1968 - Året der rystede verden

Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk

”Der har aldrig været et år som 1968, og det kommer der sandsynligvis heller aldrig igen. På et tidspunkt, hvor nationer og kulturer stadig var adskilte og meget forskellige – og i 1968 var Polen, Frankrig, USA og Mexico langt mere forskellige fra hinanden, end de er i dag – blev oprørske sind verden over spontant antændt”

Det enestående var (i modsætning til alle mulige andre vigtige og afgørende årstal), at der blev gjort oprør mange forskellige steder – mod meget forskelligt: Mod USA-imperialisme, mod kommunismen, mod magthavere af alle slags. Mange forskellige slags forhold afstedkom oprøret: USA's krig i Vietnam var meget væsentlig, ønsket om at gøre op med forbenede, konservative ledere på alle områder, både i uddannelsessektoren og i samfundets ledelse, international samhørighed mellem (især, men ikke kun) unge mennesker, der så lyset ved at læse Franz Fanon, Herbert Marcuse osv. på samme tidspunkt – og så videre. Men var 1968 nu så altafgørende? Tja, man må vel slå fast, at oprørerne slog fejl. Hverken studenterrevolten i Berlin, Berkely eller Paris – det tjekkoslovakiske forår – protestmarcherne mod Vietnamkrigen – eller den sorte borgerretskamp i USA blev succesrig. I hvert fald først med en noget længere tidshorisont, for selvfølgelig er de sortes muligheder forbedret i nogen grad i USA siden første halvdel af 1960’erne, tjekkerne er blevet fri for sovjetisk overherredømme, vietnameserne slap af med amerikanerne, og der blev vel også gjort noget ved professorvældet på universiteterne, men det er ikke sådan, at man kan pege på succesrige oprør i 1968 – eller at noget er blevet en succes, fordi det er sat i gang i 1968.

”Det var 1967 og 1969 som sammen med alle de forudgående år gjorde 1968 til det, det var. Men 1968 var epicentrum for et skift, for en fundamental forandring – her så vores postmoderne mediestyrede samfund dagens lys. Derfor er den tids populære musik og de fremherskende udtryk for den tids populære kultur blevet ved med at sige de efterfølgende generationer noget. Året varslede begyndelsen på enden af den kolde krig og frembruddet af en ny geopolitisk orden. Inden for denne orden ændrede både politik og politiske ledere karakter.”

Men det er utroligt at se tilbage på og læse om, hvad der rent faktisk skete det år. I USA var Vietnamkrigen i gang med at blive ret upopulær, og TV’s usminkede reportager om massakrer i Vietnam gjorde bestemt ikke sagen bedre. Præsident Johnson besluttede sig for ikke at stille op som kandidat igen – hans mest indlysende efterfølger, Robert Kennedy, blev dræbt af en attentatmand, og ved valget i november endte det med, at amerikanerne valgte den bevisligt største skurk i det embede gennem tiderne, Richard Nixon. Borgerretskampen gik videre i USA – og en af hovedmændene, Martin Luther King, blev dræbt ved et attentat, samtidig med at der skete en radikalisering i Black Panther-bevægelsen. Hvem husker ikke Tommy Smith og John Carlos’ knyttede næver i sorte handsker på sejrspodiet ved OL i Mexico samme år. Forud for de olympiske lege var gået en frygtelig massakre i Mexico City, da politiet gik amok overfor fredeligt demonstrerende studerende og dræbte og sårede adskillige. Også i Chicago gik politiet amok i forbindelse med demonstrationer ved det demokratiske partis konvent og skabte adskillige nye oprørere ved at fare frem med uhørt brutalitet mod de protesterende unge.

I Tjekkoslovakiet kom Alexander Dubcek til magten og med ham en demokratisering, ”det tjekkiske forår”, der brutalt blev undertrykt af den sovjetiske invasion. I Polen blev studenterbevægelsen undertrykt osv. Og så var der jo det, vi plejer at kalde ungdomsoprøret: De omfattende demonstrationer i USA, Frankrig, Tyskland og mange andre steder. Mest kendt er majrevolten i Paris, hvor præsident de Gaulle en overgang måtte se arbejdere og studenter forenede i kampen mod det bestående. 

Man kunne godt nævne endnu flere begivenheder i det sagnomspundne år – for slet ikke at tale om kulturen og kunsten, der blomstrede på en lang række områder, f.eks. musikken og plakatkunsten, men der skulle vist være givet tilstrækkeligt indtryk af et helt utroligt år. Noget entydigt indtryk af, hvorfor der pludselig var så mange spontane oprørsbevægelser overalt, får man dog ikke – og det er måske også svært at give nogle gode forklaringer ud over den automatiske med  kommunikationsmidlernes større og større indflydelse.

Det er faktisk helt vildt at få det gravet frem igen – og det er meget spændende læsning. Skrevet fra en meget amerikansk synsvinkel. Forholdene/oprørerne i USA spiller den største rolle i denne fremstilling, hvor der for en europæer nok ville være lagt mere vægt på det vesteuropæiske studenteroprør. Der er naturligvis ikke noget galt i, at amerikanske forhold kommer til at spille en stor rolle, for -  i modsætning til hvad der blev sagt fra konservativ side – så var oprøret ikke antiamerikansk som sådan, som Ebbe Kløvedal Reich gør opmærksom på i sit efterskrift om de danske forhold i 1968. Oprørerne så med beundring på amerikanerne, måske ikke på det amerikanske samfund og slet ikke den amerikanske krigsmaskine, men på de mange amerikanske oprørere, sorte, farvede og hvide, syrehoveder, rockgrupper, aktivister osv. Så amerikanske forhold havde stor indflydelse på, hvad der skete så mange andre steder i verden. Det kender vi jo også i dag – men hvor det i dag næsten kan opfattes som ret og rimeligt at støtte den amerikanske præsident i hans korstog, og hvor den danske regering har kastet sig ud i samme præsidents krig, så var der andre boller på suppen i 1968! Der blev kæmpet mod uretfærdighed, for fredelig sameksistens. Og det bliver en gang imellem glemt, når nuværende eller tidligere ventrefløjsfolk som noget ganske naturligt bebrejdes deres holdninger før i tiden og anklages for at støtte det sovjetiske diktatur og jeg ved ikke hvad.

Som nævnt er det spændende læsning eller genoplevelse, hvis man er så gammel, at man har en forestilling om 1968. Men det ville også være spændende læsning for nutidens ungdom. På trods af den meget amerikanske vinkel og en vis overbetoning af året 1968 som altings slutning og begyndelse, så  kunne man godt forestille sig, at bogen kunne bruges i gymnasiet eller anden ungdomsuddannelse som et velskrevet og letlæseligt (og ind i mellem ganske morsomt) oversigtsværk om en tid i oprør. Og en tid, som der også efterfølgende har været kamp om at formidle og fortolke. Det er ikke ligegyldigt, hvad der videregives, og Mark Kurlanskys solidariske holdning til oprøret virker sympatisk.