Adelsvældens skatter 1536-1660

Af Michael Bregnsbo, Lektor, ph.d., Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse Syddansk Universitet, Odense

Adelsvælden betegner i danmarkshistorien perioden mellem på den ene side afslutningen på Grevens Fejde og indførelsen af den lutherske reformation i 1536 og på den anden side etableringen af kongelig enevælde i 1660 i kølvandet på de katastrofale krige mod Sverige. Grevens fejde betød, at en omfattende bonderejsning blev slået ned, og at landet derefter blev styret i samarbejde mellem kongen og det adelige rigsråd. Det førte til en lang fremgangs- og velstandsperiode ikke mindst for adelen, hvad mange renæssanceherregårde (herunder fynske Egeskov, hvis billede pryder værkets omslag) den dag i dag vidner om. I løbet af Christian 4.s lange regeringstid blev samarbejdet mellem konge og rigsråd imidlertid i stigende grad anspændt og konfliktfyldt. Efter Christian 4.s død i 1648 søgte rigsrådet klog af skade at baste og binde den nye konge, Frederik 3., gennem en håndfæstning, der nærmest forvandlede kongen til en funktionær for rigsrådet. Men det hjalp kun på kort sigt: ved enevældens indførelse i 1660 blev 1648-håndfæstningen ikke blot kasseret, men tillige blev det engang så mægtige rigsråd slet og ret afskaffet.

Det er således en højdramatisk og afgørende periode i danmarkshistorien, som Leon Jespersens bind af skattehistorien omhandler. Og det var ikke bare på det politiske niveau, at periodens historie var dramatisk, også på skatteområdet skete der i perioden afgørende, gennemgribende og langtrækkende ændringer. Nærmere bestemt handler det om overgangen fra domænestaten til skattestaten. Før omkring 1600 havde kongen i fredstid kunnet leve og opretholde en normal administration på grundlag af indtægterne af det omfattende jordegods (krongodser eller domæner), som han var tillagt i kraft af at være indehaver af kongemyndigheden. Skatter forekom kun i tilfælde af krig. Når krigen var forbi, bortfaldt skatterne på ny. Adelen var fritaget for at betale skat, til gengæld skulle adelsmændene i tilfælde af krig stille til hest til landets forsvar. Og når krigen var ovre, blev hæren atter opløst.

Som følge af den militærteknologiske udvikling blev det adelige rytteri som grundstamme for landets forsvar imidlertid militært set forældet. Det blev nu infanterihære, der var brug for, og disse var sammensat af professionelle (hvervede) soldater, der kæmpede mod betaling, og denne betaling måtte nu engang finde sted i form af skat. Denne udvikling, som i dansk sammenhæng i udpræget grad falder sammen med Christian 4.s lange regeringstid, fik vidtrækkende politiske og sociale følger. Skatter, der hidtil kun havde været noget ekstraordinært, blev nu permanente og med stærkt stigende tendens. Hæren, som man tidligere kun havde haft under krig, blev også permanent, fra 1637 fik Danmark en hær også i fredstid. Statsforvaltningen måtte kraftigt udvides og omorganiseres for at blive i stand til at klare de forvaltningsmæssige udfordringer, som permanent og voksende beskatning og et ekspanderende militærapparat krævede. Det adelige rytteri blev som nævnt i stigende grad militært set forældet, men desuagtet fastholdt adelen sine skattemæssige privilegier. Efterhånden spurgte flere og flere hårdt belastede skatteydere sig selv og hinanden, hvorfor det nu lige var, at adelen fortsat skulle nyde skattefrihed, når den nu ikke længere ydede noget (forsvar) til gengæld for dette privilegium. Alt i alt kan siges, at udviklingen førte til konturerne af den moderne stat.

