Til Rigets forsvar og Byens gavn

Af Christian Kaaber, Antikvar, mag. Art.

På Rosenborg hænger et lille maleri fra slutningen af 1630'rne. Det viser Christian den Fjerde, der højt til hest giver dessiner til en stående ingeniør eller arkitekt. I baggrunden ses Rosenborg i sin nuværende skikkelse: Situationen udspiller sig cirka, hvor observatoriet ligger i dag. Det lille, nyligt fuldførte lystslot er den eneste bygning på billedet; resten er ødemark. Havde maleren rykket lidt med kongens hest, ville man kunne ane København inde bag sin middelalderlige bygrænse, der i billedets rum lå, hvor Gothersgade løber i dag, og hvor bymuren få år tidligere var afløst af jordværker med små bastioner. Det lille maleri giver utvivlsom kongens eget bud på, hvem der var dynamoen i en kolossal proces, der netop samtidig skabte tilløbet til de fysiske grænser for København, der bestod til voldenes fald i de sidste årtier af 1800-tallet. Der var tale om et kolossalt byplansprojekt: På få årtier mere end fordobledes Københavns areal. Relativt set er der tale om et anlægsarbejde uden sidestykke i Danmarks historie.

Ved 1600-tallets begyndelse lå København som en pittoresk middelalderby omgivet af en mur med tårne. Mellem 1607 og 1624 afløstes denne fuldstændig forældede befæstning af volde med bastioner, mens en helt ny bydel tog form på Amagers strandenge over for Slotsholmen: Christianshavn. Allerede inden fæstningsværkernes fornyelse var fuldendt, stod det klart, at de allerede var ude af trit med samtidens belejringsartilleri og de nyeste teorier om fortifikation. Med anlæggelsen af Rosenborg uden for den gamle Østervold havde kongen selv taget første skridt, og de følgende årtier arbejdedes der af al kraft på at udvide byen mod nordøst. Arbejdet havde to spor: Anlægget af en ny moderne voldlinje fra den gamle by og frem mod den store selvstændige fæstning, der placeredes ved indsejlingen til havnen og de første mange år hed Sankt Annæ Skanse. Inden for de nye grænser bredte ny bebyggelse sig med Nyboder - kasernebydel for flådens faste mandskab - som det første større skridt. Da de enorme anlægsarbejder stod så færdige, som de nu endte med at blive omkring 1720, var København forvandlet til en af Nordeuropas stærkeste fæstningsbyer, hvor en voldcirkel på begge sider af havneløbet dannede en ring af jordværker bestykket med kraftige kanoner rundt om det gamle og det nye København med alle den fra 1660 enevældige statsmagts kerneorganer samt en talstærk garnison og hele den store dansk-norske flåde, komplet med skibe, admiralitet og værfter.

Det er dette formidable arbejde i alle dets facetter samt planerne bag, der er tema for Bjørn Westerbeek Dahls imponerende storværk Til Rigets Forsvar og Byens gavn, som i tre statelige og overordentlig smukt udstyrede bind kaster nyt lys og bringer anselige mængder ny viden frem om udviklingen af København og om den mest dramatiske tid i byens - og rigets - historie. Forfatteren, der er historiker og bibliotekar og formand for Selskabet for Københavns Historie, har taget tilløb til værket gennem en årrække, dels med afhandlinger og artikler i selskabets årbog, dels gennem værker om henholdsvis befæstningen af Fredericia og af Nyborg, hver især hjørnestene i den unge enevældes bestræbelser på at sikre den tilbageværende del af det danske rige med svært indtagelige støttepunkter. I den henseende var der intet vigtigere end residensstaden, der tilmed efter rigets deling i 1658 lå få timers sejlads fra den svenske arvefjendes territorium.

