45 myter og halve sandheder om 2. verdenskrig
Af Jon Eilenberg, cand.mag., journalist
Er det rigtigt, at nazisterne opfandt læskedrikken Fanta? Red kong Christian X rundt i Københavns gader med en gul jødestjerne på sin uniformsjakke? Og kan det virkelig passe, at Adolf Hitlers antisemitisme skyldtes, at hans farfar var jøde?
Anden verdenskrig er nok den periode i historien, der har tiltrukket sig mest opmærksomhed. Det gælder dels i fiktionens verden, hvor bøger, film og TV-serier til stadighed udsendes (og genudsendes, som f.eks. Matador) til et tilsyneladende umætteligt publikum. Og det sker dels i faglitteraturens verden, hvor en stadig strøm af bøger beskæftiger sig med mere eller mindre nye vinkler på mere eller mindre ukendt stof.
Når så mange mennesker beskæftiger sig med den samme periode gennem så lang tid, er der en overhængende fare for, at der opstår myter. Myter har en uheldig tendens til at blive fortalt igen og igen indtil det bliver vanskeligt at skelne mellem hvad der er historie og hvad der er historier. Og det gør sig især gældende med myter om anden verdenskrig.
Det har Thomas Oldrup og Jakob Sørensen sat sig for at gøre noget ved. Bogen er en dansk aflægger af de engelske ’factoids’, der netop har til formål at aflive historiske myter. Og det må man sige, at den gør. Gennem 171 sider gennemgår forfatterne én for én 45 forskellige myter om anden verdenskrig, alt imens de tilbageviser usandheder, retter misforståelser og uddyber forsimplinger.
Emnemæssigt kommer forfatterne vidt omkring, hvilket tydeligt viser, hvordan mytedannelsen har spredt sig til alle dele af fortællingen om anden verdenskrig. Vi får aflivet myter om nazisternes politiske og økonomiske virke: De kuppede sig ikke til magten i 1933, de opfandt ikke det tyske motorvejsnet og selve betegnelsen nazist lader til at have været upopulær blandt – nazister. Også en del myter om selve krigsførelsen må lade livet: Tyske tanks blev ikke angrebet af polsk kavalleri, Værnemagten var ikke uden skyld i Østfrontens krigsforbrydelser, og Rostockmyten er, som navnet antyder, en myte. Desuden demonterer forfatterne en del myter, som må siges at høre til i den mere kuriøse ende: Hitler havde så vidt vides begge testikler i behold, sejren i Slaget om Storbritannien i 1940 kan ikke tilskrives piloternes gulerodsindtag og Hitler døde ikke i Sydamerika i 1962.
Det er imidlertid ikke alle myter, der lader sig punktere så nemt. Nogle myter består i forklaringer, der ikke nødvendigvis er forkerte, men dog forsimpler en mere kompleks virkelighed. Som f.eks. den almindeligt anerkendte sandhed om, at anden verdenskrig begyndte med Tysklands invasion af Polen d. 1. september 1939. Det er for så vidt ikke usandt, men med afsæt i militærhistorikeren Anthony Beevor argumenterer Oldrup og Sørensen overbevisende for, at det er en sandhed med modifikationer. Blandt andet havde Japan allerede i 1931 invaderet den kinesiske provins Manchuriet, og i april 1939 blev Albanien angrebet af italienerne. Hvis man udelukkende fokuserer på Vesteuropa markerer angrebet på Polen, med de efterfølgende krigserklæringer fra England og Frankrig, en skillelinje. Men ser man på krigen som en verdenskrig, havde den i efteråret 1939 allerede raset i årevis.
En anden interessant myte vedrører den italienske hær. Ligesom deres Duce, Mussolini, har de italienske soldater ofte været ofre for eftertidens latterliggørelse. Tænk bare på den engelske TV-serie ’Allo ’Allo, hvor kaptajn Alberto Bertorelli udgør et konstant irritationsmoment for de mere effektive tyske officerer. Ondsindede rygter vil vide, at italienske tanks havde ét fremadgående gear og fire bakgear, og at de italienske geværer fra krigens tid var i udmærket stand fordi de aldrig var blevet affyret og kun smidt en enkelt gang. At Italiens krigsindsats var en noget svingende affære er rigtigt nok, men at det skulle skyldes de italienske soldaters kujonagtige karakter tilbagevises effektivt som en myte. Tværtimod pointerer Oldrup og Sørensen, at de faktisk kæmpede overordentligt modigt, men simpelthen var elendigt uddannede og udrustede.
Bogens nok uhyggeligste, og vigtigste, kapitel er tilbagevisningen af holocaust-benægtelsen. Et sådant kapitel burde vel ikke være nødvendigt, men desværre har netop denne myte vist sig at være en af de mest sejlivede, som i de seneste år endda har fået nyt liv på internettet. Forfatterne gør et godt og sobert arbejde ved at tilbagevise indvendingerne mod nazisternes massemord én for én og får derved præsenteret de nøgne kendsgerninger i al deres grusomhed. Det efterfølgende kapitels noget bratte emneskift til Hitlers testikler forekommer måske en smule malplaceret, men det ændrer ikke ved, at holocaust-kapitlet på fornem vis afmonterer den mest skræmmende myte om anden verdenskrig.
Et enkelt kritikpunkt kunne være, at forfatterne ikke er helt konsekvente, når de uddyber nogle af de forsimplinger, der præger den generelle forståelse af krigen. F.eks. tilbyder første afsnit en udmærket gennemgang af, hvordan det er for eurocentrisk at betragte 1. september 1939 som krigens startdato. Ikke desto mindre nævnes selv samme dato i et senere afsnit som tidspunktet for krigens begyndelse. Og når kun fire ud af bogens 45 afsnit overhovedet nævner krigen udenfor Europa, kan man mene, at forfatterne selv er faldet i den eurocentriske fælde, de kritiserer.
Disse små detaljer ændrer dog ikke billedet af en god og gennemarbejdet bog, som punkterer de mange myter om anden verdenskrig. Og myterne er mere udbredt, end man lige tror. Selv en faghistoriker, der vel om nogen burde have sin faglige viden solidt plantet i fakta, kan ubevidst være med til at fremme mytedannelsen om anden verdenskrig. F.eks. kan denne anmelder ikke sige sig fri for at have troet på adskillige af de i bogen afmonterede myter. Dermed er bogen et relevant og vigtigt supplement til den efterhånden omfattende mængde af materiale om anden verdenskrig. Der er ikke noget noteapparat hvilket har en positiv effekt på læsevenligheden. Samtidig gør henvisninger i teksten, at læseren ikke er i tvivl om, hvor relevante oplysninger kommer fra. Generelt er bogen godt struktureret og velskrevet, ligesom den fungerer ganske udmærket både som faglig perspektivering og underholdning.
Til sidst skylder denne anmeldelse vist nogle svar på de indledende spørgsmål. Nej, Fanta er ikke en nazidrik. Nej, Christian X gik ikke med jødestjerne. Og nej, selvom Hitlers farfars identititet er ukendt, var han ikke jødisk. Mytedannelser er med til at mudre historien og i sidste ende kan de forhindre os i at lære af fortiden. Derfor er det vigtigt at komme dem til livs. Det er netop, hvad Oldrup og Sørensens bog gør. Og den gør det dygtigt.
