Ærø Museums Årbog 2020
Af Vigand Rasmussen, lektor em.
Ærø er ren historie anført af skipperbyen Marstal og købstaden Ærøskøbing. Der er meget historie at fortælle, og derfor er det logisk, at øen har to fine museer, dels Søfartsmuseet i Marstal, dels Ærø Museum med base i Ærøskøbing og med Søbygård som en vestlig del af museet.
Ærø Museum udgiver hvert år en årbog, som er et imponerende værk for et museum, der sammenlignet med andre af slagsen, ikke er voldsomt stort, men kvaliteten er der ikke noget i vejen med.
2020 årgangen er ingen undtagelse. Det er en fremragende årbog med artikler på et højt historisk niveau uden at det gå ud over læseligheden.
Årbogen indledes med et velskrevet forord af den nye formand for museets bestyrelse Gert Grube, hvor han fortæller, hvordan museet klarede de udfordringer, som coronatiden gav også på Ærø, selv om øen i den grad har ligget i bunden med hensyn til antal smittede. Forordet fortæller også om den store lokale opbakning til museet i form af mange frivillige.
Og så tager perlerækken af artikler over.
Den første handler om statholder Carl af Hessen-Kassel og fattighaverne i Ærøskøbing. Det er beretningen om en mindre kendt del af fattigdomsbekæmpelsen i 1800-tallets samfund. Forfatteren er Lars N. Henningsen, og så ved man, at det historiske arbejde er i orden.
Derefter følger en mindre artikel om begrebet stammehæk, som Helle Ravn fint gør rede for, både på lokalt plan og i et større perspektiv.
Så kommer Sille Radoor Larsen med en fremragende historie om familien Jørgensen, der blev sendt til USA i 1882 på enkeltbillet betalt af Bregninge Sogneråd. Det er en side af udvandringen, som vi ikke hører så meget til, men her kommer forfatteren både ind på datidens fattigvæsen, socialpolitik og kriminalitets ditto.
Det er en virkelig spændende og også tragisk historie, der oprulles her.
Derefter tager museets chef, Kim Furdal, over med en meget interessant artikel om hertug Hans den Yngre og Søbygård, Sandbjerg og Glücksborg Slot. Der bliver virkelig gået i dybden og ud i alle relevante kroge, så læseren bliver meget klogere på den vigtige del af Ærøs historie.
Vore dages landbrug med de store markmaskiner har det ikke godt med jord- og stendiger, og derfor er det godt, at museer som Ærø Museum påtager sig det store arbejde med at registrere de tilbageværende diger for at de kan bevares som en væsentlig del af det danske landskab. Den proces beskrives fint i Ole Falkentorps artikel. Man må håbe det bedste for digerne, der er en oase i det eller mere og mere golde landbrugslandskab.
Kim Furdal har – inspireret af et besøg af en tidligere kollega fra Sønderjylland – skrevet en virkelig øjenåbner af en artikel om cementdekorationer på de ærøske huse både i by og på land. Artiklen afsluttes med en prisværdig gennemgang af arkitekturbegreber.
Årbogen afsluttes med en beretning om årets gang 2020.
Ærø Museums årbog 2020 er eksemplarisk på den måde, at dens forfattere både formår at skrive på et højt fagligt niveau med noteapparat m.m. og samtidig skrive, så læseren ikke behøver en ph-d i historie for at kunne følge med i teksterne. Det er faktisk slet ikke nemt, men det kan de på Ærø.
[Historie-online.dk, den 7. juli 2021]
