Fra min tid
Af Lars Kjær, mag. art i historie, Informationsmedarbejder, Lejre Forsøgscenter.
Preben Wilhjelm har i anledningen af sin 70 års fødselsdag skrevet en bog med titlen Fra min tid. Den beretter om formative hændelser i barn- og ungdom, om et liv i politik. Om en bemærkelsesværdig mand med en usædvanlig karriere. Fra hans tid med lærergerning, som militærnægter, atomfysiker, Folketingspolitiker, Dr-Dokumentarchef og meget andet.
Der er to måde (mindst) at læse denne bog på som springer i øjnene:
Man kan læse den som en traditionel politikerbiografi, en erindringsberetning. Her starter den overraskende flot og meget læsbar. Set i det lys taber den hen mod slutningen i en række af genoptrykte artikler. Eller man kan komme til bogen med forventning om at finde skarpe skud i den aktuelle kultur- og værdidebat - og de er der også. Set i det lys starter den svagt og slutter stærkt.
En del er således overvejende kronologisk, den anden er emne-/sagsorienteret. Under alle omstændigheder er begge elementer flot repræsenteret.
Det er en stor glæde at konstatere at denne sidste del, debatten om venstrefløjen i Danmark, er på vej ind i bogform, i det vi i efteråret har set en række udgivelser der alle tager sigte på højre- venstrefløjsproblematikken gennem de seneste årtier. Der er en generel sammenhæng mellem hyppigheden af deadlines og abstraktionsniveauet i de udgivne tekster. Jo ofte der er deadline, desto lavere bliver niveauet. Det er derfor til glæde for alle der følger med i denne debat, at dagbladene i den seneste tid i hvert fald suppleres med dette medie, som sædvanligvis kaster mere tænksomme indlæg fra sig.
Her er i hvert fald en utrolig læseværdig og veldisponeret bog om en politisk skikkelse fra den danske venstrefløj. Central i traditionel forstand kan Preben Wilhjelm næppe kaldes og så alligevel. Han tog vejen fra kommunistpartiet over SF og var med til at stifte både SF og VS.
Alene det faktum at Preben Wilhjelm aldrig var minister, sad i regering eller tog afgørende del i de store politiske forlig, gør at forfatteren har disponeret sit stof anderledes end i mange traditionelle politiske biografier. (I ministeriet xx-xx osv.). Han er en person fra ”kanten” af beslutningsprocessens matrix, og det gør, at der kastes nyt lys over beslutningsdannelsen i partierne. Han er sine steder ikke så lidt spydig i sine iagttagelser og han udstiller gerne – og tiltrængt – partiernes vrangsider. F.eks. Det radikale Venstres boligpolitisk skifte, Krag-doktrinen, men også VS modvilje mod at tage del i politik har han bittersøde kommentarer til.
Preben Wilhjelm har på mange måder været venstrefløjens rollemodel. Partiet afstod fra at deltage i forlig, men fik en ikke uvæsentlig rolle som vagthund, en selvforståelse som eksempelvis Enhedslisten i dag har overtaget. Han har gennem tiden været særligt engageret i retspolitikken, oliekoncessioner, boligpolitik og en lang række af andre sager.
I sit politiske virke var og er han først og fremmest kritikeren. Han kan da heller ikke dy sig for at give sig ind i et opgør med højrefløjen. Der er virkelig drøje hug til navngivne debattører.
Bogen rummer som biografi alt, hvad den skal: Fra det anekdotiske og berettende, over det analytiske, til det syrligt anklagende. Det er faktisk ganske fornøjelig læsning både som biografi og som et indlæg i den aktuelle samfundsdebat.
Og så hæver bogen standarden for dokumentationsniveauet i venstre-højrefløjsdebatten herhjemme. Må vi blive fri for udokumenterede påstande fremover.
