Menu
Forrige artikel

Årets historiske bog 2022 - afstemningen i gang

Kategori: Bøger
Visninger: 2538

 

De fem kandidater til afstemningen er fundet, og dermed kan afstemningen begynde. Stem her

 

Afstemningen kører til og med 10. marts – og prisen uddeles på ”Historiske Dage” i Øksnehallen i København, lørdag den 18. marts.

Årets historiske bog støttes af Sydbank og Kulturministeriet.

Kandidaterne er

1.      Jesper Vaczy Kragh: IQ 75. Erling og åndssvageforsorgen. Gad. 

Med udgangspunkt i den 80 år gamle Erlings livshistorie og ophold på 18 forskellige børnehjem, anstalter og opholdssteder 1941-2015 tegnes de lange linjer af den danske åndssvageforsorgs historie. Fra Erlings indespærring til hans udslusning til omverdenen tages læseren med på en rejse ind i danske velfærdsstats mørkeste hjerte.

2.      Claus Bundgård Christensen: Følg Wilfred! Radikalisering. Revolution. Nazistisk subkultur. Gyldendal.

Fremragende biografi om den revolutionære nazist Wilfred Pedersen, der i både bogstavelig og overført betydning lå i krig med alt og alle. Historien om Pedersens balancegang på begge sider af kridtstregen 1940-1945 og efterfølgende tilbagevenden til civilsamfundet som lovlydig (!) borger tilføjer et vigtigt og ellers ukendt kapitel til Besættelsestidens mangfoldige historie. 

3.      Henrik Engelbrecht: OPERA i Danmark 1634-2005. henrikengelbrecht.dk

Danmarkshistorie fortalt i et perspektiv fra de skrå brædder, hvor den omskiftelige verdenshistorie hele tiden er present, som er et farverigt og velfungerende bagtæppe for tidens skiftende toner. Det omfattende persongalleri er beskrevet så levende, at de og deres genvordigheder, intriger (som der er mange af), udfordringer, sejre og nederlag kommer til at stå lyslevende.

4.      Birgit Løgstrup: Bundet af kønnet. Pigeliv på landet. Gad. 

Birgit Løgstrup lykkes med at fremdrage et underbelyst emne, nemlig pigeliv i 1700-tallet. Gennem et stort materiale, originale kilder og megen litteratur, er det lykkedes hende at gøre pigernes liv på landet synligt – i barndommen, i tjeneste og arbejde, til fest og som kone og mor.

5.       Mikkel Venborg Pedersen og Marie Riegels Melchior: Moden i Danmark gennem 400 år, bd. 1-2, Gad. 

Der er her tale om et sandt kulturhistorisk overflødighedshorn. Tekster og billeder demonstrerer i et fornemt samspil, hvordan skiftende tiders tøj og modeluner 1660-2020 har formet og skabt det Danmark, du kender. Fra fløjl og vadmelsklæder til jeans og Buffalo-sko! 

Stem på din favorit her

[Historie-online.dk, den 18. januar 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Årets historiske Bog 2024
Se anmeldelserne
Årets historiske bog 2019