”af yderste Vigtighed for det hele Borgersamfunds Tryghed”

Af Poul Ulrich Jensen, arkivar, Vejle Byhistoriske Arkiv & Stadsarkiv

”Det ville ikke alene være af yderste Vigtighed for det hele Borgersamfunds Tryghed og hver enkelt Families Beroligelse, men endog af  største Nytte for Lægekonsten og dens Dyrkere, at Sundheds-Collegiet, som har Overopsynet med alle medicinske og chirurgiske Foranstaltninger, aarligen gives nøiagtig Efterretning om alt, hvad der angaar den offentlige Sundhedspleie, eller maatte tjene til dennes Befordring, for derved at sættes i Stand til, at foreskrive de tjenstlige Forholdsregler i de jevnligen herskende Sygdomme”. Med dette cirkulære pålagde Danske Kancelli i 1803 landets praktiserende læger at udfærdige en årlig medicinalberetning. For Sundhedskollegiet og centralmagten gav det mulighed for en situationsrapport over landets sundhedstilstand, og for nutidens historikere er det et værdifuldt kildemateriale, ikke kun i medicinhistorisk sammenhæng. Lægerne var ofte skarpe iagttagere af både økonomiske, sociale, kulturelle og erhvervsmæssige forhold i lokalsamfundet.

Denne veritable guldgrube af informationer har dog kun i mindre grad haft forskningens bevågenhed, men nu har Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie udgivet en fremragende antologi om emnet. I otte artikler med tilhørende kildegengivelser behandles forskellige forskningsemner af enten landsdækkende eller regional karakter. Gerda Bonderup sætter i et indledende kapitel medicinalberetningerne ind i en større sammenhæng, hvor staten i merkantilismens ånd anså en talstærk og livskraftig befolkning som det største aktiv. Der var derfor al mulig grund til at skabe et nidkært sundhedspoliti til at behandle eller endog forebygge de mange helbredsproblemer. Fra 1780’erne begyndte en udvikling af det danske sundhedsvæsen, der op gennem 1800-tallet medførte markante ændringer, ikke mindst i lægernes uddannelse, deres teoretiske sygdomsopfattelse og behandlingsmønster.

De første år efter ordningens indførelse i 1803 var både antallet og indholdet af de medicinalberetninger, der fandt vej til det nyoprettede Sundhedskollegium, temmelig magert. Grete Banggaard viser i sit bidrag til antologien, hvordan det alligevel kan lade sig gøre at danne sig et billede af tidens grasserende sygdomme, ved at kombinere medicinalberetningerne med andre indberetninger. Lægerne var hårdt spændt for med skriftligt arbejde, idet tidligere bestemmelser om epidemiindberetning og en kvaksalverforordning stadig stod ved magt. Medicinalberetningerne var desuden en tur omkring amtmanden, der kunne forsyne dem med egne kommentarer, inden han ekspederede dem videre til København, så også amtsarkiverne kan indeholde værdifuldt materiale. Det kan således være et lidt omstændeligt detektivarbejde, men Grete Banggaard har fundet mange brikker til billedet af de epidemiske sygdommes behandling i 1800-tallets første årtier.

Et af medicinalberetningernes obligatoriske punkter var ”vaccinationens fremgang”, hvor lægerne skulle oplyse, hvordan det gik med koppevaccinationerne. Dette forebyggelsesprogram, der blev af afgørende betydning for befolkningstilvæksten, mødte modstand især blandt almuen, der ofte anså kopperne som et naturligt renselsesmiddel for kroppen. Og denne naturens orden skulle lægerne ikke gribe ind i. Gerda Bonderup viser i sin artikel om lægeberetninger og koppeforebyggelse, hvorledes et engageret samarbejde mellem læger, forskellige embedsmænd – især præster – og regeringen alligevel gjorde vaccinationerne til en succes. I medicinalberetningerne har lægerne af og til fundet plads til en beskrivelse af mødet med patienterne og især med almuens særlige  forestillingsverden. Det var set fra lægens synspunkt et opgør mellem hans egen oplyste rationelle videnskab og den jævne befolknings overtro. En interessant problemstilling og et kulturmøde, hvor  vi  desværre må nøjes med den ene part, lægens, version.

Børnedødeligheden var høj i første halvdel af 1800-tallet, mere end hvert tredje dødsfald ramte et barn mellem 0 og 10 år. Jesper Ratjen har foretaget regionale studier i medicinalberetningerne for at indkredse de farligste børnesygdomme og deres behandling, hvis en sådan blev foretaget. Forældrene mente desværre ofte, at børnesygdomme var en naturlig del af opvæksten, der skulle klares uden lægehjælp, og det gav anledning til mange frustrationer blandt lægerne. I det hele taget søgte især landalmuen sjældent lægehjælp, ”det være sig af Ligegyldighed, Fordomme eller utidig Gjerrighed”, som landfysikus Høegh-Guldberg bemærkede i sin medicinalberetning for 1845, eller som han havde hørt en bonde sige, for at ”overlade Vor Herre at gjøre et højst nødvendigt greb i den store Børneflok”. Barske ord fra en barsk virkelighed. Erkendelsen af, at børnesygdommene hovedsageligt bredte sig gennem smittebærere, var dog et fremskridt i sygdomsbekæmpelsen. Også bøndernes stigende velstand og dermed øgede interesse for renlighed i hjemmene havde en gavnlig virkning; den ganske vist ikke livsfarlige, men ofte forekommende og altid meget generende hudlidelse, fnat, aftog markant. 