Det adelige rigsråd var selv opmærksom på, at udviklingen fra domænestat til skatte- og militærstat i høj grad truede adelens position i samfundet. Rigsrådet søgte derfor efter evne at modvirke udviklingen, bl.a. ved at modsætte sig militære bevillinger og skatter til at finansiere disse, eller i hvert fald ved at søge at begrænse militære udgifter og skatter så meget som muligt og på anden måde lægge bånd på kongens politiske udfoldelsesmuligheder. Udviklingen var dog ikke til at vende, men rigsrådet medvirkede ved sin fodslæbende holdning i høj grad til at svække Danmark politisk, hvad der bl.a. førte til katastrofale militære nederlag i Christian 4.s regeringstid. Endvidere kan det voksende modsætningsforhold konge og rigsråd imellem efterhånden som Christian 4.s regeringstid skred frem i høj grad tilskrives denne udvikling.

Udviklingen på det skattemæssige område bliver af forfatteren Leon Jespersen (arkivar i Rigsarkivet) sat ind i sin politiske og samfundsmæssige ramme. I domænestaten var skatter noget ekstraordinært, der i hvert enkelttilfælde krævede en særlig forklaring (undskyldning) fra kongen til skatteyderne. Det ophørte man med i Christian 4.s tid. Holdningen til beskatning var en gensidighedsfilosofi: skatteyderne erlagde skat og fik til gengæld sikkerhed mod ydre fjender. Heller ikke denne noget-for-noget-tankegang virkede altid helt overbevisende i de sidste årtier af Christian 4.s tid.

Begrebet ”skat” bliver indgående diskuteret. Det er ikke så enkelt og ligetil som man måske umiddelbart ville formode. En række ydelser så som pligt til vagttjeneste, bespisning og indkvartering af embedsmænd rejsende i kongens tjeneste, vedligeholdelse af broer og veje og forpligtelser til at forrette arbejdsydelser for det offentlige ville i dag ikke blive anset for skat, men der argumenteres for at betragte denne type pligter som skatter. Bl.a. fordi mange af disse pligtydelser efterhånden som skatte- og militærstaten vandt frem blev konverteret til pengeydelser i stedet. De forskellige befolkningsgrupper og deres reaktioner på det øgede skattetryk bliver skildret. Adelen var som nævnt fritaget for skat, men undertiden gik den med til alligevel at betale en frivillig ydelse, som dog for at opretholde fiktionen om adelen, dens funktion og privilegier endelig ikke måtte kaldes en skat. Adelens fæstebønder var derimod skattepligtige. En del tyder på, at fæstebønderne på adelens gods ikke blev så hårdt ramt skattemæssigt som bønderne på kongens godser. Når adelen søgte at hindre for hård beskatning af sine egne bønder var det dog ikke bare udtryk for godhed og beskyttertrang, men skyldtes frygt for, at bønderne ville blive så forarmede af at udrede skat til staten, at der ikke ville være noget til overs for dem at betale fæsteafgift til deres herremand med. Det permanent voksende skattetryk ledte til det fænomen, der er blevet benævnt ”Glistrup-effekten” eller mere neutralt ”skatteinertiens lov”, nemlig skattetænkning, underdeklaration, fortielser og regulær unddragelse over for myndighederne. Det bliver der bragt mange eksempler på i bogen. De mange forskellige skattetyper og de lignings-, kontrol- og opkrævningsmæssige forhold er naturligvis også med. Bogen rummer mange nydelige illustrationer, grafer og tabeller og er forsynet med en nyttig ordliste samt et person- og et stedregister. Et sagregister er det derimod ikke blevet til, hvilket er lidt en skam, da det nok ville kunne have gjort bogens værdi som historisk opslagsværk endnu større.

Som det vil være fremgået, var det skattemæssige område af central og gennemgribende betydning for hele den politiske og sociale historie i perioden. Og selv om bogen hedder Adelsvældens skatter, er der på ingen måde bare tale om perspektivløs opremsning af skattetyper, beløbsstørrelser, provenuer og forvaltningsmæssige forhold. Tværtimod formår Leon Jespersen i udpræget grad at skildre udviklingen på det skattemæssige område bredt i dens sikkerheds-, indenrigs- og militærpolitiske såvel som dens social-, forvaltnings- og finanshistoriske sammenhæng. Og det er ikke kedeligt!