Værkets to første bind er opbygget kronologisk. Bind 1 følger med udgangspunkt i den storstilede modernisering af fæstningsværkerne omkring det middelalderlige København 1607-1624 de to spor - befæstning og byplan - frem til 1660. Her kastes lys over de visioner og planer, der fra 1620'rne udvikledes for en ny bydel nordøst for middelalderbyen. Generationer af byhistorikere har tilkendt Christian den Fjerde æren for såvel vision som plan og betragtet de efterfølgende slægtleds fæstningsingeniører og arkitekters indsats som mere eller mindre fuldkommengørelsen af den dynamiske og blodrige konges tankesæt. Historien er mildt sagt mere kompliceret og belyses med suveræn udnyttelse af det overleverede kortmateriale og en veritabel finkæmning af alle til rådighed stående arkivalier.  En meget væsentlig kilde er et nu tabt detaljeret kort over København anno 1649, som kendes i en kobberstukket version i et svensk pragtværk fra 1696 om Karl X Gustavs bedrifter og i en svensk gentagelse. Kortet, eller planen, som sandsynligvis er kommet på svenske hænder ved Corfitz Ulfeldts malpropre mellemkomst, viser, hvor imponerende hurtigt udvidelsen af København foregik i de triste og armodige årtier frem mod krigsudbruddet i 1657 og indgår også i en spændende udredning af, hvorfor svenskehæren ikke bare stormede nogle halvfærdige værker, da den indfandt sig foran byen i august 1658. Her er myter på begge sider, som gennemlyses dygtigt og særdeles velskrevet. Fæstningsværkerne kunne med de belejredes hektiske indsats modstå presset. Derimod holdt det hårdt med udviklingen af Ny-København, der kun langsomt havde taget en rudimentær form i denne periode.

I bind 2 redegør Bjørn Westerbeek Dahl med velunderbygget autoritet om den unge enevældes storstilede og raske indsats for at få fuldført Københavns befæstning i 1660'ernes mest tidssvarende form og få udviklet Ny-København til idealet af en moderne by, der både levede op til enevældens krav om repræsentation og til funktionen som fæstningsby. Hovedskikkelsen i den periode er den hollandske fæstningsingeniør Hendrik Ruse, der med overlegen dygtighed og organisationstalent fik lagt den plan for fæstningen, der dannede rettesnor for arbejdet langt ud over hans egen tid (han døde allerede i 1678) og på ganske få år fik fuldført den nye voldlinje fra nutidens Langebro til Kastellet. Sidstnævnte, der nu fik navnet Citadellet Frederikshavn, står den dag i dag som Ruses mesterstykke, omend hans planer om et kongeslot inden for de stjerneformede volde forblev på tegnebrættet. Forfatteren fører sikkert og klart bevis for, at det kendte eleverede kort fra 1674, som ofte gengives som både kilde til det da eksisterende Københavns udseende og som til kilde til vidtløftige, aldrig indfriede visioner, er Ruses plan, der ud over de myldrende detaljer rummer den samlede plan for byens befæstning, som den rent faktisk realiseredes frem mod 1720 med København som en gigantisk let uregelmæssig cirkel omkring havneløbet. Ruse, der adledes Rysensteen og endnu mindes i gadenavnet, hvor bastionen opkaldt efter ham lå, er en af de enkeltpersoner, der har sat det stærkeste præg på København nogen sinde.

Andetbindet belyser også de evindelige vanskeligheder med at implementere store byplaner og rummer den fascinerende fortælling om, hvorfor Ny-København kom til at se ud, som den gjorde. Plan afløste plan og endte altid med at måtte tilpasses kedelige realiteter. Den unge enevældes byudvidelser omfattede også kvarteret bag den nyanlagte Vestervold, hvor kvarteret omkring Frederiksholms Kanal skød op i 1600-tallets sidste årtier som en mondæn zone mellem Slotsholmen og volden på et område, der til og med Københavns belejring havde henligget som lavvandet strandeng. Med Ruses plan fik København den udstrækning, den havde til omkring 1860, da først de fire porte og siden det meste af voldene faldt. Der arbejdedes til stadighed på at udbygge fæstningsværkerne, og den korte krig mod Sverige i år 1700 gav en ubehagelig lærestreg, da det viste sig, at byen kunne rammes ved bombardement fra søsiden. Bindet slutter med de tiltag i form af søforter, der skulle modvirke denne trussel. Usårlig var København dog så langt fra, hvad begivenhederne i september 1807 demonstrerede, men fæstningen var byens definerende realitet frem til 1857.

