Kongen og munken
Af Jakob Ørnbjerg, historiker, ph.d.
Skulle man gøre sig det tankeeksperiment at lade fantasy-serien Game of Thrones udspille sig i en periode af Danmarkshistorien, ville de 36 år, fra år 1500 til 1536 være et godt bud. Med Kalmarunionens endelige sammenbrud og den lutherske læres indførelse er det vitterligt i disse årtier, at et par af de vigtigste grundsten til det moderne Danmark lægges. 1500-1536 leverer desuden alt, hvad enhver Hollywood-instruktør kan begære af blodige feltslag og belejringer, barnebrude og massehenrettelser, sleske rådgivere, religiøs fanatisme, oprør, kongelige kupforsøg og uhellige alliancer. Sidst, men ikke mindst er der naturligvis primus inter pares Christian 2. (1481-1559), Kalmarunionens sidste fyrste, der drømte om skabelsen af et dansk Nord- og Østersøimperium, hvis økonomiske og militære indflydelse skulle strække sig til både Grønland og de nye verdensdele. Kongen drømte stort, men så kun alt for kort. Hans danske, norske og svenske undersåtter fik til sidst nok af Christian 2.s blodige udskejelser og konstante skatteudskrivninger. De store planer endte med først landflygtighed og dernæst årtiers fangenskab. Som Johannes V. Jensen malende beskrev Christians 2. totale politiske og personlige fiasko i romanen ”Kongens Fald”: ”Stenene han havde slynget mod Himlen, begyndte at falde ned paa hans Hoved. Kongens Kraft hævnede sig”
Ikke blot Johannes V. Jensen, men også en lang række historikere og skønlitterære forfattere har igennem tiden publiceret vægtige værker om de mænd og kvinder, der satte dagsorden i 1500-tallets Danmark. Nu er det så blevet tegneseriens tur. Det er en stor opgave og det er derfor også fuldt forståeligt, at en større arbejdsgruppe har været involveret i projektet. Historien, tekst og taleboblernes indhold er udarbejdet af Jørgen Jørgensen og Frank Rechter, mens Thierry Capezzone og Vince Deporter har stået for tegningerne. Farvelægningen er foretaget af Helene Lenople og endelig har professor emer. dr. theol. Martin Schwarz Lausten, en af Danmarks mest kompetente reformationshistorikere, bidraget til ideudviklingen. ”Kongen og munken” står ikke alene, da tegneserien samtidigt udgør blot én af i alt 30 undervisningsmaterialer som skolekirketjenesten i Kalundborg og Slagelse har stillet til rådighed for elever og lærere på alle trin i de to kommuners folkeskoler og private grundskoler.
I forhold til tid og sted tager historien udgangspunkt i et møde mellem kong Hans og hans søn, den kommende Christian 2., der finder sted i Roskilde Domkirke en aften i december 1499. Til gengæld slutter man ret brat hos Martin Luther i Wittenberg i 1536, hvor denne skåler på protestantismens indførelse i Christian 3.s riger og lande. Vil man vide, hvordan Danmarks nye konge helt præcist fik dette trosskifte i stand, er man som læser nødt til at konsultere den summariske gennemgang af Grevens Fejde (1534-1536), der indgår som bilag på s. 78-80. Det virker underligt påklistret og ville have gjort bedre fyldest i selve tegneserien.
Undervejs følger man ikke blot Hans og Christian 2.s kongegerning, men også elskerinden Dyveke, dronning Elisabeth, Martin Luther og Hans Tavsen og deres oplevelser i Norge, Det Tysk-romerske Kejserrige, København og Viborg. Vi er med ved slaget ved Hemmingstedt i Ditmarsken og ved svenskernes belejring af Stockholm slot. Man ser dertil Luther stå fast ved Rigsdagen i Worms i 1521 og overværer Frederik 1. s forræderi, der i 1523 sendte Christian 2. i livsvarigt fangenskab på Sønderborg Slot. Alt i alt er der altså nok af begivenheder og dertil et stort og broget persongalleri at holde styr på. Jeg skal ikke kunne sige, hvordan tegneserien vil fungere som undervisningsmateriale i en folkeskoleklasse. Det er dog tankevækkende, at man også som voksen læser mere end én gang måtte søge til de tætskrevne faktabokse, der supplerer tegninger og talebobler.
