimveste med hagekors og blankt polerede tyskerhjelme ultimativt til sorte læderveste med rygmærker, og til oprettelsen af Bullshit. Læderveste med skidende tyre, der absolut først skulle overbrækkes og overpisses, inden de kunne tages på.

Bogen er en såkaldt dokumentarisk beretning om nogle knallertdrenge og hestepiger, der endte som den ene part i Danmarks første rockerkrig, der udspillede sig i tiåret mellem 1977 og 1987, og som endte med et en HA- rockers baghold og koldblodige drab på lederen af Bullshit, Makrellen. Skudt med automatvåben, halvt hængende ud af sit folkevognsrugbrød, ved højlys dag og foran sit småborgerlige hjem – et parcelhus på Amager. Forud var gået syv andre drab på medlemmer af Bullshit som led i den såkaldte territorie-krig om København og hashmarkedet. For 40 år siden blev det første skud i det, der siden blev kaldt rockerkrigen, affyret. Med paralleller til den aktuelle bandekrig røg to grupperinger som sagt derefter ud i en langvarig og blodig konflikt, som endte med den ene gruppes opløsning. Midt i konflikten den gang stod et ungt par – Pia og Makrel. Det var sidstnævnte med det borgerlige navn Henning Norbert Knudsen, der endte med at blive offer i en af rockerkrigens mest opsigtvækkende likvideringer. Formodentligt dræbt på klods hold af HA-medlemmet Jønke.

Bogen fortæller historien om Pia og Makrel samt rockerklubben Bullshit. En historie, der udfoldes på baggrund af et stort researcharbejde med mere end 100 mundtlige kilder og over 10.000 siders aktindsigt i retsdokumenter fra bl.a. socialforvaltning og politiets efterforskningsarbejde. Af enkeltkilder skal fremhæves Makrels enke Pia Soldthved Larsen og ikke mindst en af de velmenende pædagoger, lederen af fritidscentret Nøragermindegården, John Karlslund.

Kilderne er primært bullshitternes version af historien. Af forfatterne begrundet i, at HA-medlemmerne til fulde gennem egne bøger af blandt andre nævnte Jønke har givet deres version af historien - set fra vinderside. De to forfattere har villet fortælle tabernes historie. Konstaterede undervejs, at HA´ernes version af f.eks. rockerkrigens dobbeltdrab på Søpromenaden ikke stemmer overens med vidneforklaringer i sagen.

Forfatterægteparret Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen er kandidater i henholdsvis moderne kultur og retorik. Hun arbejder som journalist på dagbladet Politiken og modtog i 2009 Hørup-prisen for sin undersøgende journalistik, mens han arbejder som journalist i DR og har modtaget flere internationale priser for sine dokumentarfilm og -programmer.

Bogens stil er den indlevende og kildebaserede journalistik, som vi kender den fra Peter Øvig Knudsens bøger, og som forfatterne da også blankt indrømmer at stå i dyb gæld til. Desværre er der i bogen en hel del gentagelser. Forfatterægteparret konstaterede i løbet af researchen, at der var stor forskel på de to rivaliserende grupper – Bullshit og Hells Angels. Den første meget lokal, den anden som en gren af et internationalt netværk – ikke kendt for det gode. Forfatternes udgangspunkt havde været, at der var tale om en symmetrisk krig mellem to i princippet ens grupper. Men undervejs konstaterede de, at der var enorm forskel på de to grupper. Ikke blot i grusomhed og i antal begåede mord. Hvor ofrene på Bullshit-siden var otte, mistede HA blot et medlem. Der i øvrigt var dræbt i nødværge. Forfatterne mener derfor, at bullshitterne ikke var koldblodige mordere som HA. Begge har i interviews sagt, at de var blevet grebet af historien om Makrellen og Pia og deres bagland i det københavnske slumområde på Amager, hvor flokken af unge rødder var vokset op.

I øvrigt konstaterer forfatterne, at 90 % af rockerne og deres kærester har haft en dårlig barndom med svigt, alkohol og vold. Makrels kone, Pia, havde fået tæsk af sin utilregnelige far, fortsatte med i hvert fald i begyndelsen også at blive slået af sin mand. Angiveligt holdt hun først op med at tisse i sengen, da hun blev kæreste med Makrel. Kønspolitisk interessant er det, at rocker-pigerne bar veste med påskriften Property of Bullshit. Også rockerne slås og tæver hinanden. Ultimativt er det den altdominerende alfahan, Makrellen, der uddeler tævene. De var som nævnt vokset op på Vestamager, hvor arbejderfamilier fra Københavns indre kvarterer var flyttet ud med en drøm om eget hus, have og havudsigt. Et område, som kommunen inddæmmede, men det vedblev at være et stort sumpet område. Kaldet gummistøvle-kvarteret, netop fordi det var så fugtigt. Der var meget få faciliteter til de børn og senere unge, der voksede op der.

Stockmarr og Køster-Rasmussen har skrevet en bog, hvis sigte og udgangspunkt er helt gængs og legitimt, men hvor indholdet i høj grad kan diskuteres. De har været gennem et stort og relevant materiale. Deres impressionistiske sprog flyder let og ubesværet, men rummer desværre en del gentagelser. Læserne får et udmærket kig ind i en verden, der er ukendt land for de fleste. Men ny viden og erkendelse er altid et gode.

Historie-online.dk, den 5. december 2017