Denne realitet lægger rammen for bind 3, der beskriver alle de aspekter, der knyttede sig til fæstningen, fra porte og andre bygninger, institutioner, praktiske foranstaltninger og embeder. Bindet kunne udmærket have været en selvstændig bog, og selve fæstningens kulturhistorie, dens personer, høj som lav, og livet på og med den er aldrig beskrevet grundigere eller bedre i Danmark. Læseren kommer inden for i vagthuse og krudtmagasiner og møder både kommandanten og ham, der skubber trillebøren. Det er konsekvent og meget fornem kulturhistorieformidling. I bind 3 som i hele værket kan forfatteren ud over arkivalier, kort og planer også trække på de arkæologiske vidnesbyrd, som årtiers metrobyggeri har bragt for dagen. Rester af porte, broer og tunnelgange er tilintetgjort i fremskridtets navn, men er her dokumenteret og sat i sammenhæng. 

Til Rigets forsvar og Byens gavn er det væsentligste værk, der er skrevet om København i mange, mange år. Forfatteren behersker sit stof suverænt og har gravet dybt i kildestoffet. Især i de indledende kapitler lades læseren dog lidt i stikken i mængden af topografiske detaljer. Det havde været godt med en bredere introduktion til landmærkerne uden for det middelalderlige København. Hvor og hvad var Sankt Annæ Bro, som i høj grad determinerede beliggenheden for skansen af samme navn, senere kendt som Kastellet? På kortet, svenskerne sikrede sig, over planerne anno 1649, optræder Nyboder som en færdig bydel, men teksten fortæller meget lidt om anlæggelsen. Forfatteren beskriver indgående og elementært spændende de svenske sonderinger af fæstningen i august 1658 - storm nu eller belejring? Som læser savner man stof om de danske bestræbelser på at sikre den allermest sårbare flanke: Hullet mellem Vestervold og Slotsholmen. Stormen på København forbigås stilfærdigt uden et ord om, hvordan det sarte sted forvandledes til en kedel af ild og jern, som i februar 1659 gjorde den natlige hovedstorm over isen mellem den nuværende Stormbroen og Kongens Bryghus til en blodig svensk katastrofe.  

Med Til Rigets forsvar og Byens gavn forbindes fortifikation, byplanlægning og kulturhistorie i enestående grad til en fornem helhed. Bjørn Westerbeek Dahl skriver med stort overskud på lange stræk, og værket myldrer af dejlige detaljer. Vi begyndte med Christian den Fjerde til hest. Værket tager som nævnt livtag med myten om kongen som fremsynet byplanlægger. Et glimt af en ubændig og fremsynet natur får man nu alligevel i omtalen af (bind 1, side 114), hvordan tronfølgeren, Den Udvalgte Prins Christian, i 1642 bekymret skriver til rigshovmester Corfitz Ulfeldt, at det nede på Nykøbing Slot er kommet ham for øre, at den gamle selv har "stukket det værk uden om byen af". Den bekymrede kronprins opfordrer Ulfeldt til at få kongen til rådføre sig med mere end én ingeniør og tilføjer et latinsk bon mot: Flere øjne ser bedre end ét! Det latinske citat er strøget i den trykte udgave af prinsens egenhændige breve, men Bjørn Westerbeek Dahl har konsulteret det originale brev i Rigsarkivet. Denne lille detalje om mønsterværdig forskerflid kan tegne hele værket: Det er pragtfuldt! De tre statelige bøger er storslået tilrettelagt, og læsningen er også en lystvandring i detaljemættet og flot reproduceret billedmateriale, ikke mindst mængden af smukke, håndtegnede kort, hvoraf mange ikke har været publiceret i farver før. Papir og indbinding er i orden og fremtidssikrer dette herlige værk for enhver, der får glæden ved at eje det.

Historie-online.dk, den 13. december 2017