I forhold til det kunstneriske element er kongerne Hans, Christian 2., Frederik 1., Martin Luther og dennes nærmeste rådgiver Phillip Melanchton godt tegnet og fremstår knivskarpt. Især i portrættet af kong Hans mærkes tegnernes inspiration fra Claus Bergs mesterlige portræt af majestæten på fodstykket af altertavlen i Skt. Knuds Kirke Odense tydeligt. Til gengæld er Christian 2.s svoger, den tysk-romerske kejser Karl 5. på s. 48 fremstillet knapt så overbevisende. Der skulle ellers være portrætter nok at lade sig inspirere sig af.
Undervejs springer en række irriterende misforståelser og faktuelle fejl i øjnene. Hos denne anmelder vakte det undren, at en kusk under det danske felttog i Ditmarsken i vinteren 1500 balancerer med en tobakspibe i munden (s. 7). Det er ellers først et århundrede senere, at en egentlig handel med og forbrug af tobak starter op i Lissabon, Sevilla og Amsterdam og til vores breddegrader kom tobakken først i 1630’erne. En del af de gengivne våben, hjelme, skjolde, rustninger og ringbrynjer har nok har været mere tidssvarende i 1100-tallet end år 1500 (s. 8 og 12). Og når vi er nu ved det med hovedbeklædningen. På s. 44, hvor vi er vidne til en ellers flot dramatisering af Det Stockholmske Blodbad, er bødlen blevet udstyret med den traditionelle ansigtshætte. Der haves intet historisk belæg for at bødler i Norden eller for den sags skyld andre steder nogensinde skulle have benyttet sig af en sådan hovedbeklædning. Frem for en praktisk foranstaltning er der tale om et nymodens påhit, der kan dateres til 1800-tallets romantiske historiefortællinger. Skal man virkelig gå op i den slags små detaljer, findes der fra 1676 faktisk en kopi af et originalt kobberstik fra 1520, der skildrer begivenhederne under Det Stockholmske Blodbad. Her ses også bødler i fuldt sving med at gøre Sveriges politiske og religiøse elite nogle hoveder kortere, men ingen spor af ansigtshætter.
På s. 46 tager tegnerne glæderne på forskud, når Christian 2. og hans rådgivere holder krigsråd på Nyborg Slot. Her er slottet nemlig gengivet i den form, som det har anno 2018, mens der i Christian 2.s regeringstid har været tale om et helt andet, langt større og mere kompakt bygnings- og befæstningsværk.
Endnu værre er det dog, at Christian 2. på s. 47 trakterer sine gæster med varm te (!) Tebladenes tilstedeværelse i Europa kan nemlig først dokumenteres til Amsterdam i 1610. På side 72-73 optræder først Christian 2. selv og dernæst én af hans skibsfolk med kikkerter. Det er lige tidligt nok, for de første kikkerter så først dagens lys i Nederlandene i 1608. Når Christian 2. benytter sig af denne opfindelse allerede i 1530’erne er han derfor også for tidligt ude.
I forhold til te og kikkerter kan der måske argumenteres for, at den fremskridtsvenlige konge virkeligt har været på forkant med udviklingen. Samtidigt kan man dog heller ikke sige sig fri for den kætterske tanke, at de mange kræfter bag ”Kongen og munken” ikke har gjort deres research godt nok. Man håber det første, men frygter ærligt talt det sidste. I betragtning af, at der her er tale om en del af et større undervisningsprojekt, der er rettet til folkeskolerne i Slagelse og Kalundborg kommune, er det stærkt bekymrende, at den slags faktuelle fejl er sluppet igennem til udgivelse.
Ovenstående anmærkninger kan for mange nok hurtigt få karakter af en mavesur og pedantisk anmelders manglende forståelse for de mange formidlingsmuligheder af vores fælles historie som tegneseriemediet også indeholder. I betragtning af at ”Kongen og munken” oprindeligt er målrettet til undervisningsbrug i folkeskolen, blev der foranstaltet en lille brugerundersøgelse. Andreas på snart ni år, der er glad for tegneserier (primært Asterix samt Kvik & Splint) fik ”Kongen og munken” med i seng den anden aften. Da jeg næste morgen spurgte ham, hvad han syntes om tegneserien, kom svaret prompte: ”Der er mange mord i den, så det er jo godt nok.” Lad det være de sidste ord i den sag.
Historie-online.dk, den 16. januar 2018