Indtrufne ulykkelige hændelser blev også indberettet, og selvmord, druknede og arbejdsulykker udgjorde de mere dramatiske indslag. Lisbet Skjernov har gennemgået nogen af de ældste indberetninger fra hele landet. De giver dels et realistisk billede af befolkningens hverdagsliv med dets farer og tragedier, dels viser de, hvorledes lægerne agerede i uventede nødsituationer. En gennemgang af medicinalberetninger for en længere årrække findes i Nick Nylands artikel om de praktiserende læger i 1800-tallet. Forfatteren, der selv er praktiserende læge har set på professionens etablering og vilkår op gennem århundredet. Der er mange oplysninger at hente om lægernes økonomiske, sociale, arbejdsmæssige og kollegiale forhold og deres mangfoldige problemer. De uautorisede behandlere, ”kloge folk” , var alvorlige konkurrenter, men heller ikke forholdet mellem lægerne indbyrdes var uden problemer. De professionelle relationer blev ofte ødelagt af brødnid og priskrig i forsøget på at kapre patienter. Landet var mere end velforsynet med læger, især fordi statsmagten ikke forsøgte nogen som helst styring af kandidatproduktionen. I 1891 lykkedes det dog Den Almindelige Danske Lægeforening at få vedtaget et sæt kollegiale vedtægter, der tog brodden af de værste interessekonflikter. I løbet af 1800-tallet skete der også en markant ændring i lægernes syn på sygdomsårsager og sygdomsbehandling. Den humoralpatologiske tradition, der siden oldtiden havde opfattet sygdom som en uligevægt i kropsvæskerne, der skulle kureres med åreladninger, brækmidler, igler og andre drastiske metoder, blev efterhånden forladt. Det har sikkert reddet en del patienter.

Stiftfysikus Jens G. Lind tilbragte sin embedstid i det offentlige sundhedsvæsens tjeneste som embedslæge i Viborg fra 1822 til sin død i 1871. Den omhyggelige mand indsendte gennem denne næsten halvtredsårige periode meget fyldige medicinalberetninger. Dette materiale har Jørgen Mikkelsen udnyttet til en medicin- og socialhistorisk fremstilling, men artiklen viser også mulighederne for en kultur- og mentalitetshistorisk anvendelse. Lind var en skarp observatør, der hvert år over mange sider gav en indgående beskrivelse af sit fysikat. Han påpegede gennem sin embedstid en mængde problemer i forhold til almuen, men gjorde ingen forsøg på at overvinde forståelseskløften. Som kongemagtens repræsentant havde han pr. definition altid retten på sin side.

To af bogens artikler beskæftiger sig med monarkiets yderområder. Stella Mikkelsen har undersøgt Færøernes lægevæsen i perioden 1840 – 60. De forblæste øer i Atlanten bød på ganske særlige udfordringer for de udsendte læger, og den stridbare natur og den færøske befolkning beskrives indgående i indberetningerne. Et godt eksempel på dette kildemateriales topografiske kvaliteter. Gerret Schlaber har brugt fattiglægernes indberetninger til medicinalinspektøren i Flensborg til en analyse af disse lægers vanskelige vilkår. Det var ofte af økonomiske årsager umuligt at yde de fattige en hjælp, der var fagligt og etisk forsvarlig, og lægernes synsvinkel på problemerne er her markant forskellige fra præsternes og fattigforstandernes. Medicinalberetningerne er også særdeles anvendelige til socialhistorisk forskning.

Således er der i bogen sat fokus på nogle af medicinalberetningernes mange muligheder. Hver artikel har et transskriberet uddrag af det anvendte kildemateriale, så læseren selv kan danne sig et indtryk af indholdet og fremstillingsformen. De mange medicinske og andre latinske udtryk, der er anvendt i medicinalberetningerne, er forklaret i en ordliste, og de velvalgte illustrationer består bl.a. af en række portrætter af de embedslæger, der prægede sundhedsvæsenets udvikling, ikke mindst gennem deres omhyggelige medicinalberetninger. Disse indberetninger viste sig at være ”af yderste Vigtighed for det hele Borgersamfunds Tryghed”, og desuden af yderste vigtighed for den historiske forskning. De vil forhåbentlig blive flittigt brugt fremover.