45 myter og halve sandheder fra verdenshistorien - Bind I

Af Jon Eilenberg

Historiker og redaktør Thomas Oldrup har netop udgivet sin tredje bog om historiske myter. De to tidligere bøger er skrevet i samarbejde med andre forfattere, men denne gang er Oldrup ene-forfatter. Og nu er det verdenshistorien, der står for skud i det møjsommelige arbejde med at aflive de sejlivede historiske myter. I bogens forord beskriver Oldrup sin rolle således:

”Historien har brug for, at der af og til træder en kustode frem og støver den lidt af. Kustoden vender og drejer og vurderer mumlende, hvordan han bedst får ryddet op og arkiveret nogle misforståelser på det magasin, hvor de hører hjemme.”

Og det er bogens projekt: At skille skidt fra kanel og udrede baggrunden for myterne – eller ’factoids’, som disse historiske vandrehistorier kaldes på engelsk. Men udover at oplyse sigter bogen tydeligvis også mod at underholde. Sproget er levende, og strukturen med de korte kapitler gør bogen læsevenlig, uden at det påvirker indholdets redelighed. På den måde henvender bogen sig til både fag- og lægfolk.

Selvfølgelig ville det være skønt, hvis man som historiker kunne føle sin faglige overlegenhed bekræftet af denne bog – hvis man fik en slags ’det vidste jeg da godt’-følelse. Men desværre må man erkende, at selv historikere ikke har styr på alting. Således måtte denne anmelder se flere af sine ellers fast forankrede forestillinger gå op i røg. Især oplysningerne om vinduesglas, yoyoer og ninjaer har medført nogle revurderinger af tingenes tilstand. Og det har vist sig, at en historie om Bill Gates’ manglende forestillingsevne i 1981, som anmelderen adskillige gange har viderefortalt, ikke holder vand.

Som i sine foregående bøger kommer Oldrup vidt omkring i både tid og rum. Myterne handler om alt fra antikkens Grækenland over middelalderens Frankrig til 1990’ernes Kuwait. Opbygningen er kronologisk uden at være rigid, så det første kapitel omhandler oldtidens skriftsprog (var det hieroglyffer?) og det sidste omhandler Burj Al Arb-hotellet i Dubai (hvor mange stjerner har det egentlig?). Der er ikke tale om grundforskning som sådan, hvilket gøres helt klart fra begyndelsen. Meget af materialet er hentet fra sekundær litteratur, og P1’s detektor bliver nævnt adskillige gange.

Som et nyt element forsøger Oldrup i forordet at komme med nogle forklaringer på, hvorfor myterne opstår. Han foreslår propaganda, forenkling, bevidst fastholdelse af en usandhed, bevidst ukorrigerede fejltagelser og fiktion som årsager til mytedannelsen. Desuden nævnes sproglige udtryk i en sidebemærkning. Det er gode forklaringsmodeller, men alligevel må det undre lidt, at Oldrup ikke har konsulteret det religionsvidenskabelige myte-begreb. Her er det ikke så meget mytens sandhedsværdi, der fremhæves, men mere dens funktion og narrative natur. Og det er vel ikke helt uvæsentligt, at myterne også bliver genfortalt, netop fordi de kan viderebringe relevante pointer og budskaber. Imidlertid ville en alt for teoretisk gennemgang af mytebegrebet nok falde udenfor bogens egentlige fokus, som ligger i selve myterne, som gennemgås kapitel for kapitel.

En del af kapitlerne indeholder nogle aldeles udmærkede redegørelser for, hvor besværlig historien kan være. Kompleksiteterne forklares balanceret og sobert, hvorved bogen afmonterer mange af de simplificeringer, som alt for ofte finder sted indenfor historie. I den forbindelse bliver almindelige antagelser om f.eks. kejserskikkelsen i antikkens Rom, heksebrændinger i renæssancen og seksualmoral i 1800-tallet venligt, men bestemt, afvist af Oldrup. Og hvor tingene er for komplicerede til, at man kan komme med klare svar, bliver det behørigt påpeget.

Mere bekymrende er et forhold, som flere gange påpeges i bogen. Nemlig det, at flere af myterne faktisk indgår i folkeskolens historiekanon. Det gælder bl.a. myterne om verdenssynet på Columbus’ tid og den moderne stats oprindelse i den Westphalske fredsaftale. Her får bogens ærinde pludselig betydning ud over det oplysende og underholdende ved at pege på de mulige konsekvenser af historie-myter. Det må siges at være problematisk, hvis myterne er så indlejrede i vores forestilling om fortiden, at vi ukritisk videregiver dem i officielle læreplaner. Det er ikke et emne, der udfoldes ret meget i bogen. Muligvis fordi det hurtigt kan blive ret politisk, hvilket tydeligvis ikke er bogens ærinde. I en anden sammenhæng kunne det dog være interessant at se en nærmere undersøgelse af, hvordan historiske myter videregives i uddannelsessystemet, og om der er nogle tendenser i denne proces.

Bogen veksler ubesværet mellem det oplysende og underholdende, og de to elementer kombineres ofte i de enkelte kapitler. Dog tipper vægten ofte til den underholdende side. Det kuriøse fylder en hel del, og selv tunge emner såsom middelalderens torturmetoder, den spanske syge eller decimeringen af de australske aboriginere bliver fremstillet med visse underholdende elementer. Og nogle af kapitlerne, som f.eks. dem om badminton, Johnny Cash, Oscarvindere og yoyoer, lader mest til at være med for underholdningens skyld.

Ikke at historie ikke må være underholdende, men hvis man forventer stilen fra Historisk Tidsskrifts artikler, bliver man skuffet. Til gengæld vil den tilgængelige stil formentlig tiltrække et noget større publikum, end Historisk Tidsskrift kan mønstre. Og så eftersom indholdet bestemt fremstår som videnskabeligt redeligt, så er denne bog – og ’factoid’-genren som helhed – med til at formidle seriøs historisk forskning til offentligheden. I det hele taget er det forfriskende at se en historiker, der tør gøre op med forestillingen om, at historieskrivning skal være kedeligt for at være rigtigt. Og eftersom hvert enkelt kapitel afsluttes med henvisninger til mere tørre værker, er der rigelig mulighed for den videbegærlige læser, der vil engagere sig yderligere.

Som sådan henvender bogen sig bredt. Almindeligt historieinteresserede danskere vil finde bogen både underholdende og oplysende. Det samme vil de ualmindeligt historieinteresserede danskere, som har taget sig en uddannelse indenfor feltet. Historiske myter trives i bedste velgående, og giver anledning til mange misforståelser blandt både fag- og lægfolk. Netop derfor er det vigtigt at få fortalt, at det ikke er alle historierne, der passer. Og eftersom historien indeholder et utal af rigtige fortællinger, der både kan oplyse og underholde, er der ingen grund til at fortælle de forkerte. Derfor har Oldrups mumlende kustode igen forvildet sig ind på historiens pulterkammer for at rydde lidt op, og det er der kommet endnu en god bog ud af.